Efter aflysning af undervisning og hjemsendt professor: Kunstakademiet tilbyder psykologhjælp til studerende

For et par uger siden blev studerende på Malerskolen under Det Kongelige Danske Kunstakademi sendt hjem fra undervisning som følge af en verserende sag om problemer med studiemiljøet. Nu viser en e-mailkorrespondance, at skolen har tilbudt de studerende psykologhjælp.

»Undervisningen har været aflyst, fordi jeg blev gjort opmærksom på problemer med studiemiljøet,« har Kirsten Langkilde udtalt i en e-mail til Politiken. Asger Ladefoged

En række sager om mobning, krænkende adfærd og stoffer har tidligere lagt sig som en sky over Det Kongelige Danske Kunstakademi. Nu tyder det på, at endnu en sag ser dagens lys.

På Malerskolen, en underafdeling på Kunstakademiet, har en ny sag resulteret i, at de studerende er blevet tilbudt psykologhjælp. Det fremgår af en e-mail, som Berlingske har fået aktindsigt i.