»Du får bog tre, så snart jeg har bundet knude på posen«

På mandag udkommer den længe ventede afslutning på STIEG LARSSONS krimi-saga om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, der blev til i en eksplosiv skaberrus og hektisk arbejdsperiode på tidsskriftet EXPO. Det fremgår ikke mindst af den mailkorrespondance mellem forfatter Larsson og forlægger Eva Gedin, der udspandt sig i det sidste halve år af Stieg Larssons liv.

Mon det er set før i verdenslitteraturen? At en debutant en dag henvender sig til et forlag med to trykklare manuskripter og samtidig meddeler, at tredje og sidste bind i det, der skal være en stort anlagt krimi-saga, er lige på trapperne og kan leveres om en måned eller to?

Sådan var situationen med Stieg Larsson, der i foråret 2004 pludselig tog kontakt til Norstedts Forlag i Stockholm, hvor redaktør og stedfortrædende forlagschef, Eva Gedin, straks så, at der var tale om et usædvanligt talent og et usædvanligt projekt, som det hurtigst muligt gjaldt om at få kontakt med. Og kontrakt på.

Også Stieg Larsson var interesseret i at få sine tre krimier kørt i stilling så hurtigt som muligt. Både af pengemæssige og af arbejdsmæssige grunde. Foran sig havde han som særdeles skrivende chefredaktør på tidsskriftet EXPO en temmelig stor arbejdspukkel og kunne se frem til i foråret 2004 at skulle skrive en bog om racisme, redigere et helt nummer af tidsskriftet, lave en stor undersøgelse og holde diverse foredrag og forelæsninger i Sverige og udlandet. Derfor kvitterede han 28. april 2004 for den tilsendte forlagskontrakt fra Norstedts, og det blev begyndelsen på en bevægende mailkorrespondance mellem forfatter Larsson og forlægger Gedin, der dog kun kom til at vare et halvt år, idet Stieg Larsson døde af et hjerteanfald ti dage efter, at manuskriptet til tredje og sidste bind var afleveret:

@ Hej Eva, jeg har modtaget kontrakten i dag og skal nok læse den omhyggeligt, men det virker, som om I er et par fine folk og Norstedts et så seriøst forlag, at jeg ikke behøver at bekymre mig om formaliteter. Jeg gentager, at jeg er optaget næsten døgnet rundt frem til omkring den 15. maj, hvor bog og tidsskrift går i trykken, så hvor meget jeg end hellere ville hellige mig kriminalromanerne, så har jeg så travlt lige nu, at jeg knap nok ved, hvilken by jeg befinder mig i. Efter den 15. maj bliver der væsentlig mindre tryk på. (...) Okay. Ha’ det godt, Stieg.

Tidsskriftet EXPO, der er et forum for forskning i antidemokratiske, højreekstremistiske og racistiske tendenser i samfundet, var Stieg Larsson med til at grundlægge i 1995. Som barnebarn af sin elskede og erklæret antinazistiske morfar var han dybt engageret i disse og andre samfundsspørgsmål. Følte bl.a. et stort ansvar for kampen mod kvindeundertrykkelse og skrev flere gang om æresdrab. Med dette vide forgrenede humanistiske og politiske engagement og hele sit journalistiske instinkt i ryggen på sin kommende krimi-trilogi foreslår Larsson i sin første mail til Eva Gredin, at man i lanceringen af krimierne skulle oprette en hjemmeside formet som det tidsskrift »Millennium«, hovedpersonerne Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander, er involveret i. Det syntes Eva Gredin er alle tiders idé og svarer 27.april:

@ »Hej Stieg, dejligt at høre fra dig. Skønt at det virker, som om du kan lide os. Vi synes også, du virker alle tiders! (...) Jeg læser gerne bog 3 i en råversion. Det er jo en fantastisk situation det her, at have mulighed for at få overblik over en hel serie på én gang. (...) Jeg kan virkelig godt lide din idé med en hjemmeside. Det må vi tale mere indgående om med vores informationschef og vores webredaktør. Jeg har desuden en idé om, at bøgerne i serien kunne få en fællesbetegnelse med ordet »Millennium«. Men det kommer vi til, når vi skal tale titler og omslag. (...) Ser meget frem til at sætte mig ned og begynde at ARBEJDE med dette dødspændende projekt. Gør nu først det færdigt, du skal. Vi er jo ude i god tid, og det er en stor fordel, når man skal lave en større lancering. Alt godt, Eva G.«

Forholdet mellem forfatter og forlag er fra begyndelsen båret af en jomfruelig, men fast tro på, at noget stort og unikt er i støbeskeen. Stieg Larsson føler sig så tryg ved sin nye redaktør, at han ønsker at gøre rede for sine tanker omkring sin krimiserie. Fortælle om de overvejelser, der ligger bag seriens hovedpersoner – Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. 30 april skriver han muntert til Eva Gedin: »Du får bog tre, så snart jeg har bundet knude på posen,« og går så over i en længere præsentation af forfatterens motiver og – som han kalder det – tommelfingerregler:

