Dronningens lille revolution

Efter flere år som kronprinsesse blev hun endelig dronning. Nu vil MARGRETHE VESTAGER revolutionere, men det er ikke den radikale politik, der står øverst på dagsordenen. Først skal der gøres op med en gammel partikultur, der stammer fra 50erne, siden skal der gøres op med blokpolitikken, og så skal danskernes engagement i politik og politikernes interesse for den øvrige verden lige vækkes til live. Ligesom Fogh måske skal have en chance.

Vejen frem mod lederposten hos de Radikale oplevede Margrethe Vestager som meget lang. Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

I flere år har Margrethe Vestager holdt lav profil. Grænsende til det selvudslettende har hun bevæget sig rundt i skyggen af den ubestridte leder, Marianne Jelved. Hun har loyalt bakket op om alle beslutninger og som en anden Kevin Costner kastet sig ind foran sin chef, når denne for alvor har været i skudlinjen.

Da de Radikale i meningsmålinger nåede katastrofale lavpunkter, og »Den Anden Vej« overalt blev udråbt som en strategisk bommert af historiske dimensioner, var det »Komiske Vestager«, der stillede op på TV og forklarede vælgerne, hvordan det i virkeligheden gik de Radikale meget bedre, end det umiddelbart så ud til.

Men hvis nogle fik tanken, at det skulle være udtryk for ydmyghed, manglende ambitioner eller ligefrem selvdestruktive tendenser, har de taget grundigt fejl.

Alt absolut alt synes at have været velovervejede skridt på vej mod toppen.

I flere år har hun vidst, at hun var den oplagte kronprinsesse, hvis ellers hun kunne undgå at træde ved siden af.

»Flinke folk har spurgt mig om et formandsskifte de seneste to år, og tusind gange har jeg sagt, at når Marianne Jelved syntes, det var det rigtige tidspunkt at gå og hvis flertallet i gruppen syntes, det var en god idé så var jeg kandidat til gruppeformandsposten. Så for mig har det været en meget lang proces,« siger Margrethe Vestager.

Og udsigten til at overtage tronen vel at mærke efter en i det store hele yderst succesfuld forgænger har hverken givet hende søvnløse nætter eller nervøse trækninger.

»Nej og heller ikke migræne,« siger hun.

Hun er kold eller måske rettere cool men hun har selvfølgelig også prøvet lidt af hvert. Hun har været landsformand for det radikale bagland, hun har været minister, hun er mor til tre piger, og selvom Marianne Jelved har været under hård beskydning i mange måneder, er det ikke noget, der skræmmer.

»Sådan er det jo. Det er bare en konsekvens, og selvfølgelig vil det hænge på mig nu, men det er bare noget, der følger med et lederskab.«

Det er selvfølgelig heller ikke svært at være selvsikker, når vælgerne har reageret overvældende på formandsskiftet, og partiet er begyndt at kravle op i meningsmålingerne og nu igen kan skimte den afgørende position, hvor enten Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt eller dem begge to kan ende med at være afhængige af radikal støtte.

»Mange har sagt: »Yes, det er den her position, vi kan lide.« Og jeg tror, der i folketingsgruppen paradoksalt nok er en fælles oplevelse af, at vi på trods af krisen og de katastrofale målinger har været igennem en god proces,« siger hun.

Af samme grund har hun heller ikke tænkt sig at udfærdige en helt ny radikal politik.

»Jeg har desuden været med i lang tid, og jeg har skrevet store dele af det eksisterende principprogram, så hvorfor skulle jeg pludselig brænde for noget, der er helt særligt for mig, men ikke for Det Radikale Venstre,« lyder hendes logik.

Når hun taler om målsætninger, er det derfor nærmere noget med at påvirke holdninger og få folk til at engagere sig. Begyndende med hendes eget parti.

»Det er vigtigt, at vi om ikke revolutionerer så i hvert fald fornyer vores måde at arbejde på, for hvis de politiske partier lever efter en idealforestilling, der hidrører fra 50erne, eller hvornår det nu var, man pr. automatik havde den helt store tilslutning til organisationerne, så synes jeg, vi svigter en demokratisk opgave. Så glider vi bare ubemærket fra at være bevægelser til at være professionelle virksomhedsaktører, der sælger et politisk produkt, og som er stilede og spundede og fabrikerede.«

Den interne revolution er allerede begyndt med en proces over sommeren, hvor partimedlemmer og menige vælgere blev inviteret til debat om partiets linje, og partiet har som det første kastet sig ud i en mere moderne team-sammensætning i folketingsgruppen, podcasting fra gruppemøder og andre fiksfakserier.

Det har måske nok medvirket yderligere til at forstærke indtrykket af partiet som lidt for meget for den kreative klasse, men ifølge Vestager tjener det et højere formål.

»Det handler om at få involveret folk i politikken, for ellers bliver det politiske mere og mere noget, som nogen tager sig af, mens andre fortsætter forbrugsræset.«

Der vil dog også blive behov for at modernisere politikken, erkender hun. Ikke mindst på udlændingeområdet, der ifølge Vestager også kommer til at dominere dansk politik de kommende år, fordi der med de mange arbejds- og studietilladelser reelt ikke længere eksisterer et indvandringsstop i Danmark.

»Det bliver en stor udfordring at håndtere. Vi begik mange fejl i 60erne og 70erne, da gæstearbejderne kom, og hvis vi ikke skal begå de samme fejl igen, må vi begynde integrationen tidligt. Det bliver en fælles opgave at få det til at fungere bedst muligt.«

Et andet presserende problem er ifølge Margrethe Vestager ulighed. Ikke ulighed som sidst de Radikale sad i regering, da en masse mennesker skulle løftes ud af arbejdsløshed. I dag og i morgen er det eksempelvis ulighed i skolen og ulighed i adgangen til uddannelse, der skal bekæmpes.

