Dreyfus-sagens dokumenter frigivet

Dreyfus-sagen rystede Frankrig i 1890erne. Først nu frigives samtlige akter i den politiske skueproces, der vakte opsigt i hele Europa.

Alfred Dreyfus Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det franske Forsvarsministeriums historiske afdeling har nu endelig frigivet samtlige dokumenter i sagen mod kaptajn Alfred Dreyfus. Materialet omfatter blandt andet officielle dokumenter, vidneudsagn, breve og rapporter om sociale kontakter og seksuelle forbindelser mellem nogle af sagens mange aktører.

Kaptajnen blev i 1894 anklaget for landsforræderi og dømt for at spionere for Tyskland. Dreyfus var komplet uskyldig og jøde, hvilket var en del af sagens politiske undertoner. Sagen vakte vild opstandelse i Frankrig. Det blev afgørende for den politiske debat i Frankrig, om man var for eller imod Dreyfus. Det blev en debat om antisemitisme og politiske reformer og om et korrupt fransk system, hvor intriger og jødehad trivedes i bedste velgående.

Alfred Dreyfus blev degraderet, og hans kaptajn-tegn revet af hans uniform og hans kårde knækket i en symbolsk handling, der gik verden over på tegninger. Han blev derpå sendt til Djævleøen ved Fransk Guyana. Her blev han i fem år anbragt i isolationsfængsel. Også i Danmark blev sagen en varm kartoffel og et hedt politisk emne. Det var, hvad man snakkede om, når man snakkede politik.

Baggrunden for anklagerne var, at de franske myndigheder hos den tyske militærattaché i Paris havde fundet en dokumentfortegnelse, hvis håndskrift lignede Dreyfus’. Det var denne påstand, som Dreyfus blev dømt på. Men i 1896 fik en ny efterretningschef, oberstløjtnant Georges Picquart, fat i et brev fra attachéen til den franske major Ferdinand Esterházy. Major Esterhaázys håndskrift viste sig at være den samme, som man havde fundet på dokumentfortegnelsen. Picquart alarmerede militærstaben, men han blev forflyttet til Afrika for at gøre ham tavs. Esterházy blev frikendt ved en krigsret i 1898.

Sagen tog en ny vending, da forfatteren Émile Zola kort efter angreb generalstaben i artiklen J’accuse (Jeg anklager), trykt i avisen l’Aurore. Artiklen indbragte Zola en bøde og fængselsstraf, som han undgik ved at flygte til Storbritannien. Zolas artikel fik stor virkning på opinionen. Sindene kom yderligere i kog, da et påstået bevis på Dreyfus’ skyld viste sig at være en forfalskning, udført af en oberst i efterretningstjenesten, Hubert Henry, der begik selvmord efter afsløringen.

To lejre

Nationen var nu delt i to uforsonlige lejre: Dreyfusarderne forsvarede republikkens idealer, herunder indvidets rettigheder, sikret af en retsstat. Antidreyfusarderne var især nationalistiske, kirkelige og antirepublikanske kræfter, der opfattede sagen som et angreb på hæren som institution og som landsforræderi. Deres kampagner var stærkt præget af antisemitisme.

Hjem fra djævleøen

I 1899 lykkedes det Dreyfus at komme for en ny krigsret i Rennes. Han blev delvist frikendt, men straks benådet af republikkens præsident, hvilket dog forhindrede hans rehabilitering. Det var først efter nye afsløringer, og efter at Esterházy var emigreret, at en civil domstol i 1906 ophævede dommen fra 1899 og rensede Dreyfus. Han fik titel af major og blev tildelt Æreslegionen.

Sagen om Dreyfus var slut, men affæren rakte videre. Den bidrog til adskillelsen i 1905 mellem kirke og stat. Dreyfus-affæren fik også en varig symbolværdi i kampen mellem venstre og højre i Frankrig.

Alfred Dreyfus blev siden forfremmet til major og trådte ud af tjenesten, da hans helbred var dårligt efter årene på djævleøen. Da Zola i 1908 blev begravet med statslig ære i kirken Panthéon, var Alfred Dreyfus til stede og blev let såret ved et attentatforsøg. Attentatmanden blev pågrebet, men blev ved den efterfølgende retssag forbløffende nok frifundet.

Under Første Verdenskrig trådte Alfred Dreyfus ind i militæret igen og kæmpede sammen med sin søn for Frankrig. Dreyfus døde i 1935, og hans begravelsesoptog kørte stille gennem Paris gader.

Da tyskerne besatte Frankrig, var også Dreyfus´ søn død, men et barnebarn af Alfred Dreyfus, Madeleine Levy, blev taget af Gestapo og døde i Auschwitz kz-lejr i januar 1944.

I 1985 bestilte præsident Francois Mitterand en statue af Alfred Dreyfus, der skulle stå i det militære forsvarsakademi. Men Forsvarsministeriet modsatte sig opstillingen, og statuen blev placeret ved Boulevard Raspail. Affæren og den stærke antisemitiske strømning i Frankrig i perioden har fået historikere til at spørge, hvorfor det var i Tyskland, at en ny ekstrem antisemitisme udviklede sig i det 20. århundrede og ikke i Frankrig.

De i alt 470 dokumenter om Dreyfus-affæren kan læses gratis på www.affairedreyfus.com