Efter fem år er stjålet millionmaleri tilbage i landsbykirke

Et maleri af Emil Nolde blev i 2014 stjålet fra en kirke ved Ringkøbing. Nu er værket tilbage på sin plads i kirken, som har optimeret sikkerheden.

Emil Noldes »Middag i Emmaus« blev groft behandlet af tyvene, der i 2014 stjal maleriet. Det har derfor været nødvendigt at restaurere billedet, inden det i weekenden var tilbage på sin vante plads i Ølstrup Kirke ved Ringkøbing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

I fem år har Ølstrup Kirke ved Ringkøbing i Vestjylland savnet maleriet »Middag i Emmaus« af Emil Nolde. Værket blev stjålet fra kirken i 2014, men er nu tilbage på sin plads over alteret.

Politiet kom på sporet af maleriet i 2016, efter at en tysk kunsttyv forsøgte at sælge det videre til Emil Nolde-museet i Nordtyskland. I 2018 lykkedes det politiet at hente maleriet hjem til Danmark.

Ifølge TV Midtvest kom billedet i hemmelighed tilbage på sin plads i kirken torsdag, og søndag blev det genindviet i en velbesøgt kirke.

»Det er en helt fantastisk dag. Det har været så bevægende en stund her i kirken med biskoppen på besøg, fuldt hus og alterbilledet tilbage på sin vante plads i sin ramme, hvor det skal hænge,« sagde sognepræst Inge-Dorthe Kaasgaard til DR Søndag.

Mere sikkerhed

Den dansk-tyske kunstner malede billedet »Middag i Emmaus« til kirken, der købte det i 1904 for 340 kroner. I dag er det vurderet til ti millioner kroner.

Billedet blev i 2014 stjålet fra den ulåste kirke, og tyvene behøvede blot en skruetrækker for at få maleriet ned fra væggen. I dag har kirken optimeret sikkerheden ved blandt andet at installere overvågning inde i kirken så vel som  uden for bygningen, så historien ikke gentager sig.

»Jeg tror uden overdrivelse godt, at vi kan sige, at Ølstrup Kirke er en af de mest sikre landsbykirker i Danmark,« siger menighedsrådsformand Boe Hammelsvang til DR.

Da maleriet var tilbage i Danmark i 2018, var det stærkt beskadiget efter en grov behandling af tyvene. Det skulle derfor repareres af eksperter, inden det kunne vende tilbage til sin vante plads.

Billedet blev restaureret af konservatortekniker ved Nationalmuseet Mikala Bagge, som har sørget for at fjerne flere lag af fernis og kaminstøv, ligesom afskalningerne er forsvundet.

På Nationalmuseet har de tidligere haft Emil Noldes maleri i hænderne, idet værket i 1980 skulle restaureres. Derfor havde konservatorerne allerede en rapport med billeder af maleriet i originalstand, som de kunne arbejde ud fra.