Du bør nok slå din vej uden om denne film med Mads Mikkelsen

»Arctic« er en film, der primært vil glæde folk, der ser ekstreme overlevelsesprogrammer på Discovery.

www.b.dk
Mads Mikkelsen er bedre end de fleste til at se martret og slidt ud på den fotogene måde. Foto: UIP Fold sammen
Læs mere

Mads Mikkelsen har den altdominerende rolle i filmen »Arctic«, hvor han spiller rollen som Overgård. Manden uden fornavn er strandet i et isnende og goldt arktisk landskab. Vi ved ikke, hvad han laver, eller hvorfor han er strandet der.

Han overlever sneen og kulden i skroget fra sit nedstyrtede fly via energikonserverende og repetitive gøremål, mens han tålmodigt venter på at blive fundet og reddet.

Snart forstyrres idyllen dog i Overgårds lille ishelvede. En nærgående isbjørn og en nedstyrtet redningshelikopter tvinger ham ud af de sikre rutiner og ud på en farefuld færd gennem det menneskefjendske landskab. Og snart må Overgård vælge mellem heltegerningen og den sikre overlevelse. Gæt selv, hvad han vælger.

Mikkelsen leverer en stærk fysisk præstation i rollen. Og han er bedre end de fleste til at se martret og slidt ud på den helt rigtige og fotogene måde. Men som filmen skrider frem og elendighederne ingen ende vil tage, virker ikke bare karakteren Overgård tiltagende udmattet, men også Mads Mikkelsen virker træt af at skulle fremstamme replikken »It’s okay«, som han nok udtaler over 40 gange i løbet af filmens ellers meget sparsomme tale.

Instruktøren har tydeligvis haft en ønske om at udfolde en større og eksistentiel fortælling med det forfrosne kammerspil, men det forløses aldrig helt, og filmen fremstår flad, og de eneste dybder, der virkelig åbner sig, er de issprækker, som Mikkelsen dratter i på sin martrede vandring gennem sneen.

»Arctic« er en film der henvender sig til et ret smalt publikum. Der er mange flotte scener fra det islandske landskab. Og den første halvdel af filmen har en god fascinationskraft. Men hvis du ikke er typen, der elsker at se overlevelseprogrammer på Discovery, som f.eks. den tidligere SAS-soldat, Bear Grylls, der i sine programmer viser, hvordan man overlever i ødemarken ved at konservere sin egen urin for senere at drikke den fra et friskflået slangeskind, bør du nok slå din vej uden om denne nicheproduktion med Mads Mikkelsen.

Artic Instruktion: Joe Penna. Medvirkende: Mads Mikkelsen og Maria Thelma Smáradóttir. Spilletid: 97 min.