DR stopper Café Hack efter kritik af sponsorater

Populært radioprogram lukkes på grund af opkrævning af betaling fra sommerværter rundt om i landet.

Søren Dahl, der er vært i radioprogrammet Cafe Hack må nu pakke programmet sammen, efter at DR har stoppet samarbejde med øjeblikkelig virkninbg.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Et af Danmarks mest populære radioprogrammer, Cafe Hack på DRs P4 har sendt for sidste gang.

DR meddelte onsdag eftermiddag, at man med øjeblikkelig virkning har afbrudt samarbejdet med SK-Productions, der laver programmet, og at Cafe Hack derfor lukkes ned nu.

I de sidste uger er det kommet frem, at produkutionsselskabet bag Cafe Hack har opkrævet penge af de værtsdestinationer, som de har besøgt i forbindelse med deres sommerturne.  De sidste seks år har Cafe Hack lagt en række programmer hver sommer ud i landet og optaget dem med lokalt publikum.

I den forbindelse er værtsstederne typisk blevet præsenteret for en regning for produktionsomkostninger og overnatningsudgifter - oftest i størrelsesordenen 60.000-80.000 kroner.

Radio 24Syv kunne tirsdag berette efter at have været i kontakt med de fleste steder, Cafe Hack er blevet sendt om sommerenr, at programmet har indkasseret et stykke over en million kroner igennem den praksis - i strid med DRs regler.

Det får nu DR til at opsige samarbejdet.

»Det er en alvorlig sag for alle parter, når vi på denne måde skal afslutte et samarbejde med et produktionsselskab, som vi har arbejdet sammen med i rigtig mange år. Men der er desværre ikke nogen vej uden om. Der må ikke kunne sås tvivl om DRs troværdighed, og der er ingen tvivl om, at SK Productions i forbindelse med produktionen af sommer-versionerne af ’Cafe Hack’ har overtrådt DRs retningslinjer, når de har opkrævet penge fra de enkelte steder,« siger DRs radiochef Gustav Lützhøft i en pressemeddelelse.

Af DRs etiske retningslinjer fremgår det, at det i forbindelse med radioprogrammer ikke er tilladt med nogen former for sponsorering - det gælder også tilskud til programmer fra de steder, der lægger lokaler til optagelserne, lyder det fra DR-ledelsen.

»Vi har ingen grund til at tro, at de enkelte steder har haft redaktionel indflydelse på programmerne, men det skal være helt klart, at man selvfølgelig ikke kan købe sig til eksponering i DRs radioprogrammer. Derfor er vi også nødt til at tage det store skridt det er at stoppe samarbejdet,« siger Gustav Lützhøft.

Cafe Hack, der har navn efter sit normale optagested i Aarhus, har været sendt i 14 år på P4 - de sidste 13 år med fast ugentlig sendetid søndag formiddag. Vært er Søren Dahl, som sammen med producer Kristian Borregaard er indehaver af produktionsselskabet SK-Productions, som har lavet programmet i alle årene. Det er et af DRs populæreste radioprogrammer med omkring en million lyttere hver søndag.

På søndag erstattes det så af programmet »Hit med historien« med Dennis Johannesen.