Dværgen der blev musikalsk kæmpe

Hans mor tog medicin mod morgenkvalme og fødte en dværg næsten uden arme og ben. Om få uger får Tivoli besøg af den klassiske verdens mest særprægede sanger - tyskeren Thomas Quasthoff. Berlingske Tidende oplevede kæmpen på en meter og tyve lægge Berlinerfilharmonien for sine fødder.

Thomas Quasthoff ligner ikke andre basbarytoner med sin deforme krop, men stemmen er i absolut verdensklasse. 24. juni kan den lille mand med den store stemme opleves i Tivoli. Foto: fra IPPNW-concerts Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alle ved, hvordan han ser ud. Men der går alligevel suk mellem den verdensberømte Berlinerfilharmonis gule vægge: Solisten denne aften er ingen ringere end Thomas Quasthoff. En af verdens største basbarytoner. Og offer for den medicin, hans mor spiste som gravid - sovemidlet Thalidomid.

Armene er næsten væk. Fingrene vokset sammen til ukendelighed. Vel kan han bruge hænderne, når der skal vendes noder. Men resten af tiden virker de snarere til besvær - de drejer langsomt rundt eller laver pludselige bevægelser ud i luften, ukontrollerede spjæt som hos et foster.

Tyskeren kan heller ikke gå på den sædvanlige måde. Han krabber sig snarere frem, skubber den tøndeformede krop fra side til side. Ikke for ingenting kalder han den nyligt udkomne bog om sig selv for »Die Stimme«- kort og godt »Stemmen«. Det er det eneste, han har.

Kun hovedet virker fuldstændig normalt. Hans udtryk er påén gang sejt og følsomt som en filmstjernes, lidt i retning af en Klaus Maria Brandauer. Ærgerligt nok har hans handikap afskåret ham fra de fleste roller på scenen.

Men op kommer han - helt op på det specialbyggede podium med nodestativet skruet ned i børnehøjde. Så vælter bifaldet ned over ham. Alle føler med medicinofferet, der blev verdenssanger. Alle beundrer hans mod og enestående integritet.

Bag ham går aftenens dirigent, selveste Daniel Barenboim. Den argentinskfødte verdensstjerne er selv en levende legende. Hans ægteskab med cellovirtuosen Jacqueline Dupré var en af århundredets kærlighedshistorier og guf for både Hollywood og alverdens ugeblade - lige indtil skønheden udviklede sclerose og døde. Nu står han foran Berlins Statskapel og skal lede et offer for Thalidomid gennem nogle af Gustav Mahlers mest oprørende sange: »Kindertotenlieder«.

Forventningsfuld stilhed. Barenboim løfter armene, Quasthoff sænker blikket. Endelig sættes musikken i gang: Nun will die Sonn' so hell aufgeh'n...

Quasthoffs klare stemme fylder Berlinerfilharmonien med weltschmerz, med melankoli, med århundredskifte. Ikke at man helt kan glemme hans sygehistorie - dertil er han simpelthen for deform. Men rygterne om hans barytonstemme overdrev ikke. Han fortjener sin berømmelse mere end nogen. Selv om han så fuldstændig almindelig ud, ville han stadig være en af verdens største sangere.

Drama over frokost

"Orkestret var godt, ikke?"

Øh, jo... Dagen derpå giver han en kort snak på den smukke stamcafé ned til Spree. Kort, fordi han skal spise frokost samtidig: Han skubber sin gaffel ind under pastaen og slynger den et par gange til snorene ligger helt stramt. Så stikker han sit hoved hen over resultatet og åbner munden. Det er et drama i sig selv. Men intet imod hans kamp med den nyåbnede ketchupflaske få sekunder før.

