Dragekulisser på silkevejen

Der er mange udfordringer forbundet med at forvandle en bestseller af en roman til en Hollywood-film. Men når romanen i det store og hele foregår i Afghanistan og bevæger sig frit rundt i dette land, der efter Irak måske er det farligste sted i verden for amerikanere at opholde sig, så er den kunstige sne det mindste problem.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//252/252468/252468_original.jpg' target='_blank'>Se i stort format</a> Fold sammen
Læs mere

KASHGAR: Solen går hastigt og tidligt ned over det kuperede nabolag af forvitrede mursten, mørke gyder og en knirkende vindebro, der svinger uroligt over et vandløb i denne sagnomspundne indfaldsby, som forbinder det allervestligste Kina med det uvejsomme Centralasien.

Instruktøren Marc Foster er iført en parka-coat, som han går rundt her inde i den kølige to-etagers villa, der er opført specielt til hans film i et af byens fattigere kvarterer.

Men vinteren kommer ikke hurtigt nok til at opfylde kravene til denne aftens scene, der udspiller sig i Kabul, Afghanistan. Så en gruppe medarbejdere på villaens tag giver sig til at betjene en maskine, der fremstiller kunstig sne. Den udstøder da også et tilfredsstillende lag kunstsne, lysene tændes, og i de næste par timer ruller kameraerne.Khaled Hosseinis roman »Drageløberen« komplicerer yderligere sagen ved at være en episk fortælling. Dette var engang en yndet genre for de store Hollywood-produktioner, men i dag er det en glemt kunstart. Historien om det dødsdømte venskab mellem to afghanske drenge spænder over generationer og bevæger sig et godt stykke væk fra Kabul - blandt andet til Pakistan og til San Francisco, hvor eksil-afghanere lever kuet og hjemsøgt af en fælles fornemmelse af tab og afsavn.

»For mig var der fra begyndelsen tale om en historie, der skulle fortælles i en episk målestok tilsat en lille smule frygt,« siger Foster, hvis film ventes udsendt i november. Han har især lagt sig i selen for at genskabe en fornemmelse af Kabul i 1970erne, fortæller han, af gader fyldt med farver og af livet i et land, hvis middelklasse var opfyldt af håb, for så at besøge byen igen et par år senere, efter den sovjetiske invasion, for at udforske fornemmelsen af tabt identitet blandt landflygtige og tilbagevendte, »hvis land er blevet voldtaget og ødelagt.«

Hollywood har ikke været særlig ferm til at håndtere, hvad der var to af filmens største problemer: at finde det mest egnede sted for optagelser og besætte rollerne i en fortælling om folk med brun hud fra et fjernt land, som der ikke hersker stor forståelse for. Film beregnet til det store lærred har traditionelt krævet vestlige skuespillere i hovedrollerne og helst stjerner. Markedsføring dikterer som regel, at dialogen er på engelsk, hvilket ofte resulterer i usammenhængende eller endog latterligt stereotype accenter. Statister forventes at få det hele til at virke mere troværdigt, når de fremsætter nogle uforståelige replikker og tumler omkring i farvestrålende gevandter. Og når disse detaljer først var på plads, var stedet for optagelserne knapt så vigtige.

Lang vej til Kashgar
Men med »Drageløberen« satsede man på autencitet. Der spekuleres blandt andet i, hvorvidt det amerikanske publikum kan overtales til at udholde to timer med undertekster - noget biografgængere, takket være film som »Apocalypto«, »Letters From Iwo Jima« og »Babel«, der alle helt eller delvis udfolder sig på andre sprog end engelsk, i den senere tid har vænnet dem mere til.

Men det springende punkt i satsningen er Kashgar, hvor en stor del af filmen blev optaget. Og historien om, hvordan dette skete, er i sig selv noget af en historie.

Produktionsholdet tilbragte tre måneder med at finde egnede steder og skænkede naturligt nok ikke Afghanistan mange tanker, da de i første omgang udarbejdede en liste med 20 lande og drøftede, hvilket af dem der ville komme tættest på Afghanistan. Mulighederne strakte sig fra Indien over Marokko til Sydafrika, men E. Bennett Walsh, som stod for undersøgelsen, siger, at samtalerne blev ved med at vende tilbage til Kashgar, et sted kun få i Hollywwod nogensinde havde hørt om, og hvor ingen vestlig film nogensinde var blevet optaget. Walsh blev i første omgang draget af Kashgar på grund af beretninger og billeder fra rygsæksrejsende, fotografer og andre eventyrlystne:

»Dette sted er en slags Lonely Planet's greatest hits. De rejsende, man møder her, er hovedsagelig folk, som lever under primitive forhold og er Silkevejs-fanatikere.«

Kashgar har næsten ingen filmhistorie, men Kinas filmhistorie er begyndt at blomstre, og myndighederne, der er ivrige efter hurtigt at få placeret landets vestlige del på verdenskortet, begyndte at se velvilligt på ideen om at optage »Drageløberen« der. Dette var i sig selv et afgørende vendepunkt. Ikke lang tid forinden havde udlændinge fået forbud mod at rejse til regionen, hvor der længe er blevet givet udtryk for separatistiske følelser.

