DR3 får flere penge til danske programmer

DR vil finde et ekstra tocifret millionbeløb internt, som skal anvendes til mere egenproduceret indhold på DR3. Et skridt i den rigtige retning, lyder det fra de borgerlige politikere.

DR vi nu finde et tocifret millionbeløb, så DR3 fremover kan producere flere egne programmer. Her er det "Ond, ondere, ondest", hvor DR3 med en ny serie undersøger, om magt gør gode mænd onde.Foto: Nicklas Glad Korgaard Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det seneste par uger har flere borgerlige politikere rettet kritik mod DR. De mener, at programlægningen er kommet ud af balance. En del af kritikken er specifikt rettet mod DR3, der har de unge som målgruppe. Ifølge politikerne er der for mange amerikanske TV-serier og underholdningsprogrammer på DR3. Det vil DR3 nu lave om på.

DRs bestyrelse og direktion er på jagt efter flere penge til DR3. Målet er flere danske programmer. Pengene skal findes internt i DR, og målet er et tocifret millionbeløb.

»Bestyrelsen og direktionen er enige om, at vi synes, at der skal ske en omprioritering til fordel for mere dansk stof på DR3,« sagde bestyrelsesformand i DR, Michael Christiansen, i går til MediaWatch.

Michael Christiansen fortæller desuden til MediaWatch, at han endnu ikke kan sige, hvordan fordelingen mellem danske og udenlandske programmer vil se ud i fremtiden. Kanalen vil dog ikke helt sige farvel til udenlandske TV-serier og film.

»Vi vil ikke rense DR3 for udenlandske programmer. Vi har forståelse for, at politikerne helst vil se dansksproget indhold, men vi synes også, at det er vigtigt, at teenagerne bliver konfronteret med f.eks. gode BBC-programmer og internationale dokumentarer,« siger Michael Christiansen til MediaWatch.

Michael Aastrup Jensen var en af de politikere, der i løbet af de seneste to uger har rettet kritik mod programfordelingen på DR3. Han synes, at den kommende opprioritering af danske programmer er et positivt skridt.

»Det, vi hele tiden har sagt, er, at der for DR ikke er nogen idé i at sige, at man laver gode egenproducerede programmer – for det er jeg enig i – for de fylder så lidt. Alt for meget af sendefladen er fyldt op med amerikanskindkøbte film og TV-serier. DR tager nu et positivt skridt, men om det er nok til at ændre vores anklage om, at DR3 minder for meget om de kommercielle kanaler, det må tiden vise,« siger Michael Aastrup Jensen.

Det er Dansk Folkepartis kulturordfører, Morten Marinus, enig i. Han vil dog også gerne se, hvad DR3 har tænkt sig at sende af danske programmer.

»De egenproducerede programmer skal også have en vis kvalitet. Jeg synes, at et par af de programmer, de viser i foråret på DR3, måske bevæger sig ud i noget, der minder om reality-TV og pakker det ind ved at kalde det eksperimenter og forsøg. Det, synes jeg, minder for meget om, hvad man kan se på de kommercielle kanaler. Men det glæder mig, at de vil producere noget mere selv, men samtidig skal det, de producerer, heller ikke bare være tant og fjas,« siger Morten Marinus.

Også Liberal Alliances medie- og kulturordfører, Mette Bock, har rettet kritik mod DR3. En del af hendes kritik gik på, at DR3 bør satse mere på at bruge nettet som platform til de unge.

»Jeg holder fast ved, at DR bør satse mere på nettet. Men hvis de fastholder, at de vil lave en gammeldags flow TV-kanal, så jo mere egenproduceret stof desto bedre. Lad os få de amerikanske serier ud til fordel for eget stof,« siger Mette Bock.