Dracula

Vi bliver tilsyneladende aldrig trætte af myten om Dracula, der er blevet genfortalt utallige gange på film, TV, i litteratur og på teaterscenen. I går havde teatergruppen Mastodonternes musicalversion af »Dracula« premiere i Tivolis koncertsal. Men hvad er det, der gør, at vampyren tilsyneladende – i mere end en forstand – har evigt liv?

Dracula Fold sammen
Læs mere
Foto: Scope Features
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den sexede vampyr

Steen Lünell, instruktør, forfatter og komponist på Mastodonternes opsætning af »Dracula« i Tivolis koncertsal.

»Vores forestilling er en fantastisk kærlighedshistorie om en mand, der går rundt, fordømt og bandlyst af Gud, og leder efter hende, han mistede for 400 år siden. Men den er også rigtigt voldsom og grænseoverskridende. Og fræk! Forestillingen har i den grad en seksuel undertone, for Draculamyten handler jo i princippet om sex. Det der med at bide, bløde og suge er jo ting, man i 1897, da Bram Stoker skrev bogen, blev ret chokerede over. Dengang gik mændene rundt og opførte sig ordentligt, i hvert fald i de bedre kredse, og pludselig kommer der så en mand ind, der tager, hvad han vil have, og hapser de unge møer, der sidder skælvende og rystende, men også en lillebitte smule spændt på, hvad den store farlige mand vil dem.

I dag har vi ikke den seksualforskrækkelse blandt os voksne, men ellers tror jeg ikke, der er sket så meget på de 100 år plus det løse, der er gået siden. Der er stadig en spændt stemning. Det er derfor at »Vampire Diaries«, »True Blood« og »Twilight« rammer så godt ned i unge-kategorien, hvor man ikke har prøvet så meget endnu og her får lov at kredse om et emne, man synes er spændende. Vi prøver at se Dracula fra en ny side i forestillingen. Derfor er den heller ikke sat op på den klassiske musicalmåde, hvor der står en person og glor op i en spot og synger en lang sang. Her sker hele tiden noget for øjet og øret. Vi har 100 medvirkende og arbejder rigtigt meget med lysprojektioner og kæmpe optrin. Rent musikalsk kommer vi omkring en masse genrer; både den klassiske musicalstil, vaudevillen, balalajkatoner fra Rumænien og Ungarn og så selvfølgelig hård rock, der jo er djævelens værk.«

Truslen udefra

Martin Lyngbo, Instruktør og direktør på Mungo Park. Har netop iscenesat »Dracula« på Uppsala Stadsteater.

»Urmyten om Dracula har to sider. Den ene er kærlighedens dæmoniske bagside, der har kraft til at overskride menneskelivet. Så det i virkeligheden er den dæmoniske, dyriske, hævngerrige og farlige dimension i kærligheden, der giver evigt liv og gør, at mennesket bliver vampyr i stedet for menneske. Men Bram Stokers Dracula, der er det første verdenskendte vampyrværk, handler også om, hvordan en enkelt vampyr kan repræsentere alt det, som er modsat det, vi ser som civiliseret. Vampyren bliver en gryde, vi kan putte alt det hæmningsløse ned i: voldsom sex med de forkerte, blod og hævntørst, overvældende brutalitet, massemord – ting vi i den vestlige kulturkreds har en lang tradition for at placere hos »de andre«. Romerne hos khartagerne, grækerne hos perserne, europæerne hos araberne, amerikanerne hos indianerne. Det er hele ideen om nabofolket som det dyriske, der vil invadere os og ødelægge alt det, vi anser som værende fint og civiliseret.

Bram Stoker skrev Dracula i 1897, i vadestedet mellem victorianismens afslutning og freudianismens begyndelse. Samtidig skrev han under den første globalisering, hvor man kunne rejse rundt i hele verden uden pas – stort set. London var på det tidspunkt den kosmopolitiske verdens midtpunkt, et meget højt udviklet og civiliseret samfund, og denne åbning af grænser var angstprovokerende. Det skabte en hel genre der hed »invasion litterature«, fortællinger om noget dyrisk og farligt, der kom og erobrede London og England; tyskere, franskmænd – eller insekter, marsmænd og salamandere! En genre som Dracula skrev sig ind i. Vi er altså bange for, at vores helt personlige kærlighed skal transformeres til hævn og had, og vi er bange for, at vores smukke civiliserede samfund skal væltes af barbariske horder. En personlig psykologisk angst og en sociologisk fælles angst, der fortsat er relevant og nærværende i dag. Derfor er vampyrhistorierne også fortsat interessante at fortælle.«

Vampyren gennem tiden

Mathias Clasen, Draculaekspert, ph.d., med projektet »Monsters and Horrific Stories, A bio-cultural Approach«.

»Vampyren er egentlig en figur fra folkeovertroen. I løbet af romantikken blev han gjort til symbol på det hæslige, det dyriske, i mennesket. Bram Stoker portrætterede i sin roman fra 1897 det bestialske menneske med hugtænder og skarpe kløer. Det som er inden i os, men som vi prøver at komme ud over. I 1970erne, hvor der sker en masse sociale forandringer, får vampyren en mild drejning, hvor den bliver fremstillet som en forfulgt minoritet, man skal have ondt af. I 1990erne går det helt over gevind med vampyrromantik. Den amerikanske forfatter L.J. Smith, der har skrevet »The Vampire Diaries«, skabte sig en karriere på at skrive romaner for et typisk kvindeligt publikum, om kvinder der forelsker sig i vampyrmænd, der er sådan lidt flossede i kanten; Helt vildt lækre, helt vildt rige og helt vildt stærke – alt det som mænd skal være, men som regel ikke er i virkeligheden. Det blev taget op af andre forfattere som Stephanie Meyer, der skrev de hårrejsende dårlige »Twilight«-bøger. De seneste fem-otte år er vampyren blevet udelt sexet og attraktiv – en figur, som teenagepiger har plakater af på deres værelse. Så der er sket en ret voldsom genfortolkning af figuren siden Bram Stokers tid, både i forhold til udseende og psykologisk og social funktion.

Vampyren er jo i sin essens en slags rovdyr. En levende død, som ernærer sig ved blod, og det taler til det primitive i vores væsen. Vi har medfødte beredskaber, der gør os særligt opmærksomme på trusler i omgivelserne, selv fra fiktive monstre, der ikke er zoologisk plausible. Vampyren er jo umulig – liv og død er to kategorier, der ikke kan blandes. Derudover kan vampyren symbolisere alle mulige politiske og sociale temaer på en interessant måde. Der er ikke nogen der gider læse en kronik om faren ved at hengive sig til kødets lyst. Men hvis det er en spændende vampyrhistorie med samme morale, er det noget andet.«B