Nogle af dronning Marie-Antoinettes smykker er solgt i auktionshuset Sotheby's i Geneve. Smykkesalget omfatter bl.a. en ring med en lok af hendes hår og en halskæde med 331 perler. Salget har vakt opsigt, dels fordi smykkerne er udsøgte, dels fordi de forbinder os med dronningens tragiske historie.
Dronningen af Frankrig
Dronning Marie-Antoinette og kong Ludvig XVI blev ofre for den blodige revolution i Frankrig, der startede i 1789. Hun blev født i 1755 og var datter af kejserinde Maria Theresa og kejser Franz I Hun blev gift med Ludvig-August, som var arving til den franske trone, da hun var blot 14 år gammel. I 1774 blev Ludvig konge under navnet Ludvig XVI og dermed blev Marie-Antoinette dronning.

Hun blev aldrig populær blandt den franske befolkning og rygter og slibrig litteratur ombølgede hende. Man anklagede hende for vellevned, mens dele af befolkningen sultede. Det hjalp ikke, at dronningen blev involveret i en række celebre skandalesager, hvoraf en affære med diamanter skadede hendes prestige. Det drejede sig om ekstremt dyre juveler, som dronningen blev beskyldt for at ville købe gennem uhæderlige mellemmænd. Hun var ganske vist uskyldig i affæren, som udviklede sig til en indviklet intrige, men den vedblev at skade hende.
Smykkerne blev smuglet ud af Paris
I begyndelsen af revolutionen i 1789 blev kongefamilien sat i husarrest. Familiens situation blev forværret, da de 10. august 1792 forsøgte at flygte fra Paris. I august 1792 blev de placeret i en arrest og i oktober blev dronningen dømt for højforræderi af en revolutionær domstol og derefter guillotineret.
I marts 1791, før deres flugt fra Paris, forberedte Marie-Antoinette at få smuglet nogle af sine smykker ud af byen. Fra en beretning af dronnningens hofdame Madame Campan ved vi, at dronningen brugte en aften til at pakke nogle af smykkerne ind i uld og placere dem i en træboks. Derefter blev boksen sendt til Bruxelles, hvor hendes søster Marie-Christine og hendes mand hertug Mercy Argenteau herskede. Denne hertug var tidligere ambassdør i Paris og havde dronningens fortrolighed. Hertugen fik smykkerne sendt til Wien, hvor de blev opbevaret hos kejseren.

Dronningens luksusliv og hendes ubesindige indblanding i politik skabte alle mulige dårlige historier om hende. Man sagde, at hun skulle have sagt, om de klagende demonstranter ikke kunne spise kage, nu da de klagede over brødpriserne. Historien havde imidlertid intet på sig og var en vandrehistorie. Men historien havde dog så meget på sig, at hun ikke viste tilstrækkelig erkendelse af befolkningens dårlige forhold, mens hun brugte store summer på sig selv.
I sidste fase af revolutionen udviste hun imidlertid stort mod og er blevet hyldet for sin rolle som kærlig mor.
Kejserfamiliens arvinger i Bourbon-Parma-familien har nu solgt smykkerne. Ti af smykkerne, som var vurderet til ca. 20 millioner kr. blev solgt for ca. 300 millioner kr. Flere af smykkerne blev solgt for 20 gange så meget som vurderingssummen. Ialt blev samlingen solgt for ca. 400 millioner kr.