@ »Min hensigt har i mangt og meget været at gå mod strømmen i forhold til gængse kriminalroman0er. Til dette benytter jeg mig af visse greb, der sædvanligvis plejer at være forbudt. Præsentationen af Mikael Blomkvist for eksempel sker udelukkende gennem den personundersøgelse, som Lisbeth Salander har foretaget. Jeg har forsøgt at skabe nogle hovedpersoner, der på afgørende vis adskiller sig fra almindelige krimifigurer. Således har Mikael Blomkvist hverken mavesår, alkoholproblemer eller angstneuroser. Han lytter hverken til opera eller har en eller anden sær hobby som bygning af modelflyvere eller lignende. Han har ingen særlige problemer, og hans mest fremtrædende egenskab er, at han opfører sig som en stereotyp »rendemaske«, hvilket han selv erkender. Der har jeg også bevidst byttet om på kønsrollerne; Blomkvist optræder i mangt og meget som en »bimbo«, mens Lisbeth Salander er forsynet med stereotype »mandlige« værdier og egenskaber. (...) Jeg hader kriminalromaner, hvor hovedpersonen kan opføre sig fuldstændig, som han vil, eller gøre ting som normale mennesker ikke gør, uden at det får sociale konsekvenser. Hvis Mikael Blomkvist skyder nogen med en pistol, selv om det er i selvforsvar, ender han i retten. Lisbeth Salander er en undtagelse fra dette, ganske enkelt fordi hun er sociopat med psykopatiske træk og ikke fungerer som almindelige mennesker. Hun har altså ikke samme opfattelse af »rigtigt« og »forkert« som normale mennesker, men hun rammes også af konsekvenserne af dette.«

I løbet af sommeren 2004 retter Stieg Larsson de sidste ting og detaljer i bind 3, der endnu ikke havde fået en titel, og sender 11.august det fulde manuskript til Eva Gedin pr. e-mail. Dagen efter følger de endelige rettelser til bind 1. Han, der som journalist og chefredaktør, er vant til knivskarpe deadlines, hurtige afleveringer – og hurtige svar, bliver dog lidt utålmodig over den reaktion fra Norstedts, der udebliver. Hvorfor takker forlaget ikke for det 3. og sidste bind? Er det forsvundet i cyberspace? 25 august rykker han Eva Gedin, men gør det umådelig galant og diplomatisk med følgende anslag: »Kære du, det er aldrig godt, når redaktører er stressede. Men jeg sendte Salander 1 (bog 1, red.) for to uger siden, dagen efter at jeg sendte bog 3. Har du fået treeren?«

Jo, det har Eva Gedin. Hun er dog i fuld gang med alle mulige ting omkring bind 1 og selve lanceringen af Larsson. Hun kan bl.a. meddele, at man på forlaget er begyndt at lægge strategier for udlandssalget af »Millennium«-serien. Redaktøren vil også gerne have en fortegnelse over persongalleriet i bog 1 og bog 2 og ikke mindst diskutere Larssons titel-forslag til den første bog; et forslag, Eva Gedin ikke er helt vild med:

@ »Og så er der titler. Måske må jeg give mig med hensyn til bog 1. »Mænd der hader kvinder«? Jeg har tygget på den hele sommeren ... Skal forsøge at komme med nogle alternativer. Men kan mærke, at det nok bliver dit valg, der går af med sejren. Ha’ det godt, Eva.«

Forfatteren drager dog et lettelsens suk, da han samme dag læser Gedins mail. Alt er altså OK. De forskellige manus er i hus, og redaktøren har åbenbart også, måske efter en tids feministiske overvejelser, tænkt at føje sig med hensyn til titlen på bind 1. Stieg Larssons næsten kærlige svar senere på dagen lyder:

@ »Hvis du giver dig med hensyn til titlen på etteren, bliver jeg meget glad. Jeg har også spekuleret i løbet af sommeren, men titlen »Mænd der hader kvinder« er faktisk ret god. Har spurgt nogle bekendte om, hvad de synes, og de mener, at det er en titel, man kigger en ekstra gang på. Kys & kram, Stieg

Og nu begynder det at gå stærkt på forlaget. Rygtet om EXPO-chefredaktørens forestående krimidebut og bogserie er begyndt at brede sig. Også til udlandet. Afdelingen for Foreign Rights på Norstedts har lagt en plan klar for lanceringen af »Millennium«-serien på de kommende bogmesser i Göteborg og Frankfurt. Larsson selv tager det hele med knusende ro. 30. august skriver han til Eva Gedin, at det lyder sjovt alt det der med »Frankfurt og så videre«. Men lige nu må forlaget tage sig af det. Selv har han i løbet af september en bunke pligter på EXPO. Han skal bl.a. producere et nyt nummer af tidsskriftet, af sted til konferencer i Tel Aviv og Schweiz, og sammen med en kollega lave en håndbog om racisme, der går i trykken. I EXPO-regi var Stieg Larsson normalt under to måneder om at lave bøger, så »Norstedts kan godt gå hjem og lægge sig«, spøger han i en mail 30. august. Her spørger forfatteren også til omslagene på sine bøger, og Larsson pointerer, at de i hvert fald ikke skal ligne de platte forsider på Jan Guillous bøger:

