»Du Pusling-Land, som hygger sig i Smug/ mens hele verden brænder om din Vugge«

I perioden omkring Første Verdenskrig 1914-1918 var der i Danmark voldsom usikkerhed om, hvor verden bevægede sig hen. I bogen »Mellem fronterne« tegner historikeren Bjarne S. Bendtsen et billede af kulturlivet i krigens skygge. Det er mere aktuelt, end man kunne tro.

Forsiden af de populærhistoriske magasin Verdenskrigens Historie (1914). Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første Verdenskrig rystede de europæiske lande i deres grundvold. Millioner af unge mænd døde på slagmarken, og troen på en bedre fremtid lå i ruiner og satte sig dybe spor i kulturlivet. I Tyskland udsendte Erich Maria Remarque antikrigsbogen »Intet nyt fra Vetsfronten«, der selv i min gymnasietid i 1970erne blev læst som et standardværk. Og i Storbritannien kom en række bøger, der tumlede med krigens konsekvenser.

Forside Fold sammen
Læs mere

Vi kender i dag bedst C.S. Lewis’ bøger om fantasilandet Narnia. Lewis havde været soldat under Første Verdenskrig, og hans Narnia-bøger handlede om kampen mellem det gode og det onde, inspireret af hans møde med krigens brutalitet.

Ingen vidste, om Danmark ville blive inddraget i krigen eller ej. Faren lurede, og den blodige krig udløste også i Danmark aftryk i kulturlivet. Historikeren Bjarne S. Bendtsen har i sin bog »Mellem fronterne« gennemtrawlet dansk litteratur og kulturliv for at undersøge, hvilke spor, der blev sat. Hans bog giver nye og spændende bidrag til en periode, som siden blev glemt og overskygget af Anden Verdenskrig.

Olga Eggers var en af kulturradikalismens store navne i tiden omkring Første Verdenskrig. Hendes roman »Hvorfor?« handler om en kvinde og hendes kæreste, der drukner efter tysk ubåds-angreb. Senere blev Olga Eggers nazist og jødehader. Fold sammen
Læs mere

Årsagen til glemslen er, at Danmark ikke blev involveret i krigen, og der var ikke tilstrækkeligt mange blodspor til at efterlade sig uudslettelige aftryk. Men Bjarne S. Bendtsens bog viser, at det alligevel er værd at dykke ned i periodens kulturliv. Der var nemlig kendte og ukendte kulturpersonligheder, der meldte ud med romaner, erindringer, teaterstykker og film, som tegner et billede af en spændende periode, hvor ingen anede, hvordan situationen ville udvikle sig.

Danmark holdt sig ude af krigen og tjente endog gode penge på eksport til de krigsførende lande. Det skabte de kendte gullaschbaroner, hvis store huse stadig kan ses i landskabet. Jeppe Aakjær skrev i 1916 skarpt om Danmark: »Du Pusling-Land, som hygger sig i Smug/ mens hele verden brænder om din Vugge.« Aakjærs formulering blev senere brugt, da næste krig stod for døren.

Der var folk, som ligefrem ønskede, at Danmark skulle indtræde i krigen og blive renset af stålstormen, som den tyske forfatter Ernst Jünger udtrykte det. Den kendte danske forfatter Valdemar Rørdam ventede med længsel på krigen. Han talte for dansk oprustning og skrev begejstret om krig og mandedåd. Han trak linjer tilbage til treårskrigen mod Tyskland 1848-1851, hvor Danmark havde klaret sig så godt. Rørdam skrev digte og bøger som f.eks. »Krigen og duerne« (1915) om krigens rensende virkning. Rørdam blev senere tiltrukket af nationalsocialismens frembrusen, fordi han var styret af sin antikommunisme, og han roste Hitlers angrebskrig mod Sovjetunionen i 1941. Krigsbegejstringen var i øvrigt, skriver Bendtsen, et typisk storbysfænomen, hvorimod bønderne ville blive hjemme og passe jorden. De skulle ikke nyde noget af stålets rensende virkning – ud over plovjernets.

