»Dyrene i Zoo tager ikke skade af lidt musik. Det gør vi andre heller ikke«

 Lars Rix Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Der er ballade på Frederiksberg. Det er ellers ikke så tit, det sker på de kanter. Sagen er, at der er blevet spillet musik. Høj musik vel at mærke – og i en hel weekend. Og nej, det er ikke opera i Søndermarken, men derimod rock- og elektronisk musik med kunstnere som Groove Armada, Teitur, The Roots og Neneh Cherry.

For et par weekender siden dannede kommunen rammen om Vanguard Festivalen i Søndermarken og Stella Polaris i Frederiksberg Have. To arrangementer med et flot program – Stella Polaris oven i købet gratis.

Men ikke alle var tilfredse, for efterfølgende har der rejst sig en sand læserstorm i Frederiksberg Bladet hvor kommunens borgere udtrykker utilfredshed med støjniveauet, og enkelte sågar er bekymrede for dyrene i Københavns Zoo.

Hvem husker ikke den okapi, der for år tilbage døde efter en operakoncert i nabolaget? Høj rockmusik må da nærmest føre til stress og massedød blandt alt fra kolibrier til elefanter.

Man kan kun bifalde den bekymring, som Frederiksberg-borgerne udviser for eget og andres helbred. Og det er da også de færreste, der kan sige sig fri for at blive irriterede over en dunkende dyb bas over en hel weekend, hvis man har planlagt at nyde sommeren med Vivaldi og åbne vinduer. Det kan alle med naboer skrive under på.

Men sagen er bare, at alle på Frederiksberg burde juble og klappe i hænderne. For det første er Frederiksberg det tættest befolkede sted i Nordeuropa, og derfor kan kommunen ikke afholde et udendørs arrangement, uden at nogen på eller anden måde bliver en ufrivillig del af det.

For det andet har kommunen faktisk gjort et stort nummer ud af at begrænse generne, blandt andet ved at afholde begge arrangementer over én weekend og i øvrigt oplyse de berørte borgere i god tid.

For det tredje betyder to arrangementer af denne størrelse en ganske betydelig ekstraindtægt til den lokale detailhandel.

Og endelig så er det yderst sjældent, at en kommune får mulighed for at præsentere to så flotte arrangementer, hvor kunstnerisk kvalitet står øverst på plakaten, og hvor arrangørerne i øvrigt er kendt for at rydde ordentligt op.

Frederiksberg har så meget for de ældre borgere, men så få tilbud til de unge. Det ville være synd at ødelægge denne unikke gave, hvorefter man på årets øvrige 362 dage kan henfalde i de vante stilfærdige rammer.

Det hører sig til i en storby med den slags arrangementer, og selv om man kan nogle gange kan have sine tvivl, så er Frederiksberg en del af storbyen. Alternativet er, at Københavns Kommune får alle de gode lunser. Vi er i hvert fald mange, der savner Stella Polaris i Østre Anlæg, som de flyttede fra, da det blev for småt.

Og hvad angår dyrene i Københavns Zoo? De tager ikke skade af lidt musik, skulle vi hilse og sige. Det gør vi andre heller ikke.