Dronningens kunst får ros af parnasset

De etablerede kunstnere Bjørn Nørgaard og Ingvar Cronhammar kalder Dronningens kunst for højt kvalificeret.

Dronning Margrethe er en velkvalificeret kunstner, mener etablerede kunstnere som Ingvar Cronhammar og Bjørn Nørgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dronningens kunstneriske virke og kunstmuseernes villighed til at udstille resultaterne er til diskussion, hver gang, når et museum åbner en udstilling med hendes arbejder.

Det sker igen i dag i Skovgaard Museet i Viborg i anledning af Dronningens runde fødselsdag den 16. april.

Skovgaard Museet, der i forbindelse med udstillingen har udvidet åbningstiderne drastisk, kan se frem til høje besøgstal. Men hvis det går, som det plejer, også til kritik for at lade Dronningen komme foran decideret professionelle kunstnere med akademiuddannelse og det hele.

Men den kritik er helt forfejlet, mener to af dansk kunsts tungeste skikkelser, Ingvar Cronhammar og Bjørn Nørgaard, der begge har en meget lang produktion bag sig og som sidder eller har siddet i dansk kunsts helt centrale organer. 

Dronningen har for længe siden erhvervet sig retten til at udstille - også på danske kunstmuseer. Det er helt legitimt, siger Bjørn Nørgaard, der er en af landets mest kendte kunstnere og i næste uge - på Dronningens fødselsdag - åbner en stor udstilling på Statens Museum for Kunst

Bjørn Nørgaard vil ikke direkte udtale sig om Dronningens billeder:

- Jeg er jo hverken maler eller kunstkritiker, men jeg synes, Dronningen udøver sit kunstneriske virke på et så højt kvalificeret niveau, at det er helt i sin orden, at hun udstiller på kunstmuseerne.

Dronningen viser fra i morgen en større udstilling på Skovgaard Museet i Viborg. Det er udstillinger af den slags, der undertiden vækker utilfredshed nogle steder i det danske kunstmiljø?

- Men det er urimeligt, siger Bjørn Nørgaard. Det er urimeligt at blive sur over det. Der går ikke noget fra nogen, fordi Dronningen udstiller. Vi skal være glade for, at Dronningen interesserer sig for kunst. Jeg må for mit eget vedkommende sige, at jeg har været glad for at møde to så begavede mennesker som hende og Prinsgemalen.

Dannet skole

Hvilken betydning har Dronningens billeder for dansk kunst?

- Som nævnt er jeg jo ikke kunstanmelder, og som nævnt synes jeg, at niveauet er højt. Jeg kan endog konstatere, at hendes arbejde med decoupagerne har betydet noget for en række yngre kunstnere, der arbejder med papirklip. Det er da blandt andet inspireret af H.C. Andersen og Majestæten.

- Det er klart, at hun bliver bedømt ud fra, at hun er dronning. Sådan er det. Men jeg bliver da også selv bedømt for noget, jeg lavede for 40 år siden, siger Bjørn Nørgaard og henviser dermed til sin fortid som hesteslagter eller måske til den gang, Lene Adler Petersen og han skabte Børsaktionen - også kaldet Den Kvindelige Kristus -  hvor hun gik nøgen gennem Københavns Fondsbørs med et kors i hånden, mens han filmede begivenheden,

Anelsesfulde billeder

En anden af de tunge drenge i dansk kunst, billedhuggeren Ingvar Cronhammar, der måske vil være mest kendt for kæmpeskulpturen Elia uden for Herning, ser heller ikke noget galt i, at Dronningen maler, og at museerne udstiller hendes billeder:

- Jeg fornemmer, at Dronningen har en indsigt i den skrøbelighed, der er i kunstens væsen. Det er kun en god ting. Jeg synes, at hun er indsigtsfuld, kerer sig om kunsten, og for mig lægger det kun yderligere positivt til hendes gerning som dronning.

Ingvar Cronhammar genkender Dronningens arbejdsmetode hos sig selv.

- Jeg kan huske, da jeg i sin tid så hendes truende skybilleder (på udstillingen i Kunsthallen Brandts i Odense i 2005. red.) da mærkede jeg, at motiverne på billederne havde haft en aflejring i sindstilstanden hos hende, som jeg fornemmede, mindede om min egen måde at arbejde på. Senere lagde jeg mærke til nogle motivisk set dristige valg i hendes blå-grønne billeder. Jeg synes, hun er en gevinst for det danske kunstliv.