Valdemar Rørdam var allerede en kendt forfatter, da han skønmalede krigen og ligesom Ernst Jünger mente, at stålstormen ville have en rensende effekt. Rørdam skulle senere under næste krig skrive positivt om den tyske krigsmaskine. Fold sammen
Læs mere

En interessant stemme i krigsdebatten var digteren Johannes Jørgensen. Han var pennefører for symbolismen i Danmark og var et internationalt anerkendt forfatternavn – kun overgået i berømmelse af Georg Brandes. Hans bog »Klokke Roland« fra 1915 blev den bedst sælgende krigsbog i Danmark og storsolgte også i resten af Europa. Han støttede Frankrig og Belgien i opgøret mod Tyskland og skrev flammende mod den tyske besættelse af Belgien. Der var et religiøst perspektiv i Jørgensens indlæg, for han var overgået til katolicismen og så striden med katolske briller. I dette perspektiv udlagde han kampen, som et opgør mellem det hedenske Germania og den katolske, pavelige verden. Det havde selvsagt ikke meget med virkeligheden at gøre, for Tyskland var ikke hedensk. Johannes Jørgensen er i dag bedst kendt for sine symbolske digte, men her træder han frem til en hidsig debatterende skribent.

I dag synes der at være rod i verdensordenen, og de vestlige lande er i vildrede med, hvordan man skal takle den russiske og kinesiske »fare«. Sådan var det også omkring Første Verdenskrig. Journalisten Aage Loringa udgav bogen »Det forrådte Europa« (1918), hvor han klagede over den politiske udvikling: »Alliancen med den asiatiske Stormagt Japan og med de forenede Stater har været et fejlgreb – et skæbnesvangert Fejlgreb. Man har prædikeret Befrielsen fra tysk militarisme og i stedet for udsat Europa for at blive bragt under Aaget af amerikansk Imperialisme.« Det provokerede både Lotinga og i øvrigt også Johannes V. Jensen, at europæiske nationer stod i ledtog med det asiatiske Japan mod andre europæiske lande. Man mærker en vis racisme i Lotingas formuleringer, men han var nu i øvrigt en fin fyr, der senere blev modstandsmand, da næste krig kom, og han måtte flygte til Sverige både på grund af modstandskampen, og fordi han var jøde.

Forfatteren Sophus Michaëlis, gift med Karin Michaëlis, skrev på baggrund af krigen drejebog til science fiction-fiktion filmen »Himmelskibet« (1918). Her er plakat fra filmen. Michaëlis skrev senere en roman med samme navn med et klart krigstema. Fold sammen
Læs mere

Krigens voldsomheder fromprovokerede en række bøger, der brød med tidens pænhed. Emil Rasmussen var en skribent, der allerede før krigen havde et stort forfatterskab bag sig. I 1917 udgav han skandaleromanen »Barbarkvinder«, der var en satire på tidens rædselsberetninger om uhyrligheder, og det var en slet skjult kritik af de danske mediers »fake news«, hvor de skrev om tyske ugerninger. Romanen omfattede saftige beskrivelser af bl.a. voldtægt af kvinder, og efter fem oplag, der var blevet revet bort, greb politiet ind og beslaglagde bøgerne på grund af de »overdristige sensuelle Skildringer«. Bendtsen gengiver flere saftige passager i sin bog.

Kvinder deltog også livligt i samfundsdebatten. Betty Marie Ahlberg, der var forfatter og journalist, skrev »Blade af Dagens Bog« i 1915, der var en kritik af de brutale tyskeres overgreb på Belgien. Hun fremsatte også kritik af den danske neutralitetspolitik, som hun mente var for venlig over for Tyskland.

Den verdenskendte danske forfatter Karin Michaëlis, der storsolgte bøger i hele verden, havde sympati for Østrig og skrev bogen »Krigens Ofre« i 1916 om flygtninge, krigsfanger og krigsinvalide. Hun skulle senere i 1930erne blive aktiv i flygtningehjælp og skjulte bl.a. jødiske flygtninge.

