Drabsofferet fra Krudttønden var tolerant filminstruktør

Det er den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard, som lørdag mistede livet efter skudattentatet mod Krudttønden på Østerbro i København.

Finn Nørgaard mistede lørdag eftermiddag livet ved et skudattentat på Østerbro i København. Fold sammen
Læs mere

Åbenhjertig, reflekteret, fordomsfri.

Den dræbte under skudvekslingen i Krudttønden lørdag aften stod for det modsatte af vold og religiøst vanvid, siger hans bekendte.

Finn Nørgaard var 55 år og uddannet på bl.a. Den danske Filmskole og Den Journalistiske Efteruddannelse. Han har de seneste år ejet Filmselskabet - en flittig leverandør af særligt dokumentarfilm til de landsdækkende medier samt virksomheder som SAS og Mærsk.

Han står blandt andet bag »En anden vej: Historien om fire nydanskere og en koncernchef« fra 2009, som fortalte om erhvervskvinden Stine Bosse og hendes samarbejde med fire nydanskere om konfliktløsning mellem unge af anden etnisk baggrund.

Han har også instrueret film for Kriminalforsorgen som »Jeg skal afsone« og »Det er for børn«.

Ytringsfrihed stod højt

Afdødes profil på Facebook er relativt tæt besat med opdateringer om islam og radikalisering. Særligt sagerne om satiretegninger og især attentatet mod Charlie Hebdo i Paris for en måned siden har optaget ham.

»Det er rystende og skræmmende, at modige mennesker er myrdet af kujonagtige muslimske fascister,« skriver han 7. januar.

»Den sætning er ikke karakteristisk for den Finn, jeg kendte,« siger Malene Trock Hempler - filosof, kommentator og hans ven gennem op mod to årtier.

»Han var optaget af samspillet mellem ytringsfrihed og kunst. Finn var et kosmopolitisk menneske. Åben, fordomsfri som få, altid interesseret i andre religioner og nye vinkler på livet. Hans død er frygtelig trist.«