Vi er nået et godt stykke, siden Sofie Linde i efteråret 2020 med en lille anekdote fra det virkelige liv fik hele Mediedanmark til at implodere i vrede, angst og selvransagelse.
64 beretninger om krænkende adfærd, seksuel chikane og uønsket seksuel opmærksomhed i DRs pigekor. Det er sidste skud på stammen i det oprydningsarbejde, der i disse år kendetegner den offentlige samtale.
Men noget er anderledes, end det plejer. Tidligere har der i #metoo-debatten hersket to perspektiver, når et ansvar skulle placeres;
På den ene side stod de frustrerede, vrede og måske sårede, der ville have hver enkelt krænker hængt til tørre – gerne så offentligt som muligt.
På den anden stod de mere relativiserende, der mente den »giftige« eller »dårlige« kultur var den skyldige, hvorfor ansvaret dels lå hos alle og dels hos ingen.
Helt anderledes ser det ud i sagen om DRs pigekor efter et pressemøde onsdag aften, hvor DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, gav en uforbeholden undskyldning og placerede ansvaret lige der, hvor det hører til. Hun sagde:
»Ansvaret for dette massive svigt, herunder massive ledelsessvigt, kan kun tilskrives DR« og »Undskyld, at DR svigtede jer. Det var ikke jeres skyld, det var DRs ansvar.«.
Akkurat som når medarbejdere på stribe går ned med stress, er det ledelsen, der trænger til et eftersyn. Akkurat som når medarbejdere mobber hinanden, er det ledelsen, der ikke slår til.
Akkurat således er det, når der på en arbejdsplads er tendenser til, at voksne mennesker i magtpositioner udnytter deres magt til seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd, så er det ledelsen, der svigter.
Med åbne kort og med fingre, der kun peger indad, formår Maria Rørbye Rønn, at løfte samtalen et niveau op. Både i kvalitet og helt bogstaveligt i form af at rette blikket mod dem, der har set til og ladet ske.
Et uværdigt offer
Vi er nået langt siden efteråret 2020, men vi har også langt igen. I den advokatundersøgelse, DR har fremlagt, fremgår det, at krænkelserne er begået af seks unavngivne personer.
Men der har allerede været navne fremme i pressen, nemlig tidligere chefdirigent Michael Bojesen og tidligere chefdirigent Tage Mortensen, som begge er blevet kædet sammen med sager og forhold i Politiken.
Det har fået tidligere chefdirigent Michael Bojesen til at skrive følgende til Politiken:
»Da jeg har fået forelagt det, der vedrører min person, ved jeg, at de krænkelser, der er beskrevet i rapporten, ikke har noget at gøre med mine ti år som dirigent for koret. Jeg har oplevet undersøgelsesforløbet med den efterfølgende afrapportering som en tilsidesættelse af de involveredes retssikkerhed og uden skelen til eksisterende klar retspraksis om bevisvurderinger. Jeg har ikke flere kommentarer.«
Michael Bojesen fremsætter her en pointe, der fortjener at blive understreget. Hvor anonymitet selvfølgelig har til formål, at beskytte kilder, vidner og den sagnomspundne »retssikkerhed«, der i mere og mindre grad kendetegner advokatundersøgelser i forbindelse med #metoo-sager, har anonymiseringen her også en bagside.
Det er umuligt for offentligheden at skelne mellem, hvilke sager, der hører til hvilke tider, og hvem de implicerede er. Det er med andre ord op til den enkeltes frie fantasi, at vurdere, hvilke – hvis nogen – af de 64 sager, man tror, de hver især har forbindelse til. Det er ikke værdigt.
