Dubai kender ingen grænser

Dubai er verdens p.t. mest boomende, accelererende og eventyrlige by. Metropolen har verdens højeste tårn, største mall og mest luksuriøse hotel, og dens økonomi vokser dobbelt så hurtigt som Kinas. Dubai kan sætte hele Mellemøsten i HØJERE GEAR og udfordre det søvnige Vesten. Forretningsmænd, turister og studerende fra hele kloden strømmer til på jagt efter den store gevinst eller en ny begyndelse.

Tennisstjernerne Agassi og Federer har spillet på hotel Burj al Arabs helipade, toppen af verdens højeste og første syvstjernede hotel. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Da en rådgiver til Dubais hersker, sheik Mohammed, for tre år siden præsenterede ham for en plan for at bygge et af verdens højeste tårne, spurgte sheiken, hvad der i øvrigt blev planlagt rundt omkring i verden. Rådgiveren vendte tilbage med en liste over de højeste bygninger, hvoraf Taiwans »Taipei 101« rakte højere end det planlagte Dubai Tårn.

Sheiken spurgte: »Hvorfor er det højere – er folk dér klogere end dig?« Derfor sørgede rådgiveren og bygherren fra mastodont-firmaet Emaar for, at »Burj Dubai« ville blive højere end noget andet tårn.

I september blev tårnet officielt erklæret for verdens højeste med 555 meter – to meter højere end verdens hidtil største menneskeskabte konstruktion CNN Tower i Toronto – selvom Dubai-tårnet endnu ikke er færdigbygget. Tårnet i Dubai ender med at blive mellem 705 og 950 meter – præcist hvor højt er hemmeligt, for at ingen skal overhale Emaar i skylagene. Ironisk nok er det alligevel allerede ved at ske: Et andet tårn, der vil blive endnu højere – rygter siger over en kilometer - vil sandsynligvis snart rejse sig fra byens planlagte nye marina.

Dubai er superlativernes by; alt skal være større, højere, smukkere og mere brillant end noget andet sted. Og dette er landet, hvor penge og ambitioner ganske enkelt ingen grænser kender. Burj Dubais showroom indleder med at vise billeder af pyramiderne, Empire State Building og landingen på Månen for at anskueliggøre dimensionerne i Dubais take-off.

Vi tager den fiktive elevator op til 61. sal i det indre af skyskraberen, der ligner en skinnende cigaretpakke, hvor cigaretter stikker ud i flere niveauer. Rummene er holdt i hvidt læder, marmorgulve og Louis den Fjortende-inspirerede ornamenterede møbler. Lejlighederne, der strækker sig fra 45. til 108. etage, blev udsolgt på otte timer.

Fra værelsernes imposante vinduer får man et vue ud over en af vor tids stærkest accelererende byer, der er lige så uvirkelig, som de flossede skyer. Dubai er for tiden Mellemøstens – og måske verdens – mest boomende, luksuriøse og eventyrlige sted, hvor kun fantasien sætter grænser. Som et fatamorgana på randen af ørkenen og Den Persiske Golf åbenbarer Dubai sig med sine skinnende skyskrabere og flere aktive kraner end noget andet sted på kloden.

Burj Dubai er kun én af de verdensrekorder, som Dubai soler sig i. Fra tårnet vil man kunne se ud over verdens tre største menneskeskabte halvøer, Palme-trilogien i Den Persiske Golf. Og en kunstig øgruppe formet som verden, hvor øen Danmark på 42.600 kvadratmeter sand kan erhverves for 33 millioner dollar. Til gengæld er øen større end både »Tyskland« og »Frankrig«. Vender man sig ind mod fastlandet, vil man på kanten af ørkenen kunne skimte forlystelsesparken Dubailand, der – selvsagt – bliver verdens største på tre gange Manhattan med 55 luksushoteller, og som vil rumme verdens største shoppingcenter, Mall of Arabia. Og drejer man sig mod vest vil man kunne se Dubais nye lufthavn i Jebel Ali, der bliver dobbelt så stor som Heathrow i London og huser Emirates Airline, som inden for det næste årti forventes at blive verdens største flyselskab.

Dubais legendariske hotel Burj al Arab, der formet som et kæmpe sejl skyder 321 meter op af Den Persiske Golf, er allerede blevet byens vartegn. Hotellet går for at være verdens højeste, mest luksuriøse og første syvstjernede hotel. Og så kan man flyve direkte hertil i helikopter på fem minutter fra lufthavnen og lande på helipaden, hvor tennisstjernerne André Agassi og Roger Federer for et par år siden fik sig et fotogent spil tennis.

