Dronningens TV-tale til folket strøg helt til tops

Der blev lyttet i stor stil, da dronning Margrethe på direkte TV tirsdag aften talte til nationen. 3,3 millioner seere fulgte med, mens 2,8 millioner overværede statsministerens pressemøde samme aften.

»Man kan stadig se grupper i alle aldre, som opholder sig for tæt sammen. Nogle holder endda stadig fester og runde fødselsdage. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst.«

Sådan sagde dronning Margrethe i sin tale til nationen tirsdag aften, hvor kolossalt mange lyttede med og sikkert husker de formanende ord, »tankeløst« og »hensynsløst«.