Du må godt sige »neger« – men så putter jeg dig nok også i en særlig kasse

Foto: Søren Bidstrup

Hvem er det egentlig, man gør den største tjeneste, når man vælger at fjerne et ord som »neger« fra en tekst af Halfdan Rasmussen?

Min datter er oprindeligt fra Sydafrika. Hun er født med en kernesund, lysebrun kulør, som jeg misundeligt betragter, særligt i vintermånederne, hvor min egen nærmest antager farvetonen »skummetmælksblå«.

Hjemme hos os har vi også læst Halfdan Rasmussen og Astrid Lindgren. I starten kviede jeg mig og læste indad, når ordet »neger« eller »negerkonge« optrådte i bøgerne. Men så slog det mig: Hvem censurerer jeg teksten for – min datter eller mig selv?

Måske var det mest rart for mig, når jeg undlod de ubehagelige ord, der bl.a. vidner om Europas mørke fortid. Var forestillingen om hensynet til min datter i virkeligheden en belejlig hvidvaskning af den historiske relation mellem sorte og hvide. Prøvede jeg ubevidst at gøre mig selv og min historiske arv bedre, end den faktisk er?

Vi besluttede, at vi ville anvende de forbudte ord. Det ville være en ubehagelig, men nødvendig anledning til at diskutere fortidens forbrydelser i relationen mellem Europa, USA og Afrika.

For nylig interviewede jeg den dansk-serbiske forfatter Birgithe Kosovic, som mente, at noget af det mest grundlæggende ved dannelse er evnen til at forstå andre tiders mennesker og deres handlinger i forhold til deres samtids nødvendigheder og vilkår.

Jeg er helt enig. Kosovic indkapsler effektivt, hvorfor det er så fatalt, når vi tilpasser og polerer vores fortid, så den fremstår ufarlig og fordrejet. Vi lærer intet, når vi med tilbagevirkende kraft perverterer den arv, vi er rundet af. Det gælder også den lille klike, der excellerer i andenhåndskrænkethed. En klike, der må mene, at vi læsere ikke evner at sortere i fortidens udtryk og idiosynkrasier, mens de arrogant vandaliserer vores kollektive kulturarv og gerne ser, at deres egen mening ophøjes til en almen maksime.

Skal vi også gøre »Mein Kampf« mere ufarlig? Bogen indeholder grimme passager om f.eks. jøder. Og hvad med Paulus skrifter om kvinder og homoseksuelle – eller Shakespeare? Skal vi pervertere den kollektive verdenslitteratur, så fremtidens mennesker ikke forstår, hvad de kommer af, og mister adgangen til fortidens tanker og stemmer? Med hvilken hjemmel påberåber vi os retten til det? Er denne generation i virkeligheden de nye billedstormere?

Var Halfdan Rasmussen racist? Næppe, han er nærmest antitesen til en racist, men hans digte er stemt i samtidens toneart og skrevet i en mere polariseret og eksotisk verden. Man er nødt til at forstå samtiden, sindelaget og intention i sproget, når vi dømmer andre menneskers sprogbrug. Ja, det er kompliceret, men det er livet også. Vi er nødt til at opdrage vores børn, så der også i fremtiden kan føres kvalificerede samtaler, der afspejler virkeligheden – før og nu. Og enhver burde forstå, er der er milevid forskel på ordet »neger«, alt efter om det anvendes af Rasmus Paludan eller Halfdan Rasmussen.

Selv afskyr jeg ordet »neger«. Du må naturligvis råbe det, fra du vågner, til du går i seng, men du skal vide, at jeg – hvis jeg efter at have vurderet din intention og dit sindelag finder dig for let – så putter dig i en særlig kasse, som er svær at komme ud af igen. Det er til gengæld min ret.