En anden kvinde i krigsdebatten var den kendte forfatterinde Olga Eggers. Hun var ikke internationalt kendt som Karin Michaëlis, men var et stort navn i Danmark og knyttet til Georg Brandes og den kulturradikale bevægelse. Hun var stærkt antitysk og i flere bøger kritiserede hun tyskerne og skrev om mødrenes angst for at møde deres sønners død: »Den Lidelse, der fødes på Slagmarken, er som en mangegrenet Polyp, der strækker sine Arme ud til alle Sider, borer sig ind overalt, og rammer og forgifter uberegneligt.«

Hun advarede mod krigens gru og udtrykte håb om, at det aldrig ville gentage sig. En stærk humanistisk stemme i perioden. Navnlig kvindernes ulykke tog hun op som i romanen »Hvorfor?«, hvor hun skildrer en forelsket kvindes sorg, da hendes kærestes skib bliver sænket af en tysk undervandsbåd. Eggers blev senere jødehader og nazist og spillede en rolle som propagandist for Nazityskland under besættelsen.

Betty Marie Ahlberg skrev om verdenskrigen med et klart antitysk sigte. Fold sammen
Læs mere

Bendtsens skildringer af de mange reaktioner på krigen dækker både skønlitteratur, teater, film og de sønderjyske krigsberetninger fra dansksindede i Nordtyskland, der var blevet rekrutteret til den tyske hær og de frivillige i den franske og britiske hær som f.eks. Karen Blixens bror Thomas Dinesen. Dinesens bøger blev modtaget med vantro og forfærdelse, fordi de blev opfattet som krigsliderlige. Bendtsen konkluderer, at Dinesens skildring var den samme som hos Ernst Jünger og fascisterne, nemlig en besyngelse af krigen som den store og positive oplevelse.

Der var samlet set tale om en meget bred kulturdækning og debat af krigen og dens virkninger. Blandt de mere kuriøse eksempler nævner Bendtsen, at man som en modvægt til krigens gru fandt en tidstypisk idyllisk fortælling om det fredelige Danmark i litteraturen. Morten Korch udgav en række romaner, og kun en enkelt behandlede krigens tema, nemlig »En Æreskrans« fra 1916. I flere romaner skrev Korch dog om krigsspekulation og moderne kapitalisme set i krigens lys, men krigen var fjern. Korch var national-konservativ, men også krigskritisk, og hans indstilling, som han delte med mange andre, var, at de nordiske lande hævede sig op over de kæmpendes barbari.

En anden populær forfatter i perioden hed Erich Erichsen. Han er nu i modsætning til Morten Korch glemt, men var dengang lige så populær som Korch. Han skrev i 1918 bogen »Strandby Badehotel« som en sommeromance, hvor krigen fylder meget lidt. På den jyske vestkyst ferierer badehotellets gæster med et persongalleri, der synes temmelig identisk med TV 2s populære serie »Badehotellet«. Måske skulle nogen genudgive Erich Erichsens sommerromance?

I efterkrigstiden gik krigen hurtigt i glemmebogen. Dog fremhæver Bendtsen vor stjerneforfatter Henrik Pontoppidans roman »Mands Himmerig« fra 1927, der handler om tiden op til krigen og ifølge Bentsen »artikulerer hele det konservative kompleks af modvilje mod den radikale neutralitetstænkning, tidens materialisme, parlamentarismen, kvindefrigørelsen etc.« Bendtsen skriver, at krigens gru allerede var gået i glemmebogen, og Pontippidan lader sin hovedperson tale for krigen uden spor af ironi: »Vi er et Folk uden Fremtid. Det eneste, der kan redde os, er en stor, europæisk krig, der sætter os Bajonetten for Struben og tvinger os til at vaagne.« Krigen skulle komme, og Pontoppidan døde midt i den – nemlig i 1943.

Bendtsen har med sin store bog om kulturlivet i Danmark genskabt billedet af en nation i en urolig tid, hvor alt var uforudsigeligt, og danskerne var rådvilde. Debatter, litteratur og kultur om krigen fyldte meget, men de varige spor var minimale, og efterkrigstidens største krigsroman Jacob Paludans »Jørgen Stein« (1937) er netop karakteriseret ved, at krigen blot er en fjern baggrundsrumlen for handlingen. Det lykkes Bendtsen at få fremmanet et korvæld af interesante stemmer, der synes lige så rådvilde som nutidens, hvilket er bogens eftertænksomme pointe.

 

 

Mellem fronterne. Første Verdenskrigs aftryk i dansk litteratur og kultur 1914-1939

Af Bjarne S. Bendtsen. Forlaget Klim, 585 sider, 400 kr.