»Det er sjældent, at man ser en film rydde bordet, som Druk gjorde i går. Det er alligevel en triumf, hvor man taber kæben lidt,« siger Jacob Ludvigsen, filmredaktør på kulturmediet Soundvenue.
Thomas Vinterbergs film Druk om de fire gymnasielærere, der eksperimenterer med alkohol hver dag, har fået meget opmærksomhed. Den ligger nummer et på listen over film, der har solgt flest biografbilletter i år, og den har allerede høstet international anerkendelse.
Lørdag var ingen undtagelse, da filmen ryddede bordet og vandt alle fire priser, den var nomineret til ved European Film Awards: bedste film, bedste instruktør, bedste manuskript og bedste skuespiller.
»Det kommer rimelig meget bag på mig. Jeg er ovenud lykkelig«, siger Thomas Vinterberg til Ritzau.
Jacob Ludvigsen er ikke i tvivl om, at Druk skiller sig ud fra andre film.
»Ofte ser vi, at de store filmkunstneristiske værker, der sejrer til filmfestivaler, er meget alvorlige, højtidelige og dystre. Druk har en blanding af humor og alvor. Det kan lyde banalt, men filmen kan noget andet, for den er underholdende, og man morer sig samtidig med, at den virkelig vil én noget. Det er en ret forunderlig præstation,« siger Jacob Ludvigsen.
Druk har i forvejen solgt til mange lande og er en succes, så det er måske nærmere lidt ekstra flødeskum på lagkagenJacob Ludvigsen, filmredaktør Soundvenue
Mads Mikkelsen vandt prisen som bedste europæiske skuespiller, og spiller i filmen gymnasielæreren Martin, der sammen med tre kolleger afprøver en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt.
Ifølge Jacob Ludvigsen er Druk stærk, fordi den taler ind i noget alment menneskeligt, som alle kan relatere til. Han tror, at filmen »sidder i kroppen«, når man har set den, for det er samtidig en film om livsglæde.
»Det er en provokerende præmis, at man kan bruge alkohol til at sætte energi til sit liv, men som filmen skrider frem, opdager man, at den handler om meget mere end det. Det er en film med stor livsglæde, der efterlader en følelse af eufori og forplanter sig hos tilskueren. Man danser nærmest ud af biografen – især i et år, hvor vi ikke har danset særlig meget,« forklarer filmkritikeren.
European Film Awards afholdes en gang årligt og bliver kaldt for Europas Oscar. Prisen har fået større betydning de seneste år, men det er det ikke en pris, man skeler meget til sammenlignet med den amerikanske Oscar-uddeling eller de store internationale filmfestivaler, fortæller Jacob Ludvigsen.
»Druk har i forvejen solgt til mange lande og er en succes, så det er måske nærmere lidt ekstra flødeskum på lagkagen, hvor det skaber ekstra bevågenhed,« siger han.
Der er ikke så mange andre film, der virkelig har raget op i landskabet i det her coronaårJacob Ludvigsen, filmredaktør Soundvenue
Han fremhæver, at tilblivelsen har en særlig historie, som man ikke kan undgå at blive berørt af. Filmen er dedikeret til Thomas Vinterbergs datter Ida, der mistede livet i en trafikulykke i Belgien i 2019.
»Min datter døde, mens jeg lavede filmen. Hun elskede projektet og skulle have spillet med i filmen. Den blev lavet på hendes skole – blandt hendes venner og i hendes klasselokale. Og det eneste, der gav mening, da hun døde, var at fortsætte og lave denne film til hende,« sagde Thomas Vinterberg til prisuddelingen lørdag aften.
Jacob Ludvigsen tror bestemt ikke, at European Film Awards vil være den sidste pris, som holdet bag Druk modtager. Han vurderer, at filmen er favorit til at vinde bedste internationale film ved Oscar-uddelingen 25. april.
»Der er ikke så mange andre film, der virkelig har raget op i landskabet i det her coronaår. Druk står alene som en af de eneste ikkeamerikanske film, som man virkelig har talt om. Jeg kan ikke forestille mig, at den ikke bliver nomineret til en Oscar, og jeg vurderer, at den har virkelig gode chancer for at vinde.«