@ »Skitser til omslaget vil jeg formentlig have mine meninger om. Jeg plejer at have det sådan, at jeg enten hader eller godt kan lide omslag, men at der findes få middelveje. Guillous omslag til Hamilton tilhører definitivt den slags omslag, jeg ikke bryder mig om, altså platte figurative tegninger, pop art eller naivisme. De omslag, jeg godt kan lide, er suggestive, lidt svært fortolkelige, måske en detalje af et større billede. Sexistiske omslag er bandlyste.«

Udsigten til, at han måske skal være talk of the town på bogmessen i Frankfurt, optager naturligvis Stieg Larsson midt i den vanvittige travlhed, der hersker i og omkring ham i september-oktober 2004. Selv har han tilsyneladende ikke den store lyst til at være til stede på den internationale bogmesse, han i en mail 3. september kalder for »et mindre galehus« og i øvrigt beskriver med ordene: »Omtrent lige så sjovt som at afholde en antifascistisk kongres med 120 aktivistgrupper i Berlin og forsøge at nå frem til en eller anden form for ideologisk enighed.«

På forlaget går september og oktober med at beskære, rette til, ordne omslag og etablere kontakter til potentielle købere i udlandet. Man vil også have Larsson til at skrive sin egen mini-biografi, hvad han øjeblikkelig gør. Blandt titler på fagbøger, Larsson tidligere har skrevet, optræder: »At overleve deadline. Håndbog for mordtruede journalister.«

At Stieg Larsson på dette tidspunkt har mindre end to måneder tilbage af sit eget liv, men endnu engang overholder sine øvrige deadlines, vidste han næppe selv. Og slet ikke hans nærmest omgivelser: journalisten Daniel Poohl på EXPO, Eva Garielsson samleversken gennem 32 år og redaktør Eva Gedin på Norstedts. Sidsnævnte mailer i slutningen af september til Larsson for at aftale en dato i november, hvor alle parter kan gå ud og fejre »hele dette fantastiske projekt«. Et par uger senere svarer han, at han »vender tilbage med tidspunkter for en lille fest«. Sådan skal det dog aldrig gå, men endnu et par mails bliver udvekslet mellem forfatter og forlag. Torsdag den 28. oktober skriver Eva Gedin:

@ »Nu har jeg læst hele 3’eren, og det var en sand fornøjelse. For fanden hvor du kan! Jeg er stadig lige imponeret. (...) Og her har du en kort udtalelse, eller umiddelbar reaktion, fra vores konsulent, Lasse Bergström der var den, som først læste dig med stor begejstring:

»Hej jeg har tilbragt ca. tre dage i sengen med Stieg L. bind 3 og kun stået op for at lave mad og se fodbold i TV. Unputdownable sagde min gamle engelske scout, når man en gang imellem fandt en kommerciel roman, der opfyldte hans krav for rimelighed, spænding, thrilling menneske- og miljøskildring osv. Yderst få, for ikke at sige ingen, angelsaksiske spændingsromaner har de seneste år kunnet få mig til at blive i sengen. Stieg L. har med andre ord, med sin nærmest utrolige evne til at holde styr på stor dramaturgi i spændingsgenren, gjort det igen og snarere bedre end på niveau. Etteren var groft sagt en ortodoks kriminalroman med det lukkede rums gåde. Toeren en politithriller. Treeren er en politisk thriller, nærmere Hamiltonserien end de to foregående. Og Guillou har fået kam til sit hår. Men alle tre hænger sammen, både som skildring af et personkollektiv og frem for alt som en mere og mere provokativ og rystende fortælling om korrupt svensk retspraksis.«

Når du har tid, vil jeg dog gerne tale med dig om indledningen, som jeg synes har brug for at blive justeret lidt. (Sådan er det, vi forlæggere og redaktører skal altid komme med et »men«). Ha’ det godt! Eva

Samme dag, sent om aftenen svarer Stieg Larsson:

@ »Dejligt at du synes om treeren. Den var lidt nemmere at skrive end de to første. Hils Lasse Bergström og sig, at han er en klog og forstandig fyr med god smag, og at infam smiger altid går hjem. (...) Det er også dejligt, at Lasse har noteret sig, at jeg skifter genre i hver roman, og det er præcis efter det mønster, som han har identificeret. At indledningen må justeres betvivler jeg ikke. Så lad mig høre dine »men’er«, redaktør! Kys & kram/Stieg

Der blev dog ikke flere »men’er«. Heller ikke flere kys og kram. Her slutter korrespondancen. Stieg Larsson dør den 9. november 2004 af et hjerteanfald. Uden således selv at opleve sin tordnende succes i ind- og udland. På Norstedts kommer hans død som et chock for alle. Han har jo været til møde på forlaget dagen før og ikke vist nogen tegn på sygdom, som redaktør og forlægger Eva Gredin senere udtaler.

Stieg Larsson bliver 50 år og når – som skønlitterær forfatter – at skrive tre bøger. På mandag udkommer den tredje på dansk i et historisk stort første oplag på 110.000 eksemplarer.