Dræberfår og gakkede gangarter

Monthy Python var britisk geniale og genialt britiske. TIl foråret er deres komik danmarksaktuel med musicalen »Spamelot«. Vi tegner et portræt.

John Cleese på vej til et ganske særligt ministerium Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er blevet sagt, at Monty Python var for humoren, hvad The Beatles var for musikken. Helt skæv er sammenligningen ikke. Den er faktisk rigtig god. For det første er der i begge tilfælde tale om, at nogle ekstremt begavede mennesker finder sammen i et kreativt fællesskab, hvor den gensidige inspiration og kammeratlige konkurrence udretter mirakler. For det andet var både beatlerne og pythonerne revolutionerende inden for deres respektive felter. For det tredje var begge geniale konstellationer som bekendt britiske. Og for nu at sætte trumf på parallellen mellem The Beatles og Monty Python, så var ingen ringere end den spirituelt anlagte beatle George Harrison engang inde på det samme. Ånden fra The Beatles var simpelthen gået videre til Monty Python, mente George Harrison (der finansierede den vidunderlige Monty Python-film »Life of Brian«, fordi det var en film, han gerne ville se), og tidsmæssigt giver udsagnet god mening. Monty Python debuterede på tv på et tidspunkt - oktober 1969 - da The Beatles reelt var gået i opløsning.

Om ånden fra Monty Python og de 45 episoder af »Monty Python´s Flying Cirkus« og de film, det så også blev til, også vil indfinde sig, når der til foråret er  premiere på en nyopsætning af Monty Python-musicalen »Spamalot« i Tivolis Koncertsal, ja, det får vi se. Der er i hvert fald noget at leve op til. Aldrig har tv været sjovere. Aldrig har noget vel i det hele taget været sjovere. Hvorfor blev det så sjovt?

I det omfang, man kan forklare kunst, tror jeg, at en stor del af forklaringen på den monty pythonske genialitet skal hentes i dens britiskhed. Stor kunst eksisterer aldrig i et vakuum. Den udspringer af noget, forholder sig til noget, dyrker noget eller er i opposition til noget. Og på samme måde som The Beatles´ ekstraordinære globale gennembrud i 1964 ikke kan tænkes uden en indestængt efterkrigstids-spirende-velfærdssamfunds-teenagelængsel efter at skrige sig frigørende hæs i musikalsk-erotisk ekstase, så kan Monty Python heller ikke tænkes, uden at man medtænker et dyb behov hos briterne - og den tids moderne mennesker i det hele taget - for at frigøre sig fra gamle dogmer og stivnede strukturer.

Og det er så her, den monty pythonske britiskhed kommer ind i billedet, for uden netop en britisk baggrund at spille på og gå op imod ville de sublime komikere, skuespillere, manuskriptforfattere og sprogekvilibrister ikke have haft det nødvendige råmateriale. Når for eksempel en umådeligt korrekt klædt embedsmand med netop aftaget bowlerhat tager imod i Ministeriet for gakkede gangarter, er det hele det klassiske, britiske bureaukrati med stiff upper lip, der får en kærlig én over nakken, og hvis man skal kunne komme på den sublime idé at lade overklassefjolser dyste i forskellige absurde idrætsgrene i en absurd morsom sketch med dødelig udgang, så er det helt klart en fordel at være vokset op i et absurd klassedelt samfund med en pæn stor mængde overklassefjolser. Og hvor ville Monty Python have været uden de mange sketches, hvor lurvede britiske husmødre med skingre stemmer i endeløse britiske rækkehusforstæder er involverede i indfangning af dræberfår, forvirring af katte og andre absurditeter?

Det er så vidunderligt britisk, og det er dét, det hele udspiller sig på baggrund af, og det gælder selvfølgelig også de mange Monty Python-sketches, der prøver at gå over grænsen i det dengang stadig meget snerpede, homofobe og i det hele taget seksualforskrækkede britiske samfund. Et smukt eksempel er det sted, hvor et tilfældigt møde mellem en herre og en betjent bliver til en homoseksuel date. Et andet er sketchen, hvor to mænd mødes på en pub og den ene på sin egen specielle, nyfigne måde udspørger den anden om dennes sexliv, indtil det viser sig, at den spørgende er jomfru. Et tredje er de sjofelheder, der kommer ud af munden på en sagesløs person, der forsøger at kommunikere via en ungarsk parlør.

Så man kan spørge, om ensemblet Monty Python kunne være opstået i dag som det, det var, og det kunne det selvfølgelig ikke, for verden er en anden, og det britiske samfund er på godt og ondt heller ikke, hvad det var. Når »Monty Python´s Flying Cirkus« så alligevel stadig er vidunderligt tv (og Monty Pythons film stadig er vidunderlige film), så er det, fordi verden stadig er absurd, og fordi vi stadig har brug for at grine kvalificeret ad det absurde. Monty Pythons kunst er stor kunst uden udløbsdato. Præcis ligesom The Beatles.

Musicalen »Monty Python’s Spamalot« har premiere i Tivoli, Koncertsalen, 22. marts.