I en af hotellets restauranter, der hænger som en dråbe ud over Golfen, møder jeg tre forretningsmænd fra Storbritannien, Sydafrika og USA, der er godt i gang med at tømme en flaske Single Malt whisky. Med flakkende sollys reflekteret fra Golfen i sit ansigt, forklarer briten mig, hvorfor det er så attraktivt at investere i Dubai.

»Alle vores penge er investeret her,« siger forretningsmanden, der er specialiseret i undervandskonstruktioner. »Det, der trækker, er dynamikken, aggressiviteten og sheik Mohammeds visioner om at forvandle Mellemøsten fra en paria til et internationalt væksthus,« siger han.

Udenlandske investeringer i Dubai nåede sidste år op på 65 milliarder kroner. Vandrer man en tur gennem restaurantens kitschede dekor, er det som at slå en sløjfe om kloden, hvor brokker af alverdens tungemål møder én. Jeg trisser gennem buffeten, hvor fem slags kaviar tårner sig op foran en stram pakistansk tjener. En forretningsmand, som oprindeligt er fra Iran og iklædt et gråt skinnende jakkesæt, forsøger at overtale mig til at prøve Beluga-kaviaren. »Min hustru spiser kun Beluga,« siger han og ler, så den pakistanske tjener tør op.

Forretningsfolk og multinationale selskaber fra Microsoft til Goldman Sachs strømmer til Dubai, ligesom seks millioner turister om året. Dubais økonomi vokser 16 procent årligt, omtrent det dobbelte af Kinas.

Spørger man Emiraternes nationalbankdirektør, Saeed Abdulla Al-Hamiz, en mand klædt i hvid kjortel og traditionel arabisk hovedtørklæde, hvorfor den eksplosive økonomi er opstået lige netop her i ørkenen, svarer han:

»Se på et kort. Vi ligger i et smørhul. Vest for os den arabiske verden, i øst Asien, i sydvest Afrika og nordvest Centralasien og Europa.« En vigtig basis for succesen er, at Dubai er en skattefri zone, der altid har prioriteret handel højt og skabt gunstige betingelser for forretningsmænd. Hertil kommer Dubais forbundethed med omverdenen. Fem fly dagligt går til Tyskland.

Men uanset hvem man spørger i Dubais imposante bylandskab, giver de »sheik Mo«, som Dubais hersker kaldes, det meste af æren.

»Vores succes skyldes sheik Mohammeds lederskab. Så enkelt er det,« siger Abdullah Adeha, en driftig entreprenør, der står bag en lang række skyskrabere i Dubai, som hans kontor i hvidt læder og tykt glas giver en imponerende udsigt ud over.

Ifølge organisationen World Economic Forum er De Forenede Emirater den mest konkurrencedygtige økonomi i den arabiske verden. Isolerer man Dubai fra resten af Emiraterne, rangerer Dubai højere end Japan, Storbritannien og Tyskland i regeringens effektivitet og økonomiske konkurrencedygtighed, ifølge den prestigefyldte schweiziske International Business School.

For 30 år siden var der ikke meget andet end sand, hvor Dubais rige nu ligger. Eventyret begyndte, da den daværende hersker, sheik Rashid, i 1959 besluttede at udvide havneløbet og lånte millionvis af dollar af Kuwait, mens iagttagere rystede på hovedet. I dag, hvor havnen i Jebel Ali er blandt verdens travleste, og Rashids søn sheik Mohammed har mangedoblet faderens visioner, er skeptikernes hovedrysten hørt op.

Mange iagttagere tror tilmed, at et Dubai i førertrøjen kan have en gunstig og beroligende effekt på den uregerlige omgivende region. Abdulrahmen al Rashid, direktør for TV-kanalen al-Arabiya, formulerer det således i et interview: »Dubai sætter den øvrige muslimske verden under pres. Folk begynder at spørge deres regeringer: Hvis Dubai kan, hvorfor kan vi så ikke?«

For mange unge arabere er Dubai en ledestjerne; et mekka af muligheder. I flyet på vej mod Dubai mødte jeg også egyptiske Basel Zairub, klædt i posede amerikanske jeans og en aura af energi så aggressiv, at den fik hans hår til at stritte. Han så rastløst ud på skylaget, som solen havde farvet pink uden for Royal Jordanian-flyets vinduer.

