Eagles spillede på rutinen i Malmö

Lydforholdene var under al kritik, da gennemprofessionelle Eagles gæstede Malmö Stadion.

Don Henley (tv) og Glenn Frey (th) under en velgørenhedskoncert 8. maj i Californien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kevork Djansezian

Der var engang, hvor upload, download og fildeling endnu ikke var virkelighed, og hvor musik skam var noget man købte på vinyl.

Om det var bedre tider, kan der være mange meninger om, men mon ikke Eagles er på det hold, der sværger til de gode gamle dage.

Det amerikanske orkester var nemlig et af de bedst sælgende bands i verden i 1970erne, hvor de også indspillede deres indiskutabelt bedste og vigtigste album.

»Hotel California« var således udspillet, hvorpå Eagles vendte sig fra et country-tonet udtryk og mod en mere pæn og mainstream-venlig vestkystrock, som var gennemmelodisk, velarrangeret og langtidsholdbar.

Og albummet var uden tvivl en af årsagerne til, at bandet fredag aften kunne fylde Malmö Stadion, hvor en ligelig blanding af danske og svenske gæster tog imod kvartetten, der her var udvidet med fire gæstemusikere på violin, trommer, blæsere og tangenter.

Sindssvagt smukt
Sammen åbnede den musikalske alliance med den smukke »How Long«, hvor country-rytmik og klare korlinjer fandt sammen for siden at give plads til den piano-belagte »Busy Being Fabulous«, hvor Don Henleys hæse og på én gang desillusionerede og romantiske vokal stod smukt.

Herefter overtog Glenn Frey pladsen ved mikrofonen i »Take It To The Limit«, alt imens det store publikum i fleece, lædersko og striktrøjer klappede så højt, som det overhovedet var muligt med en øl i den ene hånd og en pølse i den anden.

Intet kunne dog måle sig med de bifald, der genlød, da titelnummeret fra »Hotel California« tonede frem efter en smægtende smuk trompet-introduktion. Og vel var det en råkold majaften, men gåsehuden skyldtes i højere grad det sindssvagt smukke guitararbejde og Henleys sensible og skridsikre sangforedrag, der lød, som var vi tilbage i 1976.

Absurde lydforhold
»Some dance to remember, some dance to forget« og »You can check out any time you like but you can never leave«, lød det i nogle af de linjer fra »Hotel California«, som har det med at give ekko i ørerne i dagevis.

Men på Malmö Stadion var det desværre en helt anden form for ekko, der tegnede den to timer lange seance, hvor Eagles spillede sig grundigt rundt i bagkataloget.

For det kan meget vel være, at Malmö Stadion egner sig til atletik og fodboldkampe, men musik er det ikke skabt til. Hver gang der faldt et slag på lilletrommen, blev det nemlig sendt over mod den modsatte tribune, hvorfra det vendte tilbage til publikum med et sekunds forsinkelse.

I begyndelsen var det så forstyrrende, at ørerne ligefrem begyndte at savne Parken, og for mindre rutinerede bands havde lydforholdene sikkert spoleret aftenen. Men de gråsprængte ørne lod sig ikke mærke af problemerne og spillede sig igennem det 20 numre lange sæt på rutinen.

Den slags kommer der selvsagt ikke store koncertoplevelser ud af, og det kunne de mange danskere i al stilhed konstatere i de overfyldte toge, som ud på natten sendte dem hjem over broen.

Med »Hotel California« som det eneste minde, der vil blive siddende.

»You can check out any time you like but you can never leave«.

Så sandt.