Selv om sidste afsnit af DR's populære krimiserie »Forbrydelsen« rullede over skærmen i november, høster Sofie Gråbøl stadig hæder for rollen som den benhårde kriminalkommissær Sarah Lund.
Mandag formiddag var det selveste Dronning Margrethe, som hædrede Sofie Gråbøl med et ridderkors for bl.a. præstationen som Sarah Lund. Det skriver tvtid.dk.
Flere af »Forbrydelsens« øvrige skuespillere fik også overrakt det prestigefulde ridderkors. Deriblandt Søren Sætter-Lassen, som i tredje sæson af »Forbrydelsen« spillede den tvivlsomme justitsminister Mogens Rank. Sætter-Lassen er lige nu sygemeldt, efter en stor dekoration væltede ned over ham under øvelserne på teaterforestillingen »Lulu«. Han blev tildelt den specielt fine kommandør-grad.
Også Morten Suurballe, der spiller drabschef Lennart Brix i alle sæsoner af »Forbrydelsen«, og Helle Fagralid som er med i tredje sæson fik ridderkorset og kan nu kalde sig ridder af 1. grad.
Alle de hædrede skuespillere har - udover deres roller i »Forbrydelsen« - tilknytning til Det Kongelige Teater.