Drømmen om blanke bøger

Et bogomslag består af forsideillustration, bagsidetekst, forfatterbiografi og portrætfoto. Men hvorfor egentlig? Og hvorfor fantaserer skribenten om Borges og kridhvide bøger?

book notebook textbook white blank paper template Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan ikke dømme en bog på dens omslag. Sådan lyder en udtrådt vending. Og det er jo rigtig nok. Sådan ideelt set. Det er jo ordene, sætningerne og siderne, det handler om. Også selv om de ikke umiddelbart er til at se i en boghandel eller på BogForum, hvor nogle omslag råber op i kampen om gæsternes opmærksomhed, mens andre forsøger at nå dem på mere stilfærdige måder. Ligesom en hvisken, der altid får nogle til at spidse øren.

Selv har jeg skrevet tre romaner med både forsideillustration, bagsidetekst, forfatterbiografi og portrætfoto. Helt efter bogen og af både subtilt og opsigtsvækkende tilsnit. Men jeg har en radikal drøm om en anden type omslag, der vil føre til nye, mere åbne læsere for ikke bare mig, men for alle forfattere. Drømmen vender jeg tilbage til efter et nærmere kig på de elementer, der udgør et traditionelt omslag.

Det er ikke nyt at bruge andet end ord på en bogs forside. Allerede Danmarks første bibel, fra 1550, var rigt illustreret med tegnet våbenskjold og ornamenteringer, som indrammede teksten, der fortalte at det var en bibel. Og dén bibel repræsenter på dén måde den ene af de to illustrationsveje, der også blev antydet ovenfor. Altså den abstrakte illustration, der anslår en følelse eller løst antyder et eller flere temaer. Den står over for den anden type illustration, der etablerer en mere direkte forbindelse til indholdet. Som når der uden på en af verdens millioner af krimier ses en blodplettet kniv, en rygende pistol eller, ja, tænk selv på en drabsgenstand.

Det hele handler om det samme, nemlig om at sælge historier, mens de mere abstrakte illustrationer forsøger at gøre det samme på mere indirekte eller »kunstneriske« måder, som læsere af eksempelvis digtsamlinger må formodes at finde passende.

Bøgernes titel spiller, groft sagt, efter de samme regler. Enten er titlen meget bastant og konkret henvisende til indholdet eller lokkende på en mere sofistikeret facon. Som på den ene side Jussi Adler-Olsens »Kvinden i buret« og på den anden Helle Helles »Hvis det er«. To vidt forskellige strategier, rettet mod to forskellige læsegrupper, men igen med samme formål: At få læserne til at fatte interesse for indholdet.

Vender man disse – eller snart sagt alle andre – bøger om, vil man ved siden af handlingsridset, eller på flappen, se en kort faktatekst med forfatterens fødselsår, tidligere udgivelser, eventuelle priser. Desuden et portræt af forfatteren. Det er en hel genre for sig, med sine egne klicheer: Kvinden med hagen hvilende i hånden, manden med smøg og sammenknebne øjne, det sorthvide pasfoto. Ganske få generiske typer.

Portrætfotoets konventioner gør også, at der skal meget lidt til, før et forfatterfoto vækker opmærksomhed. Som Kristina Stoltz måtte sande for nylig, hvor hendes portrætbillede på hendes roman »På ryggen af en tyr« vakte mere opsigt end bogen selv. Her ses Stoltz i tanktop under et par smækbukser. Var billedet for meget? Spillede det op til et mandligt blik? Spillede hun på sex?

De spørgsmål og andre blev hvirvlet op. Ikke mindst fordi romanen udkom umiddelbart efter, at en anden forfatter, Christina Hagen, havde skrevet, at »Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt«. Altså at kvindelige forfattere er underlagt et selektivt mediesystem. Vil man interviewes og have opmærksomhed, må man spille på sit køn og – hvis man har en sådan – sin sexappeal. På den måde er portrætfotoet blevet del af en større kønsorienteret diskussion, og mon ikke portrætfotoet ofte er så stereotypt, fordi det er så let at træde ved siden af? Det samme gælder vel i øvrigt også alle de øvrige aspekter ved et omslag.

Men det konventionelle omslag udgør heller ikke noget problem: Det hjælper læseren ind i en bestemt forventning og stemmer sindet til poesi, prosa, krimi und so weiter. Men selv om det er »fint nok«, er det ikke optimalt. For omslaget er også stærkt reducerende og ekskluderende. Hvilket det fine forlag Jensen & Dalgaard forsøgte at gå imod i bagsideteksten til Aksel Selmers »Bomvogtersken«, som de udgav for nylig. Her skrev de: »Egentlig vil vi helst ikke skrive noget her på bagsiden, sådan at du som læser kan opleve »Bomvogtersken« uden forudindtagede meninger og kortfattede handlingsreferater, som alligevel ikke yder romanen retfærdighed.«

Men så skriver Jensen & Dalgaard videre: »Men det forventes jo, at bogen ’sælges’ og præsenteres her på bagsiden, så vi forsøger os.«

Ja, konventionerne er stærke, og i mødet med bagsideteksterne og portrættet ledes læseren ind på enten positive eller negative forventninger. Ser man eksempelvis et portræt af Henrik Nordbrandt eller Ib Michael, tændes sympatier eller aversioner øjeblikkeligt.

Begge dele er sørgelige på deres måde. Fordi det forstyrrer det, man kunne kalde »det rene blik«. Det forplumrer tilgangen til enhver bog og sætter fordomme og præferencer på overarbejde. Ja, den rene læsning findes ikke og har aldrig gjort det. Men det kunne det komme til, hvis bøger udkom uden forsideillustration, bagsidetekst, forfatterbiografi og portrætfoto. Helt rensede omslag, bare blankt papir. Man ser det for sig: Store biblioteker, boghandler og messer med tusinder af bogrygge helt i hvidt. Som blændende Parthenoner. En forestilling, der lyder som noget, som argentinske Jorge Louis Borges kunne have skrevet frem, og hvor hver bog ville blive læst ude af sammenhæng, uden forudfattede meninger om forfatteren, hans eller hendes værk og liv i øvrigt. Slettet for biografi, for ansigter, for hurtige domme. Uden alle de elementer, der normalt og på et par sekunder fæstner eller frastøder læseren. Uden dét, der får os til at læse en debutant som en debutant, en nestor som en nestor og så videre.

De hvide rækker med bøger er lidt af et drømmescenarie. Også fordi forfattere efter den totale selvudslettelse fra bogens overflade kun ville skrive for litteraturens skyld. Ikke for penge eller anerkendelse. Men er altså også netop et drømmescenarie. Med tryk på drømme. Altså uden hold i virkeligheden og de realiteter, læserne og bogbranchen lever i og under. En utopi. Desværre. Men måske alligevel værd at tænke over. At bøger godt kan være gode og tale til os. Selv om vi allerede har dømt dem ude på omslaget.