»Dyrene i haven er mine nærmeste kollegaer«

I Vallekilde har Charlottte Weitze fundet roen og inspirationen til at skrive. Her udlever hun det bedste og det værste ved forfatterlivet, for lige så fantastisk arbejdet er, lige så ensomt er det.

Charlotte Weitze i sit miljø i og omkring sit hjem i Vallekilde i Odsherred Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Klaus Rifbjerg sagde engang: »Det at være forfatter handler om at tage en tube fiskelim og klistre sig fast på stolen og blive ved og ikke give op.«

Og der sidder Charlotte Weitze dag efter dag, stædig som hun er.

I et lille hus på en bakketop i Vallekilde bor hun med sin mand og deres to døtre. Som forfatter med hang til eventyrlige fortællinger og naturskildringer klæder stedet Charlotte Weitze ualmindeligt godt.

Fra husets bagside er der grønt, så langt øjet rækker, og landskabet er tydeligt formet af istiden. I horisonten kører små legetøjsbiler op og ned ad bakkerne.

»Her er en fantastisk kombination af en god udsigt og billig husleje. Det er rart at have noget at kigge på, når jeg skriver. En fugl der sætter sig, blomster, der springer ud. Der sker lidt, men det forstyrrer ikke på samme måde, som hvis der var mennesker uden for mit vindue konstant,« siger Charlotte Weitze, der er aktuel med romanen »Den afskyelige«.

På arbejde i annekset

Om morgenen, når Charlotte Weitzes mand er taget på arbejde og børnene afleveret i skolen, er hun mutters alene. Så er her ganske stille, og kun radioen snakker lidt. Det første, hun gør, er at læse avisen.

»Det er blevet en del af processen at læse avisen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke åbne computeren og starte,« siger hun.

Til avisen brygger Charlotte Weitze sommetider en kop kaffe med hjælp fra en miniature mælkeskummer og espressokande. Kanden kan kun rumme én kop, og det bliver aldrig til mere end to kopper om dagen.

Efter opdateringen på verden og ikke mindst København er hun klar til at skrive. Det gør hun i annekset i haven, hvor hun har kontor. Hver morgen tager hun turen ud af huset, hen over terrassen, gennem haven og ned i annekset. Med sig har hun altid en flettet kurv.

Den lille kurv er hendes mobile kontor og indeholder hendes computer og noter. Om morgenen, når hun bærer kurven ud i annekset, går hun på arbejde, og når hun om eftermiddagen tager kurven med ind i huset igen, har hun fri.

»Jeg prøver at holde fast i, at jeg kun arbejder i annekset og aldrig i huset, men selvfølgelig er det en lidt glidende overgang,« siger Charlotte Weitze.

Hun lader aldrig kurven stå i annekset, af frygt for, at en tyv i den dunkle nat stjæler hendes computer og dermed hendes skriverier.

Kun larm fra naturen

Annekset er der, hvor fortællingerne og eventyrene bliver til. Her er der, hvad Charlotte Weitze skal bruge for at skabe nye verdener, steder og personer. Det uundværlige skrivebord, fagbogsreolen der står klar til research, og den grønne sofa der indbyder til læsning eller hvil. På sofaryggen står et billede af en hest.

Charlotte Weitze i sit miljø i og omkring sit hjem i Vallekilde i Odsherred Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Min ene datter er rigtig glad for heste og siger, at man sover bedre, hvis der hænger et billede af en hest over sengen. Derfor har hestebilledet nu fået plads på min grønne sofa, hvis jeg får brug for en lur. Et powernap kan gøre underværker,« siger hun.

Og sommetider er der brug for en lur, lidt læsning eller anden afveksling, for efter cirka en halv times effektiv skrivning begynder Charlotte Weitzes koncentration at flakke.

»Det er fristende at gå på Facebook, men heldigvis er internettet ikke særlig godt i annekset. Jeg skal vente længe på, at siden opdaterer, og nogle gange skal jeg ud i skuret ved siden af for at genstarte routeren. Det er nok meget godt,« siger hun.

