DR vil fange børn helt ned til et år med ny kanal

Mandag lancerer DR en nyt småbørnsunivers til de yngste seere. DR Minisjang skal være et pæredansk alternativ til de amerikanske tjenester, som vinder indpas. Nøgleordet er enkelthed. »Hvis du møder en ko på Ramasjang, vil den højst sandsynligvis sige hej og flyve afsted med en regnbue i rumpen. På Minisjang vil koen bare sige muh,« forklarer redaktør.

Mandag lancerer DR et nyt univers til de helt små. Børn fra et år skal kunne se med, og fokus ligger på genkendelighed. Billedet er fra DRs halvårspressemøde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr

Uhyggelige drager, vilde tv-serier og amerikansk action.

Danske børn har nok at vælge imellem, når der er skærmtid, men nu lancerer DR en tjeneste til de allermindste børn mellem et og tre år. Anført af pindsvinet Børste skal DR Minisjang lave pæredansk indhold, der »foregår i et tempo, de små kan følge med i«, som der er blev sagt på et digitalt pressemøde tirsdag eftermiddag.

DR lægger ikke skjul på, at tilbuddet er et forsøg at lave mere kvalitet til en målgruppe, der i høj grad ser både YouTube og Ramasjang. Undersøgelser viser, at 50 procent af de etårige børn er på YouTube hver uge.

»DR Minisjang er et trygt og legende reservat, som forældre med god samvittighed kan lade deres mindste bruge, fordi det tager højde for de mindstes udvikling i et tempo, hvor de kan følge med. For os er det ikke vigtigt, hvor længe de ser, men til gengæld hvad de ser, og derfor har vi høje ambitioner for indholdet,« fortæller Morten Skov Hansen, chef for DR Ultra, Ramasjang og nu også Minisjang.

Pindsvinet Børste er maskot for DRs nye børnetilbud DR Minisjang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr.

Udover den digitale kanal består Minisjang også af en legeapp med sanglege og øvelser i hverdagsting. Ifølge DRs materiale er der »ikke noget, der bimler og bamler, der er ikke noget, der skal nås på tid, og her gives ingen stjerner for korrekt løste opgaver«.

Fjernsyn til spædbørn

Spørgsmålet er så, hvorfor børn, der er helt ned til et år, overhovedet skal have deres egen kanal. Måske var det bedre, at de ventede med at se fjernsyn.

»Det er et fint spørgsmål, og det synes jeg da også, at man skal overveje som forældre. Samtidig må vi bare erkende, at de små børn ret faktisk ser en del. Og med vores ambition om at være noget for alle danske børn, så mener vi også, at vi skal ramme de mindste. Samtidig vil vi gerne give deres forældre et public service-alternativ,« siger Morten Skov Hansen, der pointerer den enkelthed, der vil være i Minisjangs tilbud.

»Jo mere, vi har arbejdet med de mindstes medieforbrug, gik det op for os, at deres forældre eftersøgte et lukket reservat, hvor de kunne føle sig trygge. Ramasjang indeholder også ting, der er for voldsomme som »Onkel Reje« og »Vennerne og det grønne lys«. Og 50 procent at de allermindste er på YouTube ugentligt, og der aner du aldrig, hvor du ender.«

Ifølge Morten Skov Hansen er de mindste børn meget optaget af at sætte verden i system, og derfor vil Minisjang primært fokusere på de simple fortællinger:

»Det bliver stille og roligt. Vi kommer heller ikke til at have en særlig aktualitetsiver, hvor alt skal skiftes ud. På Minisjang skal der være genkendelighed og enkelthed. Hvis du møder en ko på Ramajang, vil den højst sandsynligt sige hej og flyve af sted med en regnbue i rumpen. På Minishang siger koen bare 'muh'.«

En barnlig type

Udover nye og enkle historier er der flere kendinge, der fremover deles mellem Minisjang og Ramasjang. Det gælder særlige episoder af »Bamses Billedbog«, »Anna og Lotte« samt nye episoder af »Kaj og Andrea«, der skal være færdige efter sommerferien.

Og hvad med Børste, det lille pindsvin, der er Minisjangs hovedvært?

»Normalt i tv-verdenen har man et logo. Men vi fandt ud af, at målgruppen orienterer sig i forhold til øjne og ansigter. Derfor er Børste både vores logo og vores vært. Han er et pindsvin med forskellige venner som en orm, en ugle og en masse myrer, der alle hedder Mogens.«

Og hvad er han selv for en type?

»Han er nysgerrig, begejstret over små ting, nogle gange usikker men også med evnen til at fordybe sig i detaljer. Han er lidt barnlig og lidt forsigtig. På den måde ligner han målgruppen.«

Minisjang åbner mandag som et digitalt tilbud.