DR udskyder dansk tv-serie efter sexismeskandale

Tiden er ikke den rette til at sende en serie med emner som sexisme, magt og ubalancer i en musikalsk verden, siger DR og flytter visningen af en ny komedieserie.

 
Mere end hundrede kvinder har taget kontakt til det advokatfirma, som har undersøgt krænkelserne i DRs pigekor. DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, giver en uforbeholden undskyldning. Video: Ritzau/Scanpix. Redigering: August Bang. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny satirisk serie fra DR, som skulle have haft premiere i år, udskydes til sommeren 2022.

Det oplyser DR på Berlingskes forespørgsel.

Det sker, fordi fiktionen er endt med at mime virkeligheden for meget.

Ifølge Berlingskes oplysninger handler serien, som hedder »Orkestret« og er bygget på en idé af Adam Price, om en andenklarinettist, spillet af Frederik Cilius, der drømmer om at stige i graderne, og som får ny souschef i form af Rasmus Bruun. Orkestret kommer ud for alt, enhver HR-chef vil hade, og serien tager de emner op, enhver organisation søger at undgå.

Herunder #metoo, sexchikane og grov tone.

Dermed behandler den problematikker, som DR netop nu har inde på livet, hvor tidligere medlemmer af DRs pigekor stod frem i Politiken og berettede om et mangeårigt grænseoverskridende og seksualiseret miljø under to chefdirigenter og en DR-ledelse, som igen og igen sad klagerne overhørig.

Og det er årsagen til, at serien efter »grundige overvejelser« ikke kommer til at køre lige nu:

»Orkestret er et komediedrama, som handler om liv og moral i et fiktivt orkester, og selvom man principielt skal skille fiktion og virkelighed helt fra hinanden, så har vi alligevel skønnet, at det ikke er det rette tidspunkt at sende en serie med emner som sexisme, magt og ubalancer i en musikalsk verden så tæt på, at konklusionerne fra advokatundersøgelsen om DR Pigekoret er offentliggjort,« lyder det fra fiktions- og udviklingschef i DR Kultur, Børn og Unge Henriette Marienlund i et skriftligt svar:

»Vi ser frem til at vise serien senere.«

Det er langt fra første gang, at virkelige begivenheder har tvunget et film eller tv-selskab til at udsætte en premiere eller ændre i en film.

Da fem personer i den norske by Kongsberg i oktober i år blev dræbt af en mand bevæbnet med bue og pil og et stikvåben, besluttede Nordisk Film at flytte premieren på komedien »Vildmænd« til januar 2022. Filmen handler om en dansk familiefar, spillet af Rasmus Bjerg, der tager til Norge for at bo i naturen og jage sin egen føde med bue og pil. Her kommer han på kant med det lokale politi.

»Der var ingen sammenhæng mellem hændelsen i Norge og filmen. Det stod klart, da man hørte, hvad der egentlig skete i Kongsberg. Men for os var det afgørende at vise respekt, og der fandt vi, at to måneder var et passende tidsrum. Hvis hændelsen var sket her i Danmark, havde beslutningen nok været en anden,« fortæller Frederik Honoré i dag og understreger, at der ikke er ændret i »Vildmænd«:

»Det er faktisk første gang, at vi har valgt at udskyde en film, men det kan da godt ske igen. Det hele må bero på en diskussion om fiktion og fiktionens grænser.«

I et lignende nyligt tilfælde blev Craig Zobel’s satiriske komedie »The Hunt«, der handler om medlemmer af en samfundselite, der for sjov går på menneskejagt, forsinket flere måneder som følge af flere virkelige massakrer i USAs byer.

Også tidligere er en række amerikanske film blevet udsat eller har fået retoucheret deres billedside, fordi de blev overhalet af virkelige katastrofer. Det gælder blandt andre en række film, der skulle have haft premiere i perioden efter terrorangrebene i USA 11. september 2001.