dr.dk er Danmarks største

Danmarks Radios hjemmeside - www.dr.dk - er ifølge Foreningen af Danske Internet Medier Danmarks mest besøgte indholdssite målt på antal individuelle brugere per måned, oplyser DR i en pressemeddelelse.

I maj havde dr.dk 1.822.912 danske brugere eller en dækning på cirka 37% af alle danskere (7 år+). Når udenlandske brugere medregnes er tallet 1.959.460. »Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Det er en af vores væsentligste forpligtelser, at vi med vores tilbud når så mange som muligt, på alle platforme - selvfølgelig også med dr.dk. Derfor er det en klar og vigtig succes for os at, dr.dk reelt er det største indholdssite målt på individuelle brugere,« siger Nicolai Porsbo, der er leder af hjemmesiden.