Der er opstået drama om Mickey Rourke.
Og nu er den 72-årige amerikanske skuespiller blevet smidt ud af det britiske tv-program »Celebrity Big Brother«.
Det sker efter, at Mickey Rourke først skulle være kommet med flere homofobiske kommentarer og senere efterfølgende havde udvist »truende og aggressiv« opførsel mod de andre deltagere i programmet.
»Mickey Rourke har accepteret at forlade Celebrity Big Brother-huset denne aften efter en diskussion med programmet om brugen af uacceptabelt sprog og tilfælde af uacceptabel opførsel,« siger en talsmand fra realityshowet til The Hollywood Reporter.
De homofobiske kommentarer skulle særligt være gået ud over den 21-årige sanger Jojo Siwa.
Her spurgte Mickey Rourke ind til hendes seksualitet, hvortil Jojo Siwa bekræftede, at hun er homoseksuel.
Men det mente den tidligere bokser åbenbart at kunne ændre.
»Hvis jeg bliver her længere end fire dage, så vil du ikke længere være homoseksuel,« svarede Mickey Rourke, som blandt andet er kendt for sin rolle i filmen »Sin City«.
»Truende og aggressiv«
I tv-programmet følger man en række mennesker, der er samlet i et hus, hvor de overvåges af kameraer døgnet rundt.
Det er meningen, at de medvirkende kan stemme hinanden ud, og det kom deltagerne også ind på efter Mickey Rourkes kommentar til Jojo Siwa.
»Jeg vil stemme den lesbiske ud meget hurtigt,« sagde den amerikanske skuespiller med henvisning til Jojo Siwa, hvilket fik hende til at pointere, at hans udtalelser var »homofobiske«.
Mickey Rourke fik en advarsel af tilrettelæggerne bag programmet og undskyldte senere for sine bemærkninger.
»Jeg undskylder. Jeg har ikke ondskabsfulde hensigter,« sagde han.
Derfra kunne sagen være stoppet, men Mickey Rourke røg senere ind i et større skænderi med Chris Hughes, som er kendt fra realityshowet Love Islands.
Her skulle han havde udvist »truende og aggressiv« opførsel.
Og så var tålmodigheden opbrugt fra folkene bag tv-programmet, som smed den 72-årige skuespiller ud.
Selvom Mickey Rourkes deltagelse i programmet er slut, er der opstået nye anklager mod ham.
Skuespilleren Bella Thorne, som spillede sammen med Mickey Rourke i gyserfilmen »Girl« fra 2020, beskylder ham for grænseoverskridende seksuel opførsel under indspilningen.
»Denne fucking fyr. KLAM,« skriver Bella Thorne i et opslag på X, hvor hun uddyber anklagen mod ham.

