Efter mere end et årti hos Danmarks Radio: Ask Rostrup er ny chef på TV 2 News

Ask Rostrup, der kommer fra en stilling som tv-vært på DR, indtager chefredaktørrollen på TV 2 News.

Ask Rostrup bliver ny chefredaktør og kanalchef på TV 2 News og forlader derfor Danmarks Radio. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR/Bjarne Bergius Hermansen

Til april får TV 2 News en ny chefredaktør og kanalchef, når den mangeårige DR-vært Ask Rostrup begynder sit nye arbejde. Det skriver TV 2.

Det sker, efter at den tidligere chefredaktør på TV 2 News tidligere i år blev udpeget som ny kanaldirektør på TV 2, efter at Mikkel Hertz forlod rollen.

»Nu vender Ask Rostrup tilbage til chefredaktørrollen, og det bliver heldigvis hos os på TV 2 og på News. Det er jeg utroligt glad for. Ask er en erfaren, respekteret og knusende dygtig journalist og leder, som vi får glæde af her på TV 2,« siger Ulla Pors, TV 2s nyudnævnte nyhedsdirektør i pressemeddelelsen fra TV 2.

Selv udtaler Ask Rostrup, at det er »det perfekte match«.

»Nyhedsjournalistik har været omdrejningspunktet i hele mit virke som journalist de seneste 30 år. Alt, hvad jeg har lavet, har drejet sig om at opdyrke og formidle nyhedshistorier, om at klæde os alle på til at deltage bedst muligt i samfundet og i demokratiet. Det er det, jeg altid har brændt for,« lyder det fra Ask Rostrup.

Udskiftning på cheflaget

Der har de seneste måneder været stoledans på cheflaget på TV 2. Først forlod Mikkel Hertz, der nu skal være Europa-korrespondent, rollen som kanaldirektør på TV 2.

Den rolle snuppede Ulla Pors, der tidligere var chefredaktør på TV 2 News, og siden har tv-stationen arbejdet på at finde en efterløser.

I efteråret 2020 og i de seneste måneder har en advokatundersøgelse og en række #metoo-sager fået TV 2 i de øvrige mediers søgelys. Blandt andet fordi TV 2 alligevel ikke ville bringe en dokumentar, som undersøgte en række #metoo-sager på TV 2.

Dokumentarprojektet, som produktionsselskabet Impact TV er en del af, overgik til Politiken, hvor projektet skulle fortsætte. Men mandag meldte Politiken ud, at samarbejdet er ophørt.

»Det har desværre ikke været muligt at finde et fælles udgangspunkt for dette arbejde,« sagde avisens chefredaktør Christian Jensen til Politiken.

Den nye chefredaktør på TV 2 News Ask Rostrup har arbejdet hos DR i 14 år, hvor han blandt andet har været politisk redaktør og leder af DRs Christiansborg-redaktion. Desuden er han kendt som vært på TV Avisen og programmet »Langt fra Borgen«.