Drik vin med Christian IV

Virtual reality giver formidling nye muligheder. Unge mennesker kan således nu selv blive en del af historien. Christopher Schnoor arbejder på DR Historie med den nye formidlingsform og tror, at faget får en renæssance med den banebrydende teknologi.

I midten: Christopher Schnoor er historiker og arbejder med formidling af historie i DR. Fold sammen
Læs mere

Omkring et bål sidder en flok stenaldermennesker. De er klædt i rensdyrdragter og er ved at varme op til et måltid i fortidens Danmark. Ind i synsfeltet kommer en mand med en hare, som snart skal på bålet og blive til urdanskernes middagsmad. Idyllen bliver imidlertid brudt af høje kampskrig, og fra venstre farer en anden gruppe kampklare stenalderdanskere mod vore venner omkring bålet, og en drabelig kamp opstår. Det er scenen i en tre minutters kortfilm, som DR Historie står bag. Filmen er lavet som en virtual reality-film og er beregnet til, at man tager briller på og selv bliver vidne til den drabelige handling. Man kan ikke ændre slagets gang, for filmen er optaget med skuespillere, men man kan føle sig som en del af stenaldersamfundets virkelighed.

Filmen om stenaldersamfundet er én blandt flere, som 25-årige Christopher Schnoor laver på Københavns Universitet, som er en del af specialeopgaven. Hans vejleder er professor Ulrik Langen. Specialet beskriver virtual reality som et virkemiddel til historieundervisningen i folkeskolen, og i undersøgelsen inddrager han skolebørnenes oplevelse af historie fortalt gennem teknologien. Ifølge Christopher Schnoor er der tale om et positivt supplement til historieformidlingen, som den eksisterer i dag.

»Det er en stærk påvirkning, for de oplever det, som om de selv var tilstede i historien. Formidlingen med virtual reality skal selvfølgelig gøres ordentligt og på et fagligt solidt grundlag, for ellers bliver det overfladisk underholdning og blot en gimmick. Men unge mennesker tager den nye teknologi til sig uden hæmninger og kan derfor leve sig direkte ind i fortiden.«

Det er i forbindelse med DRs nye store serie om danmarkshistorien, at Christopher Schnoor via sit studiejob har fået muligheden for at formidle historie gennem virtual reality. Selve serien, der udkommer i 2017 og har Lars Mikkelsen som bærende fortæller, er ikke i virtual reality, men DR bringer som supplement til historien materiale, hvor teknikken er anvendt. Christopher Schnoor og hans kollegaer er derfor i fuld gang med film om korte scener fra danmarkshistorien. Der er næppe tvivl om, at vi i de kommende år vil se en massiv påvirkning af unge mennesker af virtual reality på mange områder – også når det drejer sig om historieformidling.

Christopher Schnoor peger på, at computerspil og ikke mindst pornoindustrien allerede er i fuld gang med at videreudvikle teknikken, så virtual reality giver nye muligheder for at blive en del af en parallelvirkelighed og måske endda gøre historie sexet for unge mennesker. Men han påpeger, at der endnu er en afgørende forskel på de film, hvor man med virtual-briller er passive vidner til en film, der allerede er indspillet og så computerspil, hvor man selv er aktør og kan ændre slagets gang.

 

Der findes allerede adskillige virtual reality-spil til PlayStation og PC, hvor deltageren med en controller kan aktivere sine arme og hænder og sætte præg på handlingen. Men Christopher Schnoor foretrækker rent formidlingsmæssigt den passive tilgang til teknologien.

»Historien er så spændende i sig selv, så den behøver vi slet ikke at ændre. Hvis man laver en film til undervisning, så skal det historiske være i orden, og det autentiske grundlag skal i mine øjne være fagligt kontrolleret. Hvis man først er ovre i en fantasiverden, hvor du aktivt kan ændre historiens gang og lade Napoleon vinde slaget ved Waterloo, så er det ikke fagligt forsvarlig formidling, men ren underholdning. Omvendt kan man netop med denne potente blanding af historie og underholdning ramme bredt og formidle historie til mennesker, der for eksempel aldrig ville åbne en bog.«

I Christopher Schnoors øjne giver den nye teknologi en mulighed for at give historiefaget en renæssance.

