Drachmann banker på

Smukke moster Laura var med på Skagen, dengang der var noget ved det.

Den gamle digter Holger Drachmann - det var ham, der stod derude og bankede på. Foto: Skagens Museum Fold sammen
Læs mere

Alle familier har en hemmelighed. Og hvis læserne ikke kender deres families, så er det bare fordi den endnu er eller altid vil forblive en hemmelighed. Hver gang jeg ser P.S. Krøyers fremragende portræt af forfatteren Holger Drachmann, så tænker jeg på moster Laura. Hun var ikke min egen moster i sagens natur men min farfars, min oldemors søster.

I min familie har vi ingen, der har gjort sig bemærket. Tværtimod slægt efter slægt af husmænd og daglejere, hvis indfaldne ansigter stirrer påén fra de sepiabrune familiebilleder. Mærket af hårdt arbejde og vejrs og vindes unåde. Som havde kulingen hen over agrene blæst kødet af deres knogler og solen tørret ansigtshuden ind til pergament, der klæber til deres kranier, står de der med tandløse ansigter og barkede næver, der dukker frem af alt for stort vadmelstøj. Gamle før tid, slidt op. Hvilken alder har er de i det hele taget, oldingene på de der fotografier? 45? 50?

Men så er der altså moster Laura, som skiller sig ud. Hun ligner ikke de andre. For det første fordi hun førte sig frem i byen i knitrende, smallivet silke og med møllehjulshat. Hun glaner ikke forskræmt ind i linsen, stivnet i ren ærbødighed i kanonfotografens atelier. Nej, moster Laura poserer foran den malede baggrundsdekoration som var hun en Betty Nansen i mini-format. Yndig, yndig, yndig en elegant lille størrelse med det fyldige hår knejsende på hovedet, nysgerrige, mandelformede øjne og det lille, museagtige overbid, der kun giver ansiget karakter.

Og hvad har moster Laura så med Drachmann at gøre? Jo, hun er vores families claim to fame. For Laura var pige i huset hos Drachmann og fulgte om sommeren med til digterens berømte Villa Pax i Skagen, som han erhvervede sig i 1902, og hvor Krøyer har malet den tiljublede digter midt i arbejdet, halvt som skjald, halvt som julenisse. Hvem ved? Måske er det en usynlig moster Laura, der har tændt op i pejsen med sine små, fine porcelænshænder og ømt lagt plaiden om de berømte digterben?

Har moster Laura ikke overlevet i malerkunsten, så har hun det i hvert fald i litteraturen. Hør bare, hvad Agnes Henningsen skriver i en af sine erindringsbiografier, hvor Drachmanns tredje kone, norskfødte Soffi, optræder: »Hun vinkede til en lys pige med fletningen om hovedet, som kom ud for at modtage dem. Det er husets bra hjælp, Laurine.«

At Agnes Henningsen ikke kan huske moster Lauras rigtige navn, kan vi i min familie ikke tage os af. Måske er der tale om et diminutiv. Men huske hendes navn kunne til gengæld den herostratisk berømmede skørtejæger Drach- mann. Den ca. 60-årige, efterhånden lejlighedsvist sindssyge digtergubbe stod uden for døren til moster Lauras pigekammer i natskjorte og tiggede om at blive lukket ind. Hun låste nu ikke op. Hævdede hun i hvert fald. Hævdede min farmor. Men glad var han for hende, den store digter. I hvert fald har jeg hjemme en lille broche med indlagt ben og perlemor, som Drachmann havde med hjem til den kønne pige købt på en af digterens sidste rejser til det Italien, han flygtede til i sine forgæves forsøg på at redde sig fra den lungesygdom, der endegyldigt gjorde det af med ham i januar 1908.

Og hvad blev der så af moster Laura? Tja, efter sin tid som pige i det berømte kunstnerhjem, der er åbent for offentligheden den dag i dag, ernærede hun sig som hjemmesyerske. I hvert fald officielt som så mange andre smukke piger på den tid. Hvordan det så lige hænger sammen med, at hun altid var i sidste skrig, omgav sig med dyr kunst og betalte hele min farfars uddannelse til ingeniør se, det er moster Lauras lille hemmelighed. Og familiens. Men den berømte digter, han blev aldrig lukket ind i paradis.