Efter kritik af »sexistisk« udstilling: Direktør advarer museer mod at fælde moralske domme

M/S Museet for Søfart korrigerer og tilføjer nye skilte ved en række udstillinger, der er blevet beskyldt for at være racistiske eller sexistiske. Vi bør dog have tillid til, at borgerne selv kan fælde moralsk dom over den slags, mener Gyldendals direktør, Morten Hesseldahl. På den anden fløj er forfatteren Henrik Marstal begejstret.

»Vi præsenterer sømandens syn på kvinden, og derfor bør vi også præsentere kvindens syn på sømanden. Vi mangler hendes vinkel – hende, som sømanden havde et forhold til,« lød det fra museumsdirektør på M/S Museet for Søfart Ulla Tofte om en af udstillingerne. Tobias Kobborg

Museer bør forklare og perspektivere udstillingerne, men ikke fælde moralske domme. Det mener Morten Hesseldahl, administrerende direktør på forlaget Gyldendal og flittig deltager i debatten om identitetspolitik og politisk korrekthed.

»Som institution skal man oplyse og give den fulde historie, men man skal ikke give den moralsk rigtige fortolkning af historien. Det må være op til os selv hver især at bedømme dette. Det ville da også være ulideligt at læse avis, hvis hver artikel skulle slutte med: »Ud fra dette kan vi udlede følgende …« Det ligger i vores oplysningstradition, at vi har tillid til, at folk bruger deres sunde fornuft. Den politiske korrekthed, som vi nu oplever, er udtryk for, at vi ikke har tillid til, at folk kan bruge deres sunde fornuft, og at vi ikke tror, at de er robuste nok til at få historier om sex, racisme eller slaveri,« siger Morten Hesseldahl.