»Unge mennesker er til alle tider historisk interesserede, og påstanden om, at de i dag er ligeglade med historien, er ikke rigtig. Faget handler jo i bund og grund om os selv, og unge mennesker er i høj grad interesserede i sig selv, - det skal blot formidles, at de er en del af historien. Det kan virtual reality. Men historiefaget er i alvorlig konkurrence med alle mulige andre digitale påvirkninger, og vi kan ikke blot stå passive og lade udviklingen løbe om hjørner med os. Vi må så at sige tage brillerne på og komme med i konkurrencen om unge menneskers interesser. Det skal dog påpeges, at jeg opfatter virtual reality som et supplement til bøger og mundtlig undervisning og ikke som hovedsagen i historieformidlingen.« Schnoor peger på, at film og TV allerede nu er afgørende for unge menneskers historieinteresse, og når de synes, at romerrigets historie er fascinerende, så skyldes det ikke mindst film som »Gladiator« og ikke fagbøger.

»Vi kan simpelthen ikke tillade os at ignorere den nye teknologi, for så vil andre bare bruge den til at påvirke en ny generation med historiesyn, som, vi måske mener, er useriøs, eller som vi ikke bryder os om.«

Teknikken har endnu sine begrænsninger. Den er dyr og brillerne store og lidt tunge og softwaren bagved indviklet og dyr. Men Christopher Schnoor forudser en fremtid om ganske få år, hvor teknologien er blevet billigere og brillerne lette. Han mener, at om bare fem år vil den kunstige virkelighed være en uundværlig del af historieundervisningen i skolerne, hvor man har klassesæt med VR-briller og, hvor museerne har virtual reality indarbejdet, så man kan komme om bord på et dansk skib sammen med Tordenskiold og drikke vin med Christian IV.

Vil virtual reality svække en ung generations evne til at fantasere sig ind i historien på egne fantasipræmisser?

»Det tror jeg ikke, for virtual reality er blot endnu et input ud af mange, og fantasien kommer jo også et sted fra. Så fantasien vil stadig være der, og mennesket vil altid have behov og ønske om at fantasere sig til mere og noget andet, end hvad de præsenteres for. Men det helt afgørende anderledes ved den nye teknologis muligheder er, at de unge mennesker nu selv kan sætte sig ind i historiens handlinger på et digitalt sprog, som de er flasket op med. Når de blot læste bøger om Danmarks besættelse, så var de passive, men med virtual reality kan de være til stede, da tyskerne angreb 9. april 1940 og være en af de soldater, der blev beskudt. Det giver mentalt en helt anderledes oplevelse og indlevelse, som jeg tror vil øge engagementet og historiebevidstheden,« siger han.

Teknologien er stadig i sin begyndelse. Der findes på YouTube optagelser med biologen David Attenborough, hvor han med ny teknologi fortæller om dinosaurere, men det er optaget med 360 graders kameraer og er ikke virtual reality. Nogle museer arbejder på at introducere nogle virtual reality-forsøg, men endnu er det ikke fuldt integreret i museets udstillinger. Vi har dog kun set den spæde begyndelse, siger Christopher Schnoor.

»Når pornoindustrien er på dupperne, er det, fordi den kan se mulighederne. Og videregivelse af historie og erfaringer er vel sammen med forplantning noget af det, som mennesket altid har gjort. Derfor må vi på et seriøst grundlag skildre fortiden med den nye teknologi. Ingen af os kan jo være interesseret i, at en ung generation ser Napoleon i pornoindustriens kløer i sexorgier. Jeg ved ikke, om han var involveret i den slags, men jeg ønsker heller ikke at se det, hvorimod jeg ville elske at se Napoleon på slagmarken. Jeg ville dog ikke være en af hans tabende soldater ved Waterloo. Jeg tror, at jeg ville vælge et af de slag, som han vandt.«