DR vil lukke flere tv-kanaler - herunder DR3

Foto: Erik Refner. Arkiv
Læs mere
Fold sammen

DR har i sinde at lukke flere tv-kanaler.

Det oplyser DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, til TV 2.

Tidligere er det blevet meldt ud, at DR Ultra vil lukke, og nu meddeler Maria Rørbye Rønn, at man ligeledes er klar til at lukke DR3 som tv-kanal.

Kanalen har eksisteret siden 2013, men vil fremover overgå til streaming på internettet i stedet.

Ifølge TV 2 er det i forbindelse med det kommende medieforlig, som politikerne på Christiansborg snart skal til at forhandle, at man vil lukke ned for kanalerne. Her har kulturminister Mette Bock (LA) allerede tegnet skitsen for, hvordan det kommende medieforlig kommer til at se ud.

Mette Bock har blandt andet arbejdet for, at licensen skal sænkes, og har tidligere foreslået, at den faldt med fem procent i løbet af en femårs periode.

I det nye medieforlig vil man desuden styrke indsatsen for kultur, børn og unge, nyheder og aktualitet, mens DR skal bruge færre penge på underholdning. Samtidig skal DRs streamingtjeneste udvikles til at blive husets fremtidige tv-tilbud, skriver TV 2.