LONDON: 75 år gammel befinder Dustin Hoffman sig et godt sted i livet. Nok synes han ikke ligefrem, at det er skønt at blive gammel. Men den aldrende filmstjerne sætter pris på den erfaring, som kommer med et levet liv med alle dets fejl, fortrydelser og fanfarer. Og selv om han er stolt af sine mange film og syv Oscarnomineringer, er han glad for, at et angstanfald for 13 år siden lærte ham, at der er andet i livet end film. En fest, hvor det amerikanske filminstitut hyldede Hollywood-legendens livslange bidrag til filmen, sendte ham ud i en dyb eksistentiel krise. 62 år gammel.

»Det var en af de her store begivenheder, hvor alle kommer i deres fine tøj, og oppe på scenen stod en masse fotografier fra mange af de film, jeg havde været med i. Vidunderlige skuespillere som Nicholson (Jack, red) og Beatty (Warren, red) holdt taler, og jeg sad der med min familie. Men da jeg kom hjem samme aften og satte mig på min seng, fik jeg et angstanfald,« fortæller Dustin Hoffman.

»Jeg følte mig helt modsat af en, som blev hyldet. Jeg følte, at det var det. Jeg oplevede talen ved prisfesten som en mindetale, og jeg havde det som om, at mit liv var forbi. Selv om jeg følte, at jeg slet ikke var begyndt gøre alt det, jeg gerne ville gøre. Jeg vidste, at jeg havde brug for at tale med en terapeut for at finde ud af, hvad der skete med mig.«

Dustin Hoffman smiler imødekommende og kryber om muligt endnu længere frem på kanten af sin lænestol. Nydeligt klædt i koksgrå bukser og med ærmerne på sin lyseblå skjorte smøget op over albuerne fægter han med sine solbrændte arme ivrig efter at forklare sig.

»I dag ved jeg, hvordan et angstanfald føles,« fortsætter han med sin karakteristiske dybe stemme.

»Du har bare lyst til at springe ud af vinduet. Det er en dyb, forfærdelig smerte, og du føler det som om, at du bliver ædt op af dig selv. Terapeuten fortalte mig, at jeg måtte lære at forstå de dæmoner, jeg havde indeni. Jeg følte mig adskilt fra livet, da jeg sad der ved festen og blev konfronteret med alle de film, jeg havde lavet. Jeg kunne pludselig ikke huske det liv, jeg havde levet, mens jeg lavede dem. Jeg følte det som om, at mit liv var en schweizerost – fuld af huller.«

I dag forsøger Dustin Hoffman at leve langt mere i nuet, også stærkt inspireret af en dødssyg kræftpatient, som han i en TV-udsendelse hørte fortælle om, hvordan han først med kræftdiagnosen følte, at han levede sit liv fuldt ud. Først da han blev dødssyg, fandt han ud af at leve her og nu.

»Og det er jo sandt. Vi lever »i går« og »i morgen«, mens vi i stedet helt og fuldt bør leve i nuet. Det gjorde jeg ikke dengang, men jeg håber, at der bliver færre huller i takt med, at jeg bevæger mig videre i livet.«

Berlingske møder Dustin Hoffman i London, hvor han giver interviews i anledningen af sin debut som filminstruktør. Egentlig har vi kun fået et kvarter sammen med ham, men den venlige Hoffman lever som sagt »i nuet« og har ikke travlt. Så de tildelte 15 minutter bliver til 20, 25 og 30 minutter, og selv om den unge assistent fra filmselskabet, der forsøger at afbryde interviewet, bliver mere og mere rød i kinderne, ignorerer filmstjernen blot hendes indvendinger.

Dustin Hoffman har få rynker i sit solbrændte ansigt med den berømte tud. Han virker energisk og meget til stede. Det sølvgrå hår med sorte stænk er strøget tilbage, og hans »pæne« image med skjorten, bukserne og herreskoene brydes på en sjov facon af et brunt hippie-agtigt armbånd i perler om hans ene håndled.

