Drømmen blev til virkelighed

Teater 2007 ..... var præget af forsøget på at komme et nyt publikum i møde – med risiko for at tabe det gamle.

»Den allersidste dans« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mungo Park

»Jeg betragter teatret som et tidligere skridt i evolutionen på vej mod filmen,« var der en af deltagerne i DR2s »Smagsdommerne«, der sagde. Ekstrabladsjournalisten Kirsten Jacobsen havde naturligvis ikke fattet noget som helst af, hvad teatrets særegenhed går ud på. Alt det der med nuet. Med de magiske splitsekunder. Med den fælles oplevelse, der – om alt går vel – kan opstå, når levende mennesker vil nogle andre levende mennesker noget. Teatret som et sted, hvor man et øjeblik får mulighed for at koncentrere sig en smule. Det potentielle mirakel af fælles åndedrag mellem scene og sal, tiden, der står stille og sådan noget.

Men et eller andet sted forstår man jo godt Kirsten Jacobsen, der for længst havde opgivet teatret. Hun må jo ganske enkelt have set for meget teater, som ikke var godt nok. Teater, som ikke havde noget med noget at gøre. Teater, som lukkede sig om sig selv. Kedeligt teater!

Hvad man end kan mene om kvalitetsniveauet på de danske scener, så kan man i hvert fald ikke længere beskylde teatret for ikke at prøve at komme i kontakt med sit publikum. Efter teaterballaden for et par somre siden fik vi langt om længe en fornemmelse af, hvad de københavnske scener kan og vil, selv om teateråret 2007 næppe varede længe nok til at give os den fulde sandhed. Men i hvert fald blev der eksperimenteret med publikumshenvendelsen hen over rampen på både små og store scener. Skuespillerne sagde hej og præsenterede sig ved eget navn. Vi stemte med undervejs. Vi rakte hænderne i vejret, blev inddelt i grupper, sendte kaffekanden rundt og gik på vandring rundt på teatre, hvor ingen længere kendte deres plads. Ganske enkelt fordi sæderne var taget ud!

Og hvad handlede det om? Teatret i 2007 tog først og fremmest afsæt i virkeligheden. Den virkelighed, som stak sit hoved frem her og der og alle steder i teaterforsamlingshusene. Det var næsten ved at være for meget af det gode, selv om man også må medgive, at fornyet opmærksomhed på den direkte kommunikation med publikum, fokuseringen på tidens politiske emner, hvad enten der var tale om køn, religion eller politik, samt den grad af bearbejdet autencitet, som mange forestillinger baserede sig på, sikkert kunne være med til at appellere til et andet og nyt publikum. Til gengæld var teatret godt på vej til at svigte det teater, der baserede sig på fantasien, følelsen, indlevelsen, drømmen og kompleksiteten, hvor ikke alt kunne og skulle forklares. Hvor nogle tillod sig at tænke en tanke – en rigtig dramatiker for eksempel. Uvirkelighedsteatret!

»Det er ikke en skid aktuelt,« pralede instruktøren Katrine Wiedemann forud for sin billedpotente, smågeniale iscenesættelse af Strindbergs »Et drømmespil«. Årets replik i dansk teater? Det er lige før, man synes det. Kirsten Jacobsen? Hun skiftede mening i en senere udsendelse. Hun var blevet udsat for en ny teaterforestilling, hvor hun følte, at et levende menneske ville hende noget. Mere opbyggeligt kan vi da ikke slutte teateråret af.