Du har også ansvaret for dem, der skal flyttes ud i landet

Teologen Jørn Henrik Olesen har sagt, at ensomheden er et godt sted at besøge, men et trist sted at slå sig ned. Fold sammen
Læs mere

For fire dage siden var det årets mest deprimerende dag. Det er videnskabeligt bevist. Den blue monday, der har lagt navn til så mange triste popsange, fandt sted i mandags den 15. januar.

Det er vejret, selvfølgelig. Den evige, trofaste støvregn, der falder ubønhørligt, når det altså ikke lige blæser, så man føler, at vinterjakken er lavet af cellofan. Det er gælden, der hænger ved fra juleaften. Og det er ensomheden, der sidder på hvert andet sæde i den halvtomme bus og i øjnene på de andre passagerer, der tomt kigger ud af vinduet. En ting er sikkert – hvis man føler sig ensom i Danmark, er man ikke alene.

Og jeg har da også været ensom. Helt ædt op af en stor, sort plet, der sad fast i organismen som en tavs orm, der ikke havde andre steder at gå hen. Og selvom der var andre mennesker omkring os, så sad vi der stadig, ormen og jeg, og var helt alene om vores inderste tanker. Ormen var med på højskole, hvor de andre lavede tøjkæder og lystigt kunne referere til de samme tyske tv-serier, som jeg ikke fik set.

Den var med på universitet, hvor alle de andre havde sorte rullerkravesweatre og synlige hofteben og for længst havde læst Kafka, mens jeg kun var nået til Tove Ditlevsen. Men så skete der et eller andet, der gjorde, at den opløste sig selv og blev til støv. Jeg flyttede i kollektiv med Hans og Brian og Carsten, der trods deres korte navne kunne formulere sig i lange sætninger, og gerne gjorde det til sent ud på natten. Og vi lavede appelsinvin og solgte den for 20er.

Det smagte forfærdeligt, til gengæld blev man fuld på rekordtid. Det var dengang, vi boede i Odense, og det på en eller anden måde altid var sommer eller lige ved at blive det.

Senere flyttede jeg tilbage til København, men ormen tog ikke med. Ensomheden forsvandt, fordi jeg lærte at tale med andre mennesker. Og det gør jeg så, mens min datter rødmer i baggrunden. Men ingen ved, om den dame, jeg lige mødte i Netto, har siddet alene hele dagen. Måske er jeg den første, hun taler med. Men kan ikke se, hvem der har en orm i maven.

Det skal man huske, når nu folk bliver tvunget til at flytte til Bogense og Brovst, fordi de statslige arbejdspladser skal have nye adresser. For nogen bliver det fantastisk at komme videre. De får spisekammer og stråtag og solskin. De får mulighed for at bo under en højere himmel og opleve, at vores lille land slet ikke er så lille endda. Men der er også folk, der mister hele deres netværk. Det skal de have lov til at græde over. Og når de så er færdige med det, skal de kigge op i et venligt ansigt.

Teologen Jørn Henrik Olesen har sagt, at ensomheden er et godt sted at besøge, men et trist sted at slå sig ned. Hvis ikke ormen skal med til Fyn og Jylland, skal dem, der bor der, tage imod deres nye naboer med et smil og et nik. Det er folk, der har rejst langt, og de har brug for en kop kaffe. Alt andet end at blive skammet ud på Facebook, fordi de gerne vil blive i den by, hvor de kender gadenavne og adresser. Venlighed er en af den slags ting, vi ikke kan købe os til og ikke kan leve uden. Den er vores eget ansvar. Det har vi det med at glemme, når vi sidder og bisser bag computerens tastatur. Det ville klæde os at huske det igen. Blue Monday er trods alt overstået for denne gang.