Jeg har taget den frem igen. Min kærlighed og forbandelse. Min hede drøm og natlige pine.

Violin nummer ét i mit liv blev købt for penge fra min konfirmation. Jeg havde ellers kig på den flotte fløjte hos en instrumentmager inde i midtbyen.

Men violinen hang ned fra loftet og virkede så uendelig ædel og kostede kun det dobbelte.

Så jeg slog til. Fandt en lærer på den lokale musikskole. Blev hurtigt overdraget til et pensioneret medlem af Det Kongelige Kapel – der igen sendte mig videre til en koncertmester i DR SymfoniOrkestret og professor ved konservatoriet.

Talentet var vist okay. Min tålmodighed til gengæld stort set fraværende. Så jeg fik måske nok spillet mig til optagelse på konservatoriet og gennemført uddannelsen på normeret tid.

Jeg blev bare aldrig for god. Men de mange lidelser ved violinen gjorde mig en vigtig erfaring rigere:

Nemme og godt gehør kan være helt fint. Talent er måske endda en forudsætning for det lykkelige arbejdsliv. Men hvad, der virkelig rykker, er knofedt og endeløse timer med stadig ømmere puder på fingerspidserne. For der kan til enhver tid komme en ung fyr med endnu mere talent. Hvorimod din investering i skalaer og store etuder og småsvære stykker med dobbeltgreb altid vil give afkast.

Så ja: Jeg er uendelig meget lykkeligere for mit liv med tasterne. Og nej: Jeg misunder ikke de herlige hold af strygere i landets orkestre et sekund.

De har forhåbentlig nydt sliddet med strengene.

Men de har ikke sjældent ofret en halv barndom og det meste af en ungdom på projektet.

Og hvad de færreste måske tænker på: En musiker udfører måske nok det dejligste arbejde i verden. Men han skal gøre det på kommando. Nu og her og ordentligt!

Følelsen kan i virkeligheden komme tæt på fængsel eller prostitution og kræver en integritet af de sjældne. Plus en god portion værkstedshumor.

Ingen fagfolk kan gå fra professionel til et liv som amatør.

Når musikere stopper i tide eller utide, holder de ofte helt op. En kendt koncertmester i hovedstadsområdet blev pensioneret for nogle år siden og ejer ikke engang en violin længere.

Men jeg har da spillet lidt for sjov gennem årene. Sådan mest for børnenes og opdragelsens skyld. Ikke så meget af hensyn til naboerne.

Det føles til gengæld lige magisk hver gang. Jeg får flashbacks til følelser for mange år siden. Jeg tænker også anderledes på mit arbejde og drømmer sært nok anderledes om natten.

Anspor dine arvinger til et liv med musik – og de vil aldrig føle sig helt alene.