Du er sandsynligvis tyk og dermed ufrivillig hovedperson i en konflikt, der langtfra kun handler om vægt

Danskernes vægt stiger og stiger, og i dag er flertallet af danskerne overvægtige. Det har ført til voldsomme skænderier mellem fagpersoner og kollisioner mellem aktivister. Gode råd til håndtering af de ekstra kilo på sidebenene er der masser af. Nogle af dem er bare skadelige.

Efter tre års diskussioner fik gruppen af læger fra Dansk Selskab for Almen Medicin nok.

Udefra lignede det ellers en no-brainer. Flere og flere bliver fede, og det har indflydelse på folks helbred og trivsel. En arbejdsgruppe af fagpersoner blev nedsat under Sundhedsstyrelsen for at udarbejde en række anbefalinger til håndtering ude i kommunerne af personer med overvægt.