Efter omfattende regelbrud: Café Hacks fremtid bliver snart afgjort

Det populære radioprogram, Café Hack, er kommet i modvind, efter at det er kommet frem, at produktionsselskabet har krævet penge af værter for at besøge byer rundt om i landet. Redegørelse skal falde onsdag.

Foto: Morten Stricker. Café Hack skal redegøre for, at programmet har afkrævet betaling fra de steder, de har besøgt i deres  sommerprogrammeri år og sidste år. Her fra et besøg på Venø i 2014, hvor Lars Lilholt var blandt gæsterne. 
Læs mere
Fold sammen

Gemytligt lyder det, når vært Søren Dahl byder velkommen til en søndag formiddag på DRs P4 med en rar blanding af aktuelle gæster, sjove kommentarer og et medlevende publikum i programmet Café Hack. Lyttertallet er omkring en million, og programmet har sit navn efter den cafe i Aarhus, hvor det optages. I sommerperioden drager programmet dog ud i landet, og den aktivitet har nu slået skår i hyggen for det populære program.

De steder, der lægger hus til Café Hack er nemlig blevet afkrævet penge for at få besøg af det private produktionsselskab, der laver programmet, SK-Productions, hvor værten Søren Dahl er medejer. Først kunne Radio 24Syv fortælle, at Sallingsund Færgekro på Mors var blevet opkrævet 67.500 kroner for at lægge lokaler til programmet - angiveligt som tilskud til produktionsomkostninger og udgifter til overnatning, men i strid med DRs regler.

Det har fået DR til at kræve en redegørelse fra SK-Productions, som skal falde den 1. marts, og radiochef Gustav Lützhøft understreger, at det er en alvorlig sag.

»Det er fuldstændigt uacceptabelt og imod alle aftaler. Jeg vil gerne understrege, at vi ikke kan leve med nogen som helst tvivl om DRs troværdighed, og derfor ser vi også med stor alvor på sagen. Vi er selvfølgelig nødt til at komme helt til bunds i sagen i forhold til vores eksterne samarbejdspartner, inden vi træffer en afgørelse. Derfor har vi bedt SK Productions om at levere en fuldstændig redegørelse for deres dispositioner,« siger Gustav Lützhøft i en pressemeddelelse.

Når redegørelsen er gennemgået vil DR tage stilling til det videre forløb, og indtil da har de ingen kommentarer til sagen, fortæller DR til Berlingske. Heller ikke SK-Productions har ønsket at kommentere sagen.

Selskabet har allerede en gang fået en irettesættelse af DR for at kræve penge af lokale værter. I 2008 blev Roskilde Kommune tilbudt et besøg af Café Hack mod at betale 175.000 kroner. Kommunen sagde ja i forventning om positiv omtale, men det var i strid med DRs regler at acceptere et sponsorat, der ville få indflydelse på programmet, og det blev indskærpet SK-Productions, som trak tilbuddet tilbage.

DRs radio-chef dengang var Ole Mølgaard, som i dag har sit eget firma med speciale i medieudvikling. Han følger stadig radiobranchen, og mener, at sponsorater er en svær balance for DR.

»Markedet for ekstern radioproduktion er ganske begrænset, så det er naturligt at de, der går den selvstændige vej, forsøger at finde andre indtægter, end hvad DR kan betale. Men samtidig må de kommercielle interesser jo ikke få indflydelse på program-indholdet, så det en balance i hver enkelt sag, hvor jeg har indtryk af, at man er mere restriktiv overfor sponsorer i radiomediet end i TV,« siger Ole Mølgaard.

Også Bogense står til at få besøg af Café Hack denne sommer. 6. maj kommer programmet, hvor arrangørerne fra Nordfyn Erhverv og Turisme forventer at skulle betale mellem 40.000 og 70.000 kroner til produktion og overnatningsudgifter. Men det er ikke en decideret betaling til SK-Production, understreger direktør Per Olesen.

»Pengene går til konkrete udgifter, for eksempel til dem, der kommer og sætter lyd og lys-teknik op,« siger Per Olesen, der er godt tilfreds med aftalen om et program, der kommer ud til en million lyttere.

Selv om man nu afventer afgørelsen fra DR, sælger de fynske arrangører stadig billetter til optagelserne. Det koster 300 kroner - inklusiv lidt mad og drikke - at være blandt Café Hacks publikum, og Per Olesen budgetterer med, at billetsalget er med til at dække udgifterne til produktionen.

Mød Café Hack her: