»DR UnderholdningsOrkestret ligner et skilsmissebarn«

UnderholdningsOrkestrets verdenskendte chefdirigent giver både DR og politikerne skylden for dets lukning. "Orkestret står meget stærkt internationalt. Det kan slet ikke erstattes," siger Adam Fischer.

Nyheden om DR UnderholdningsOrkestrets lukning har sat mange sind i kog - ikke mindst hos orkestrets chef gennem 15 år, Adam Fischer.

Den ungarske dirigent satsede fra dag ét stærkt på det klassiske repertoire. Indirekte på bekostning af arbejdet med egentlig populærmusik, men med desto større succes på det internationale plan.

Han kalder lukningen chokerende og lægger skylden over på DR og politikerne i fællesskab.

»Orkestret ligner et skilsmissebarn,« siger han til Berlingske.

»Begge parter elsker orkestret. Men når den ene bare skyder skylden over på den anden, kommer man jo ingen vegne.«

Ungareren ser orkestret som enestående på verdensplan og fremhæver stående invitationer fra både Wien og Japan som bevis.

»Og det handler ikke kun om dets størrelse,« siger han.

»Det er selve arbejdsmåden, man ikke finder andre steder. Man kan lave en helt anden slags musik med det orkester - og de konkrete musikere kan ikke bare byttes ud med andre.«

Hvad kan en mand som dig gøre?

»Jeg er ikke inde i jeres politiske system og derfor ikke meget værd som lobbyist,« siger Adam Fischer.

»Men jeg skriver på et brev til alle partierne på Christiansborg og håber det bedste.«

Lukning af mindre orkestre på de nationale mediehuse ses over hele Europa - fra Irland til Holland og senest altså Danmark.

Men situationen kan ikke sammenlignes uden videre, mener den ungarske dirigent.

»For de andre orkestre ejer jo slet ikke DR UnderholdningsOrkestrets profil.

At ødelægge tager kun et pennestrøg. At bygge noget op, tager et liv. Så beslutningen her er meget, meget trist.«

Lukningen har også sat lokale krigstrommer i gang.

En støttegruppe på Facebook kan i skrivende stund fremvise op mod 40.000 likes. En indsamling på www.skrivunder.net har fået godt 19.300 signaturer.

Et åbent brev med skarpe argumenter blev offentliggjort onsdag formiddag.

Lukningen strider »ikke kun mod al sund fornuft, men også åbenlyst mod ordlyden i DRs public service-kontrakt,« hedder det.

Brevet er underskrevet komponisterne Per Nørgård, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Svend Hvidtfelt Nielsen, Andy Pape og John Frandsen.