En årelang strid har nu nået sin afslutning. 

DR og Københavns Kommune har indgået et forlig om kommunens køberet til DR Byen på Amager. 

Det skriver de to parter i en fælles pressemeddelelse. 

Sagen, der handler om en mere 20 år gammel aftale mellem partnerne, er endt med, at DR skal betale 600 millioner kroner til Københavns Kommune, og at kommunens køberet til DRs bygninger bortfalder. 

For at forså, hvad forliget bunder i, skal man spole tiden tilbage til begyndelsen af dette årtusinde, hvor DR stod overfor at afhænde sine gamle bygninger på Frederiksberg og i Søborg. 

Salgene af de bygninger betød imidlertid ikke kun indtægter for DR. Københavns Kommune havde også dengang tilbagekøbsaftaler på bygningerne, hvilket betød, at DR skulle betale 107 millioner kroner i forbindelse med salget til Københavns Kommune. 

Det gjorde DR aldrig. 

Til gengæld gav mediehuset kommunen købsret til DRs nye grund og bygninger på Amager. 

Og det er værdien af den køberet, som de to parter nu har strides om i flere år. 

Som tidligere beskrevet i Berlingske, var vurderingen fra Københavns Kommune, at den i 2073 ville kunne overtage DRs bygninger kvit og frit, mens DR desuden skulle betale rundt regnet tre milliarder kroner, hvilket ville have ruineret DR.

Men nu har parterne blevet enige om et forlig. 

Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) skriver i pressemeddelelsen, at hun er tilfreds med forliget mellem de to parter. 

»Som kommune skal vi overholde landets love og passe på københavnernes værdier. Det er ingen hemmelighed, at jeg under hele forløbet har håbet, at sagen kunne løses uden for retssalen, for to offentlige institutioner skal naturligvis ikke ende i en retssal, hvis det på nogen måde kan undgås,« siger hun. 

»Der har hele tiden været tale om en ren juridisk tvist mellem kommunen og DR, og det er godt, at vi nu hver især kan lægge sagen bag os.«