Ud over myndighedernes samarbejdsvillighed og tilstedeværelsen af dygtige filmfok i Kina var Kashgar det bedste sted, hvad angik lighed. Der findes en forskelligartet, stor muslimsk befolkning, og landområder, der ligner dem i Afghanistan.

»Gaderne i denne by byder på et væld af produktionsmuligheder. Det eneste, man skal gøre, er at ændre skiltene,« siger Walsh.

Rollebesætningen viste sig at være en endnu større udfordring. Kashgars gader kunne med sit mylder af skæggede mænd og kvinder i burka måske få en til at tro, at man er i Kabul. Men dialekten er ikke så nem at komme uden om, og producenterne var nødt til at finde dari-talende skuespillere. Homayoun Ershadi, en 59-årig iransk skuespiller, som havde hovedrollen i »Taste of Cherry«, en af vinderfilmene ved Cannes Filmfestivalen i 1997, blev hentet fra Teheran for at spille rollen som Baba, faren til Amir, der har hovedrollen. Khalid Abdalla, en egyptisk-britisk skuespiller, som havde en af hovedrollerne i »United 93«, spiller Amir som voksen. Han rejste til Kabul og gjorde sig så store anstengelser for at lære sig dari, at forfatteren Hosseini, som var til stede ved mange af optagelserne, og alle de indfødte i filmen blev dybt imponeret. Og Shaun Toub, den iranskfødte skuespiller, som var med i filmen »Crash«, spiller Rahim Khan, Babas nære ven og en af Babas vejledere.

I et interview understregede Abdalla ønsket om at portrættere det afghanske samfund på ret vis:

»Når man siger Afghanistan, vil de fleste mennesker straks tænkte på Taleban eller al-Qaeda, hvilket er forfærdeligt. En af de mest almindelige reaktioner på bogen er forbløffelse over, hvor rigt og interessant det afghanske samfund er.«

Jagten på drengene
Historien om »Drageløberen« er centreret omkring barndomsvenskabet mellem Amir, sønnen i en betydningsfuld familie, og Hassan, søn af dens tjener. De to drenge har udgjort et formidabelt par under den årlige drageturnering: Amir nedlægger dragerne, og Hassan løber dem op og bringer dem hjem i triumf. Lige indtil drageturneringen i vinteren 1975 hvor det hele går galt.

Så den vigtigste brik i puslespillet var at finde unge skuespillere, der kunne spille de to drenge.

»Jeg ved ikke, hvordan vi skulle have kunnet fortælle denne historie på engelsk og fanget essensen hos disse drenge,« siger Rebecca, en af producenterne, om beslutningen om at indspille på dari.

Opgaven med at finde børneskuepillere tilfaldt Kate Dowd, en specialist som tidligere havde arbejdet på film som Kevin Reybolds' »Tristan & Isolde«. Hendes søgen foregik i første omgang blandt grupper af afghanere i eksil i Europa, men det stod hurtigt klart, at børnene hun disse steder fandt, allerede kulturelt havde fjernet sig fra deres fædreland.

Dette førte hende til selve Kabul, hvor hun med et videokamera strejfede omkring i gaderne og tilbragte næsten en måned med at besøge skoler og børnehjem for at finde den perfekte Hassan og Amir.

»I Afghanistan er der ingen agenter, ingen filmselskaber - mange mennesker har ikke en gang fjernsyn. Jeg var nødt til at træde ind i klasseværelser og bare forholde mig åben overfor det hele og søge efter gnister, især fra de stille i hjørnet.«

Ud over et skarpt blik fik Dowd brug for stor tålmodighed. Hun fortæller om at drikke 45 kopper te med lederen af en fransk skole i Kabul, før denne stolede nok på hende til at lade hende. Så fik hun tre morgener til at søge i. I det niende klasseværelse spurgte hun eleverne, hvem der var den frækkeste i klassen.

»Der var ét barn, der forekom meget udadvendt, og lige ved siden af ham var der en anden dreng, som var stille, men som reagerede på situationen,« siger Dowd om den 11-årige Kekiria Ebrahimi.

»Jeg fornemmede et særligt energiladet øjeblik fra ham, og det kunne jeg ikke glemme. Han endte med at spille Amir.«