»Dubai er som et vindue ud mod uanede muligheder. Byen er som den amerikanske drøm var i 1950erne,« sagde 21-årige Basel Zairub, hvis accent er skolet på et af Nordamerikas bedste universiteter. »Før Dubai følte mange unge arabere, at de ikke havde nogen fremtid. Dubai har ændret perspektivet for en hel generation.«
Paradoksalt nok var 9/11 medvirkende til at sætte ekstra kul på tempoet og viljen i Dubai. I 2002 indledte Dubai-styret opførelsen af Knowledge Village, der består af 20 akademiske institutioner fra ti lande.
»Den 11. september ledte til omfattende visa-restriktioner for unge arabere, der ville til USA og Vesten,« siger Ayoub Kazim, direktør for Knowledge Village. »Det pressede os til at skabe et alternativ, som nu er ved at lette. Dubai har 202 nationaliteter. Det er flere end FN.«
I en amerikansk restaurant i Mall of the Emirates, der har udsigt ud over stedets surrealistiske skibakke, møder jeg en gruppe arabiske studerende. 20-årige Soha Al Wohibi fra Saudi-Arabien er i Dubai for at læse til læge. Men Dubai tilbyder også et helle fra Saudi-Arabiens indskrænkende sociale normer. Soha Al Wohibi virrer illustrativt med sine løsthængende sorte lokker – som i Saudi ville være indhyllet i sort stof. »Her kan jeg bevæge mig frit, se mine venner, her kan jeg køre bil!.« Hun ler med hvide tænder omkranset af mørkerøde læber og ser ud på skiløjpen, hvor en mand i arabisk kjortel uden på skidragten lærer sine to sønner at bremse.
Dubai er både en sfære af frihed fra arabiske religiøse restriktioner – og fra vestlige fordomme over for den »forkerte del af verden«, som nationalbankdirektøren formulerer det. Og potentialet er stort, mener han. »Hvis arabiske unge får økonomiske muligheder, kan det styre dem væk fra politisk radikalitet, som måske ellers ville optage dem. Det skaber større potentiale for at opnå fred i regionen, i verden.« Mange andre arabiske lande forsøger allerede at kopiere Dubais mirakel, blandt andet Jordan og de øvrige Golf-stater.

Mulighederne i dette arabiske lokomotiv, der drives fremad af rå kapitalisme på godt og ondt, tiltrækker i stor stil indiske og pakistanske arbejdere, der lever et noget mindre forkromet liv end deres glamourøse arbejdsgivere. I udkanten af Dubai, på randen af ørkenen, ligger endeløse barakbyer med titusindvis af mandlige arbejdere. Her er ingen kvinder, ingen forlystelser, intet liv. Kun vasketøj og hvidt ørkenstøv, der hvirvler flygtigt omkring, som den drøm om et bedre liv, der har tiltrukket arbejderne til at arbejde på halsbrækkende stilladser på etager i svimlende højder.
»Arbejdere her tjener godt 700 dirham om måneden (1.000 kroner, red.) og sender det meste hjem,« fortæller 35-årige Jaza fra Bangladesh.
En anden klassisk beboer på den postmoderne guldgraverbys skyggeside er luderen, som i Dubais marmorpaladser og skinnende skyskrabere har drevet professionen til nye højder. Dubai vrimler med prostituerede. Nogle barer er decideret delt op i fløje for asiatiske, russiske og arabiske ludere.
Da jeg en morgen står ekstra tidligt op, møder jeg et typisk syn på vej ud af hotellobbyen: Langbenede russiske Anna med blondt langt hår ned ad ryggen og stiletter så høje som Burj Dubai-tårnet. Hendes rundere venindes kjole går ned over knæet, og pigen fortæller, hun er fra Polen. Anna forklarer mig leende på sin halsbrækkende vej ind i en taxi, at hun allerede »har tjent flere penge, end det ville koste at tage til Månen«.
Kvinder som Anna er en del af tiltrækningen for Dubais mange mandlige beboere og turister: »I Dubai er det lettere at møde prostituerede end at drikke alkohol,« siger min ven Basel fra flyet og understreger, at han ikke i øvrigt har erfaringer med den slags. »Men jeg ved, at nogle ludere har større huse end direktører,« tilføjer han.
Nogle iagttagere frygter, at den rå kapitalismes vulgaritet og uregulerede træk på kort tid vil bremse Dubais vilde ridt. De mener, at økonomien er en boble, som vil briste, hvis investorer bliver trætte af Dubai og anbringer deres penge et andet sted, eller hvis regionens oliemilliarder svinder. Men hertil siger nationalbankdirektøren: »De frie markedskræfter vil føre til ligevægt. Og Dubai vil fortsat være en magnet for turister, forretningsmænd og arabere, der vil have et hjem nummer to i et frirum.«
Og egypteren Basel fra flyet, der allerede har fundet et job og en lejlighed, udlægger sin tro på fremtiden således:
»Som Dubais hersker sheik Mo ville have sagt: Dette er kun begyndelsen.«