I 1985 gik tæppet til en ny musical på Barbican Theatre i London. Anmelderne var bestemt ikke begejstrede, og de gav musicalproduktionen dumpekarakterer.
»At se den er lidt som at spise en artiskok: Du skal gå gennem en hel masse for at få meget lidt,« lød det for eksempel fra Mail on Sunday’s anmelder Kenneth Hurren.
Men publikum var ligeglade, og ved hjælp af det klassiske »mund til mund«-princip er »Les Misérables« i dag en af de største succeser i musicalhistorien.
Forestillingen har været spillet i 43 forskellige lande og er blevet set af over 60 millioner mennesker.
Susan Boyle vækkede Hollywood
En filmatisering af Victor Hugos roman fra 1862 i musicaludgave har været varslet længe. Allerede to år efter urpremieren i London meldte »Les Misérables«’ teaterproducent, Cameron Mackintosh, ud, at der var en film i støbeskeen, men først de seneste år har en filmatisering kunnet interessere pengemændene i Hollywood.
Lige pludselig stod en kvinde ved navn Susan Boyle nemlig på scenen i et TV-talentshow og sang »I Dreamed a Dream« fra Les Misérables. Det var et klip, som gik verden rundt, og pludseligt vidste alle, hvor sangen var fra.
»Sceneproduktionen gik ret godt, men så fik den et rigtigt spark,« som Cameron Mackintosh har sagt til Entertainment Weekly. »Pludseligt kunne jeg høre en bunke nye mennesker, som ellers ikke nødvendigvis havde tænkt sig at se»Les Misérables«, sige, »Åh, det er dér, den sang kommer fra. Jeg tror, jeg vil tage ind og se den.« Og alt det skete selvfølgelig tæt på musicalens 25 års jubilæum.«
Pludselig var Hollywood interesseret, og på torsdag er der dansk premiere på den Oscar-vindende filmatisering af »Les Misérables«. Bag kameraet står den britisk-australske instruktør Tom Hooper. Han er især kendt som instruktøren bag »Kongens store tale« fra 2010. Og det er ikke hvem som helst, som spiller hovedrollerne i filmen. På rollelisten er blandt andre store stjerner som Hugh Jackman, Russell Crowe, Anne Hathaway, Sacha Baron Cohen og Helena Bonham Carter.
Allerede en uge efter premieren i USA 25. december 2012 havde filmen indtjent 73 millioner dollar, alene i de amerikanske biografer. Og ved årets Oscarfest blev det til fire statuetter, bl.a. for bedste kvindelige birolle.
Skuespillerne har sunget live
Det er ikke første gang, »Les Misérables« filmatiseres, men det er første gang, den filmatiseres som musical, og det er første gang, at skuspillerne har sunget live under optagelserne.
Det var et krav fra Tom Hoopers side, at der ikke blev benyttet forproducerede indspilninger, ellers ville han ikke lave filmen.
»Det kunne man ikke have gjort for ti år siden,« har han sagt til New York Times.
»Nu kan man få skuespillernes spil til at diktere sangen, i stedet for at den indspillede sang dikterer skuespillet. Jeg havde aldrig troet, jeg ville kunne sige, at jeg har gjort noget nyt, for i de fleste tilfælde er det overmodigt. Men teknologien har gjort det muligt for os, ligesom da farven kom, eller da animationen fik sit gennembrud.«
Instruktøren havde dog ikke ubetinget opbakning til projektet.
»En masse mennesker sagde, at det ikke var en god idé. Musicalen er svær at overføre til film. Det er derfor, den ikke er blevet lavet i 25 år. Men kombinationen af stemme og musik kan give folk en emotionel rejse, som måske ikke kan laves i traditionelle film.«
Som musicalproduktion har »Les Misérables« gennem årene gået sin sejrsgang på adskillige danske teatre.
»Les Misérables« på Aarhus Teater næste år
Aarhus Teater, som tidligere har produceret internationalt kendte musicals som »Sweeney Todd« og »Chess«, er klar med sit bud på den populære musical i 2014. Både på egen scene og på en omfattende turné. Bag produktionen står den svenske instruktør Georg Malvius, som har sat den store forestilling op flere gange før.
»Det er en af de bedste moderne musicals. Det er sådan en god historie, og det er smukt komponeret musik. Det er et episk drama, som er meget hjertegribende. Man bliver mere eller mindre suget ind i historien, og man har lyst til at lære karaktererne bedre at kende, siger Georg Malvius.
Han har allerede set filmatiseringen, og som dedikeret Les Misérables-tilhænger har han naturligvis en mening om den.
»På nogle punkter levede filmen ikke op til mine forventninger. Men højdepunktet var helt klart dramaet og måden, som historien blev behandlet på. Jeg blev rigtig rørt.«
Ifølge Georg Malvius har »Les Misérables« sat meget tydelige aftryk på musicalverdenen.
»Den har bevist, at en så episk historie er mulig at overføre til scenen. Selv om den involverer en masse mennesker og en historie, som udspiller sig over mange år. Da »Les Misérables« kom, vidste ingen, at man kunne overføre sådan noget til scenen, men det er kombinationen af bogen og musikken, som gør »Les Misérables« særligt speciel.«
Når Georg Malvius og hans hold indtager Aarhus og resten af Danmark, har forestillingen ifølge Malvius selv et andet udtryk, end man normalt ser »Les Misérables« med.
»Min produktion er meget anderledes end originalen,« fortæller Georg Malvius.
»Det er ikke et spørgsmål om god eller dårlig. For en anderledes version kan være lige så god som originalen. Jeg har været så heldig at få lov til at bruge de bedste sangere i Danmark. Og jeg håber, folk bliver bevæget af måden, jeg laver den.«