»Du slap lidt let af krogen i forhold til Irak«

"Statsministrene" på DR1 bliver stadig mere vedkommende. Tredje afsnit har de personlige og professionelle sorger i fokus.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statsministrene Afsnit 3. TV-serie af Anne Sofie Krag og Michael Dyrby. Vises på DR1 og streames via DR.dk.

 

Af Søren Schauser shx@berlingske.dk

 

Den enes øjne lyner. Den andens øjne kunne slå ihjel.

Tredje del af »Statsministrene« på DR1 er rig på uforglemmelige øjeblikke. Som da to forhenværende statsministre sidder over for hinanden og vender krigen i Irak anno 2003.

Poul Nyrup Rasmussen fra Socialdemokraterne var i opposition dengang og kunne umuligt gå ind for en dansk deltagelse.

Anders Fogh Rasmussen var statsminister og fik sin vilje med et snævert flertal i form af stemmer fra Venstre selv plus Konservative og Dansk Folkeparti.

Parterne må have vendt den situation igen og igen. Men når man ser dem på Marienborg halvandet årti senere, virker det som første gang. De virker stadig lige oprørte over hele situationen og stadig lige klare i hver deres rationaler.

For den danske regering havde ikke egne efterretninger om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og måtte stole blindt på CIAs oplysninger.

»Du slap lidt let af krogen i forhold til Irak,« siger Poul Nyrup Rasmussen.

»Aha?« siger Anders Fogh Rasmussen med lige dele forargelse og antydning af frygt i øjnene.

Serien som sådan er vokset stort i dramatisk appel: Første afsnit stod mest på udveksling af almindeligheder og kunne virke lidt som genrens svar på spredehagl.

Andet afsnit handlede mest om politikernes personlige relationer og disses sommetider afgørende rolle for statsledernes gøren og laden. Og tredje del fokuserer så på kriserne i både det store og det små – på katastrofen i både makrokosmisk og mikrokosmisk perspektiv.

Man har altså lagt sig efter en fortælle- teknik med stolte aner i dansk kultur: En roman som »Kongens fald« fra 1901 af Johannes V. Jensen følger både den meget jævne Mikkel Thøgersen og den meget kongelige Christian II og fletter deres skæbner ind i hinanden. Når det går godt for høj, går det også godt for lav. Og især omvendt.

Den danske statsminister er slet og ret borgerkrop og overhoved i én og samme person – og dermed demokratiet i en nøddeskal.

Serien har foreløbig gjort meget godt for den nuværende statsminister.

»Jobbet kan ligne én stor krisehåndtering –hvis man altså ser det udefra«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Især han og Poul Nyrup Rasmussen overrasker igen og igen med ægthed og menneskeligt nærvær. Når sidste afsnit er kørt over skærmene om en uges tid, vil de to politiske modpoler have vundet samme løb.

Helle Thorning-Schmidt spiller en ander-ledes tilbagetrukket rolle og gives forhåbentlig chance for revanche næste gang. Landets første statsminister af kvindekøn får ikke løsnet mange skud i tredje afsnit og giver stadig SF skylden for det meste.

»De havde jo ikke prøvet at være i regering før,« siger hun for eksempel.

Poul Schlüter er politiker af den gamle skole og har indtil nu set til fra sidelinjen. Hans åbne og tilsyneladende ærlige interview om Tamilsagen i 1992 og 1993 falder som en halv bombe midt i det hele. »De fleste statsministre slutter med en ulykkelig sag,« siger han.

Udsagnet holder vel ikke vand rent historisk. Ordene passer til gengæld på ham selv.

Man får uddrag af hans herostratisk berømte »gulvtæppetale« og hører justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) omtalt som en ven. Talen var bare ikke skrevet af ham selv, men af folk ovre i justitsministeriet - og justitsministeren er ikke en ven ret meget længere.

Resultatet er endnu en beslutning truffet på baggrund af mangelfulde oplysninger og få måneder senere skyld i regeringen Schlüters historiske fald.

Seriens tredje del viser sig ret hurtigt som sorgafsnittet. Man genser det skandaløse overfald med rød maling på Anders Fogh Rasmussen og hans mekaniske march ned ad Christiansborgs gange bagefter.

Han tænker nøjagtig det, vi alle har troet, han tænkte: At dumheden ikke måtte vinde. Han kunne enten slå ugerningsmanden i gulvet eller lade som ingenting.

Man genser også demonstranternes kastede æg mod Poul Schlüter på Rådhuspladsen og politiets opstilling af skjolde omkring ham. Fotografierne fra den dag i 1985 lyver på en vis måde. Han virker stort set lige skrøbelig uden skjolde som med skjolde omkring sig. Poul Schlüter optræder kort sagt knusende rolig under hele optrinnet – vel også fordi han ikke forventer værre våben.

Og man besøger Fælledparken og genser de hjernedøde buhråb ad Helle Thorning-Schmidt efter lærerkonflikten for fire år siden.

Statsministeren løber spidsrod mellem meget almindelige mennesker og virker ikke påvirket af den potentielt farlige situation overhovedet. Hvilket overskud! Man får jo næsten Marie Antoinette i tankerne. Da den franske dronning skulle køres til skafottet, trak hun for en sikkerheds skyld i vintertøj – for intet menneske skulle se hende ryste.

Alle fem medvirkende har enten tårer i øjnene eller grådkvalte stemmer på et tidspunkt.

Scener med mærkbar kontakt mellem alle fem rundt om bordet er til gengæld sjældne og derfor af største vigtighed.

En afgørende scene af den slags bliver Poul Nyrup Rasmussens ord om udviklingen fra krigen på Balkan midt i 1990erne til krigen i Syrien nu. Verdenssamfundets rolle i den forfærdende krig var kontroversiel allerede dengang og er det stadig – men at krigen var ulykkelig, det kan alle aktører blive enige om.

Afsnit tre ender så med et gribende portræt af samme statsminister i tiden omkring hans datters selvmord: Han er på besøg i det nordlige Grønland med udsigt til isbjerge og fuglefjelde og får så en frygtelig fornemmelse. Forbindelserne til Danmark er bare dårlige. Nyheden når først frem efter flere timer. Det er så grumt.

På den ene side storpolitik. På den anden siden aktørernes personlige følelser. Forbløffende mange sider af det politiske virker afhængige af følelserne og gør en serie som »Statsministrene« mere nødvendig for hver dag.

At verden virker stadig mere rå, hører til seriens mest overordnede og traurige konklusioner. Mange ting verden over går på en vis måde den rigtige vej. Bare ikke det moralske kompas hos hin enkelte.

Og mod dét kæmper selv menneskene i Danmarks største embede forgæves.