DR Nyheder har netop valgt at fjerne en stærkt kritiseret video om skattely fra kanalens hjemmeside.
Det skriver DR Koncern på Twitter.
»Den (Videoen, red.) indeholder faktuelle fejl og forsimplinger, der ender med at efterlade et samlet set misvisende indtryk. Det skulle være fanget i vores redaktionelle proces, og det er dybt beklageligt, at det ikke er sket,« lyder det fra nyhedschef Thomas Falbe i tweetet.
Videoen var en såkaldt explainervideo, der forklarede, hvordan virksomheder kan snyde i skat gennem skattelyselskaber. Videoen blev lagt på DR Nyheders hjemmeside 16. juli, men er siden blevet kritiseret fra flere kanter.
Blandt andre har skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, Jacob Ravn, kritiseret videoen.
Til Berlingske sagde han, at oplysningerne, som blev fremlagt i videoen, var fulde af fejl. Videoen gjorde mere skade end gavn og burde – som det nu er tilfældet – trækkes tilbage.
»Det er en forhånelse at lave en video, som beskriver, at det er så let at skjule penge i skattely. Det er en hån både mod danske virksomheder, som man beskylder for at snyde i skat, og mod de danske skattemyndigheder og politikere, der – ifølge videoen – åbenbart sidder på hænderne, siden det er så let,« lød det fra Jacob Ravn.
Videoen er meget ærlig om, at man har skåret detaljer fra, fordi det er et meget kompliceret emne?
»Når man siger, at noget er forsimplet, ville man i det mindste tro, at det er sandt,« sagde han.
Jacob Ravn pointerede flere fejl i videoen. Blandt andet blev det i videoen hævdet, at det er muligt at flytte immaterielle aktiver – såsom patenter, rettigheder og logoer – til udlandet og dermed undgå at betale skat af dem.
Jacob Ravn påpegede, at DR glemte at fortælle, at man betaler fuld pris for at flytte immaterielle aktiver.
»Det vil sige, at der ikke bliver tale om noget tab for statskassen, for man betaler en pris, der svarer til den samlede fremtidige indtjening for de immaterielle aktiver. Så der er lagt en bremse på,« sagde han.
En anden fejl i videoen var ifølge Jacob Ravn, at det blev fremstillet som let at flytte virksomheders overskud fra Danmark til et skattely som eksempelvis Luxembourg og Cayman Island i Caribien.
»Selv med en mellemstation i et EU-land skal man betale kildeskat fra Danmark. At sige, at det er en måde at sikre sig nulskat på, er ikke rigtigt. Hvis skattemyndighederne finder ud af, at en virksomheds reelle ejer sidder i et skattelyland, kan de lægge kildeskatter på efter det, der hedder beneficial ownership (hvem de virkelige ejere er, red.). Så der vil også blive lagt skat på der,« sagde han.
Den skattepolitiske chef påpegede også flere andre fejl i videoen, og dem kan du læse mere om her.
Berlingske arbejder i skrivende stund på at få en uddybende kommentar fra DR Nyheder.