Efter at have set »Den store juniorbagedyst« vil det være svært at tage programmets voksne pendant rigtig alvorligt igen

Mediekommentar: Efter ni sæsoner af »Den store bagedyst« har programmet endelig fundet sit rette format. »Den store juniorbagedyst« viser nemlig med al tydelighed, at programmet giver allerbedst mening med børn som deltagere.

»Det er rørende, at Nora og Malou deler deres kagecreme med William, så hans kage også kan blive færdig under den hemmelige udfordring, og det går lige direkte i hjertekulen når Andreas må smide fem af sine otte cupcakes ud, og begynde helt forfra fordi, de er flydt over.« skriver Aminata Amanda Corr i denne mediekommentar. Carsten Mol/DR

DR har begået en genistreg ved at lade arvingerne overtage fjernbetjeningen, og har med et trojansk føl tvangsindlagt forældre landet over til kvalitetstid foran fjerneren lørdag kl. 20.00 på hovedkanalen DR1.

Formatet er seermagneten »Den store bagedyst«, men med juniorer i alderen 12 til 15 år som deltagere og med Joakim Ingversen som vært i stedet for Timm Vladimir. Ellers er alt, som vi kender det. Chokolade skal tempereres, cremer skal sætte sig, fondant skal glattes ud, og afbagningen skal sidde lige i skabet.