Drømmespillet for de eventyrlystne

Forza Horizon 3 Train Showcase Fold sammen
Læs mere

Jeg ræser afsted på en asfalteret landevej nær byen Surfers Paradise i det østlige Australien. Solens stråler står direkte ind på bakspejlet i min modificerede sportsvogn, og det gør det svært at se de bagvedliggende konkurrenter.

Ikke at jeg ligefrem har tid til at dvæle ved dem, for foran mig ligger tre andre biler, og vi kæmper alle om at komme først over målstregen, der nærmer sig nogle få kilometer væk.

Pludselig slår ruten et knæk, væk fra vejen, gennem et hegn og ud på en lille, støvet sti, som fører ned mod kysten.

Synet af havet, lyden af motorer, der brøler, og ikke mindst underlagets skift fra hårdt til blødt kræver al min koncentration, og jeg når kun akkurat at kompensere i tide, da et lille hop og efterfølgende venstresving ellers truer med at sætte min bil i skrid ud mod en ufrivillig dukkert i havet.

To minutter senere drøner jeg over målstregen. Endnu en sejr og dermed flere point.

Jeg er lige begyndt på »Forza Horizon 3«, og derefter kører timerne derudad, indtil jeg først ud på natten bremser op for at gøre status.

Jeg føler mig dybt underholdt, først og fremmest af spillets imødekommende og varierede design – det lader til, at udviklerne kender mig og ved, at jeg ikke lige frem er den mest vedholdende racerkører, som elsker at barbere milisekunder af på den samme bane igen og igen. Derimod bliver jeg hurtigt irriteret, hvis fremskridt i et racerspil mest afhænger af, hvor meget eller lidt jeg tuner mine bremseskiver og sætter de rette spoilere på hækken. Den slags nørderi kan også lade sig gøre her, men jeg behøver det heldigvis ikke.

I stedet handler det i »Forza Horizon 3« mest om at få udforsket så meget af et gigantisk landkort som muligt for derigennem at opdage nye løbsformer, der kommer i et væld af afskygninger:

Naturligvis almindelige ræs mod andre, men også fotofælder, konvojer, opdagelsesture, udskridningskonkurrencer, destruktionsdueller, sprint, løb mellem specifikke bilmærker, og ikke mindst såkaldte PR-stunts og showcases som for eksempel kapløb mod kørende lyntog, der giver godt med fans, som følger mig og derved giver mig flere penge og muligheder for at købe nye biler.

Læg dertil en god bunke online-løb, og listen er dejligt lang og udfordrende.

Der er også en overordnet historie indbygget; noget med at jeg skal opbygge et racer-imperium ved at arrangere autofestivaler rundt om i Australien, men historien er egentlig kun vigtig som den lim, der får de mange valgmuligheder klistret sammen.

Jeg har lige vundet en funklende BMW X6 M (årgang 2015), da det vigtigste tidspunkt kommer for mig i »Forza Horizon 3«. Det er dét »zen«-moment, hvor styringen af bilen pludselig går i sync med hænder og hjerne, hvor følelsen af at blive ét med bil, computerskærm og controller indtræffer. Det sker ikke altid for mig i racerspil, men når det gør, er det som at høre englene synge en hymne om rendyrket kørespilleglæde.

Jeg oplever det i en hårdkogt duel mod en toptunet Mercedes AMG gennem et skovbryn i tusmørke, og det giver mig gåsehud. Og dermed sendes en varm anbefaling af »Forza Horizon 3« til alle, der kan lide hurtigt ræs uden alt for meget spildtid i garagen, men med masser af letbenet autounderholdning.

Forza Horizon 3

Platform: PC, Xbox One. Udvikler: Playground Games. Udgiver: Microsoft. PEGI-aldersmærkning: 3+. Testet på: Xbox One.