Ingen kan bestride, at Dustin Hoffman rent professionelt har haft en strålende karriere. Ikke sådan forstået, at alle de film, han har medvirket i, har været succesfulde, men »Marathonmanden«, »Kramer mod Kramer« og »Tootsie« bragte ham allerede tidligt i karrieren op i en særlig liga. Sin første Oscar fik han som 42-årig for netop »Kramer mod Kramer«, skilsmissedramaet hvor han spiller over for Meryl Streep. Den anden fik han ni år senere som den autistiske Raymond i »Rain Man«.

Ironisk nok har han i alle årene båret rundt på et lavt selvværd, der blev grundlagt i barndomshjemmet i Los Angeles.

Jeg har hørt, at du ville være skuespiller, fordi du som barn følte dig som en fiasko og mente, at du i det mindste kunne være en fiasko med æren i behold som skuespiller?

»Nej, nej, nej, nej, nej,« korrigerer Dustin Hoffman »Jeg følte mig ikke som en fiasko. Jeg var en fiasko. Min bror Ronald var mønstereleven og sportsstjernen. Jeg var ingen af delene. Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen, og jeg føler nu, at jeg burde have elsket skolen, for jeg elsker at lære og læse. Men jeg var på en eller anden måde blevet programmeret til at tro, at han var en succes, og jeg var en fiasko. Og den følelse har aldrig forladt mig. Mine barndoms- og teenageår er de værste minder, jeg har fra mit liv, og jeg ville ikke ønske at gennemleve de år igen.«

Føler du dig også som en fiasko i dag?

»Ja. Den måde, som du har det med dig selv i de første år af dit liv, forlader dig aldrig. Man siger, at først når man er omkring tre år gammel, får man en fornemmelse af sit eget selv. I den skrøbelige rolle, som det er at være forældre, er det så let at komme til at såre ens børn, uden at man er klar over det. Det vigtigste for et lille barn er at få ens forældres kærlighed. Og på en eller anden måde fornemmer du, hvad du tror, at dine forældre tænker om dig. Og så opfylder du den forestilling og opfører dig, som de tror, du er, for at få deres kærlighed. Det var i terapi, at jeg indså noget, jeg ikke havde indset før: At jeg aldrig havde haft en fornemmelse af mit eget jeg. Nogensinde. Jeg havde altid følt mig splittet uden at være bevidst om det. Og den første gang, jeg følte mig rolig, var ironisk nok i rollen som en anden.«

Med den bagage har Dustin Hoffman i årevis holdt sig tilbage fra at realisere en længe næret drøm om at instruere en film. 75 år gammel har han endelig gjort det. Filmen »Kvartetten« handler om en gruppe pensionerede operasangere, der bor på et plejehjem i den engelske landidyl. Da divaen Jean flytter ind, ribbes der op i gammelt nag og kærlighed. Komedien behandler på smuk vis problematikken om at blive gammel og ikke længere at være den, man engang var.

»Jeg har igennem årene udviklet ting på egen hånd, men jeg fandt altid på en undskyldning til at sige, at projekterne ikke var færdige endnu, eller ikke var de rigtige. Det var neurotisk, kujonagtigt og selvdestruktivt. Hvis jeg kunne, ville jeg altid kun forberede og øve mig. Jeg ville altid lave research men aldrig begynde at filme. Jeg elsker processen mest.«

Hvad fik dig til at trodse din mentale stopklods og lave netop denne film?

»Det var ganske enkelt den, jeg fik tilbudt, og fordi jeg ikke selv havde sat den i værk, kom tilbuddet med en tidsbegrænsning, der betød: »Du må enten sige ja eller nej, for ellers går vi videre«. Jeg sagde i første omgang nej til at instruere filmen, men min kone sagde: »Nej, nej, nej, nej, du bliver nødt til at lave den«.«

Så hvordan føles det nu?

 »Det er en god tid for mig nu. Jeg må selv indse, at jeg er blevet ældre, og dette er for mig den bedste hævn over dødeligheden.«