DR overholder public service-kontrakt

DR har i 2011 opfyldt sin public service-kontrakt med Kulturministeriet. Alligevel er der små ridser i lakken, oplyser Radio- og TV-nævnet onsdag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DR har i 2011 opfyldt kravene i public service-kontrakten med Kulturministeriet. Sådan lyder det kortest mulige resumé af en pressemeddelelse fra Radio- og TV-nævnet onsdag. Nævnet har en række supplerende bemærkninger, men de dæmper ikke glæden i DR.

- Jeg er meget tilfreds med konklusionen fra Radio- og TV-nævnet, og jeg har med interesse noteret mig de øvrige input, siger DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen ifølge en pressemeddelelse.

Kontrakten beskriver blandt andet, hvor mange nyhedsudsendelser DR skal sende på de forskellige platforme, hvordan programlæggerne skal beskytte børn og hvor meget dansk musik kanalerne skal spille.

Nævnet noterer sig, at DR sendte flere nyhedstimer end nødvendigt. Til gengæld beklager nævnets formand, Christian Scherfig, at andelen af danskproduceret TV til børn og unge er faldet.

- DR prioriterer ifølge sin redegørelse danske og nordiske programmer højt i forhold til børn, men det er lidt trist, at disse programmers andel er klart faldende, siger han i en pressemeddelelse.

Andelen af danskproducerede TV-programmer til børn er faldet fra 43,5 procent i 2008 til 33,4 procent i 2011. Men selvom det ærgrer nævnet, understreger formanden, at kontrakten ikke indeholder krav om en bestemt andel. I DRs bestyrelse tager formanden da også kritikken med ophøjet ro.

- Det er vigtigt at huske, at bag det relative fald ligger det faktum, at DR siden 2005 har øget mængden af danskproduceret TV til børn med hele 50 procent. Så det, at procentdelen er faldet, er ikke udtryk for, at der er mindre danskproduceret TV til børn på DRs kanaler, siger Michael Christiansen.

Den nyeste public service-kontrakt gælder fra 2011 til 2014, og nævnet fremhæver et »relativt stort efterslæb« i forhold til DRs engagement i dansk filmproduktion. Over de fire år skal DR i gennemsnit investere 60 millioner årligt. I 2011 nåede beløbet dog kun op på knap 44 millioner. Efterslæbet er imidlertid heller ikke nok til at bekymre Michael Christiansen.

- DRs investeringer i de kommende år vil veje op for det lidt lavere niveau i 2011, siger han.

DR offentliggjorde tidligere på sommeren, at TV-kanalerne skal omlægges. Det betyder blandt andet, at børnene får to kanaler. I dag må de nøjes med en.