Og så vil han altså helst snakke om orkestret fra i går. Man forstår ham godt... Ikke at fejl var utænkelige, tværtimod: Da de hundrede musikere stemte i med samme Mahlers første symfoni, var det med en øredøvende dissonans. Allerførste tone var simpelthen falsk. Fløjterne havde ikke fået stemt. Uha uha. Men ét eneste minut senere sad man helt ude på stolen. Hver eneste violinist spillede sin node, som var det en violinkoncert - mere velformet, dynamisk, ekspansivt end Marilyn Monroe på en god dag.

Quasthoff erklærer sig også som Daniel Barenboims største fan.

»Ingen anden følger én så godt,« fortæller han. »Barenboim har sådan en puls i slaget. Han er stensikker. Og både solist og musikere kan hvile i den sikkerhed.«

Vi taler lidt om den berømte dirigents mange nationaliteter - at han kan utallige sprog, men ikke har noget modersmål.

Grusomt

Når man hører Dem synge, spiller ordene en stor rolle...

»Det siger aviserne altid,« griner Quasthoff. »Selvfølgelig er ordene da vigtige... Hvis man ikke forstår dem, skal man slet ikke synge. Jeg var i Bayreuth for nogle år siden og se en opførelse af Lohengrin - og jeg forstod ikke én eneste vokal. De amerikanske sangere sagde 'Lowengrain'. Det var frygteligt! Grusomt!«

Quasthoff bruger ordet ret ofte. Grusomt! Han er efter sigende en både dygtig og meget populær sanglærer. Men jordens sødeste kan han ikke være - dertil er hans fordringer for ideale. Til gengæld er hans kvaliteter som lærer indlysende. Quasthoff virker mere bevidst om musikkens virkemidler end de fleste. Pludselig sidder han i caféen og oplader sin berømte røst.

»Oft' denk' ich, sie sind nur ausgegangen... Den begyndelse lyder jo helt wienerisch. For mig er Kindertotenlieder utrolig svære - meget sværere end en sang som Ging heut' Morgen über's Feld. På den ene side skal den synges uhyre følsomt, på den anden må den aldrig blive kitsch. Man må holde sig lige midt imellem.«

Synger jazz

Thomas Quasthoff synger i øvrigt også jazz - senest på det meget hørte The Jazz Album. Den musik har fulgt ham siden, han var lille, fortæller han. Og han vil gerne gøre det noget mere. Hvorimod det er slut med opera på scenen.

»Jeg har været gift et års tid og har en lille familie,« fortsætter han.

»Et operajob ville betyde jeg måtte være væk flere måneder ad gangen. Desuden er jeg fuldtids professor på Hanns Eisler Musikhøjskolen her i Berlin, hvilket jeg tager meget alvorligt - jeg føler mig forpligtet til at give det videre, jeg selv har lært. Endelig må man prioritere i sit liv. Jeg bliver 48 til november og kender mange dygtige sangere, der er meget mere opsat på opera end jeg. Parsifal på Wiener Staatsoper var sjovt og lærerigt. Men nej...«

Quasthoff glæder sig til Skabelsen i København - han har lige sunget den med Sir Simon Rattle på dirigentpodiet. Ellers byder fremtiden på flere liedaftner og cd-indspilninger end nogensinde. Og den lille krop med kæmpestemmen synes ikke, det er hårdt. »At stå ved et samlebånd i otte timer - dét er hårdt arbejde. Men at synge og undervise er ikke hårdt. Desuden bliver vi jo godt betalt...«, smiler han.

I det øjeblik ligner han sig selv fra aftenen før: De sidste harmonier er klinget ud. Musikerne har taget instrumenterne ned igen. Barenboim sænker armene... Og hvad gør Quasthoff? Han lukker øjnene, drejer hovedet helt bagover og sender et saligt smil mod en tænkt sol - mod det himmelske lys. Sådan bliver han stående i mange sekunder, måske hele minutter. Ubevægelig som masken af en lykkelig død.

At opleve den deformerede dreng lægge andre små i graven, må være sangcyklens stærkest tænkelige slutning. For han overlevede jo selv. Og han blev en af sin samtids største sangere.