På skrivebordet står en skærm indhyllet i en plysset, blå elefantbamse. Skærmen er tilknyttet et kamera i fuglekassen, så hun kan se, hvad fuglene laver, når hun skriver. Og herinde er den største larm det, der sker derude i naturen.

»Der skal være ro, for at jeg kan skrive. Min mand har efterhånden lært, at han skal banke på, når jeg skriver i annekset,« griner hun.

Men selvom annekset er Charlotte Weitzes private arbejdsplads, har børnene og manden sneget sig ind hist og her.

»Du er god, du er sød, du er sjov, du er ikke dum, du er dejlig,« står der på en lilla post-it på opslagstavlen. Den lille hilsen er fra Charlotte Weitzes datter.

»Den minder mig om, at mine børn er ligeglade med, om jeg skriver nogle bøger, og hvordan de bliver anmeldt. Det er vigtigt at huske på,« siger hun.

Charlotte Weitze i sit miljø i og omkring sit hjem i Vallekilde i Odsherred Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

På opslagstavlen hænger også en vejledning til yogaøvelsen »solhilsen«. Den er en lille reminder på samme måde som skrivebordsstolen, der er en siddebold i skinnende sølv, og Macbook’en, der har tilknyttet en ekstern skærm for nakkens skyld. Det er farligt at arbejde ved et skrivebord, som hun siger.

»Nogle gange går jeg ud og hopper lidt på børnenes trampolin, bare for at bevæge mig.«

Energi og inspiration

Når Charlotte Weitze går død i at skrive, og dagens kaffekvote på to kopper er opbrugt, hopper hun i løbeskoene.

»Der sker noget, når jeg løber. Når jeg passerer et bestemt hjørne, bliver mine tanker helt klare, og jeg finder løsningen på mine problemer. Det er det samme hjørne hver gang,« siger hun. Hvis der er behov for et ekstra skud inspiration, besøger hun det lokale bibliotek. Ofte tager hun vejen forbi flere gange om ugen.

»I lillebitte Hørve er der et bibliotek, hvor jeg kan bestille bøger hjem fra hele verden. Verden er så meget større på et bibliotek, for de kan skaffe alt på et par dage,« siger hun i ren begejstring.

Selvom Charlotte Weitze bor på landet, langt fra så mange af byens tilbud, har hun, hvad hendes forfatterhjerte begærer. Annekset, biblioteket og ikke mindst naturen. På sine gåture i området har hun fundet inspiration til flere af stederne i »Den afskyelige«. En fremtidsroman, der fortæller om menneskene i en verden hærget af klimaforandringer.

Inden for et stenkast har hun inddæmmede fjorde, høje og andre levn fra fortiden.

Hvis Charlotte Weitze skal fordybe sig, tager hun op og læser på gravhøjen få minutter fra huset. Her er udsigt til Odsherreds højeste punkt, Vejrhøj, til Dragsholm Slot og i klart vejr hele vejen til Sejrø. Udsigten er før afbildet af berømte guldaldermalere som J. Th. Lundbye, fortæller hun.

Charlotte Weitze i sit miljø i og omkring sit hjem i Vallekilde i Odsherred Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Ja, Charlotte Weitzes forfatterliv lyder ganske godt og romantisk, og det er det også ifølge hende selv, hvis man ser bort fra periodisk ondt i nakken og kedelige omskrivninger. Det eneste, hun rigtig savner, når hun sidder der, klistret fast til sin siddebold i annekset, er kollegaer.

»Dyrene i haven er mine nærmeste kollegaer, når familien er taget af sted om morgenen,« siger hun.

Fra sit vindue ved skrivebordet kan hun se ud på sit selskab, kaninerne og hønsene. Hun holder altid et vågent øje med havens kaniner, der har en tendens til at lege udbryderkonger. Selv om kollegaerne er knap så civiliserede, er hun ikke i tvivl.

»Det er fantastisk at være forfatter. Følelsen af frihed og af, at historierne skriver sig selv. Jeg ville virkelig ønske, at det ikke var så ensomt, men jeg har også truffet et valg. Det er ikke et arbejde, som jeg kan lave med andre.«