»Jeg tror ikke, det bare er et spørgsmål om valg, at det typisk er børn af akademikere, der bliver akademikere, og børn af ufaglærte, der bliver ufaglærte. Det er også et spørgsmål om, at man måske ikke bliver præsenteret for muligheder for at gøre andet. Det synes jeg er ærgerligt, og det er en form for frihed, som det danske samfund burde kunne give,« siger Margrethe Vestager og peger på specialundervisning i skolerne som et indsatsområde.

Som et andet med indbygget ulighed peger hun på sundhedsområdet.

»Det er helt absurd, men hvis man sammenligner mig med en af mine klassekammerater, som ikke har fået en uddannelse, vil hendes liv i gennemsnit være ti år kortere, og det kortere liv vil være præget af alvorlig sygdom i op til ti år mere end mit. Så kan vi have nok så mange frie valg.«

Men i Vestagers verden handler det i første onmgang om at at få danskerne involveret ikke kun i forsøget på at udvikle Danmark, men også resten af verden.

»Der er en meget grundlæggende opgave, der handler om at give folk håb om, at tingene kan blive anderledes. At man kan påvirke sit samfund. Det kan være i en nær sammenhæng eller i et globalt perspektiv. Et rigt og på mange måder uhyre privilegeret land må have en forpligtelse til at sætte den dagsorden, at vi er en del af en global virkelighed, uanset om det så handler om at bekæmpe terror, epidemier eller alle mulige andre ting.«

Her ligger ansvaret naturligvis ikke kun hos befolkningen, men i højeste grad også hos de danske politikere, som Margrethe Vestager i sidste weekend beskyldte for at være for uengagerede og usolidariske i forhold til bl.a. det europæiske samarbejde.

»Det ligger jo næsten under radaren som politisk emne, men super mange af de problemer, vi står overfor, er jo ægte grænseoverskridende. Hvorfor skal vi ikke have fælles asylregler, så vi hjælper hinanden i Europa? Miljøet er et andet område. Måske skulle man meget mere forpligtende diskutere en energisolidaritet?«

Engagement, solidaritet, EU, moderne partikultur. Emnerne lyder ikke som billetsælgende, og det lyder heller ikke særlig praktisk, at medlemmer og vælgere skal til at lægge linjerne for partitoppens gøren og laden. I hvert fald er det den stik modsatte styreform, der har bragt først og fremmest Pia Kjærsgaard og til dels Anders Fogh Rasmussen stor succes og skabt ro i deres respektive partier. Men i Margrethe Vestagers øjne handler det heller ikke så meget om, hvor store de Radikale bliver, men hvor meget de får at sige.

Dét er der til gengæld fuld fokus på.

De Radikale har skåret båndene til Socialdemokraterne, og selvom den beslutning har været tæt knyttet til den nu droppede »Anden Vej«, så er det ikke en beslutning, Margrethe Vestager fortryder.

»Vi fik sværere og sværere ved at svare på, hvordan de socialdemokratiske og de radikale holdninger kunne samles i en regering bl.a. fordi S begyndte at nærme sig V på centrale områder og jeg oplever ikke, at gruppen ønsker sig tilbage før frihedsbrevets tid.«

Selvom Margrethe Vestager har været tæt forbundet med SR-samarbejdet, så fastholder hun, at hun vil pege på den, der giver flest indrømmelser. Og hun mener, at Anders Fogh Rasmussen allerede er begyndt at bevæge sig.

»Han funderer på, om det nuværende flertal kan genetableres. Det kan det nok ikke. Ergo må han finde ud af, hvor næste periodes politik skal ligge henne, og der skal vi melde os og forsøge at påvirke tingene i den rigtige retning. Jeg tror ikke, Venstre har i sinde at opgive regeringsmagten, uanset om man så skulle miste flertallet med Dansk Folkeparti,« siger hun, men understreger at det ikke er nok, at Fogh sender fornuftige signaler.

»Det er fint at snakke om jobkort og grønne kort og alt muligt andet, men det hjælper ikke meget, når DF samtidig får lov til at diktere en grundtone, der gør, at det eksempelvis virker som om, at »udlændingeservice« bare leder efter en paragraf, der gør, at man kan sige nej.«

Margrethe Vestager har en række politikområder parat, hvor hun mener, at Fogh allerede på forhånd skal vise vilje til samarbejde, hvis hun skal pege på ham inden et valg. Det er ikke en liste med radikale ønsker, der skal opfyldes, men områder hvor regeringen i hvert fald skal erklære sig villig til at finde fælles løsninger.

»Vi er optagede af at lave en skattereform, men det er ikke sådan, at det skal ende lige på vores måde. Det kan jo også være, at de andre har nogle gode idéer.«

Tænker du overhovedet på en SR-regering som en realistisk mulighed længere?

»Vi ønsker en regering, der er uafhængig af Dansk Folkeparti, men det kræver jo, at vi kan samle 90 mandater. Vi vil prøve alle muligheder af, og vi har sagt meget klart, at det er det politiske, der bliver udslagsgivende.«

Og så til sidst det spørgsmål, som de fleste på Christiansborg stiller sig selv for tiden:

Kommer valget snart?

»Nej. Eller snart og snart. Relativt snart. Over jul måske.«