Nogle få minutter efter klokken otte onsdag morgen fik de første ansatte i DR besked på, at de var blevet fyret.
Alle medarbejdere i den store medievirksomhed var blevet pålagt at sidde parat ved telefonen fra klokken otte, så deres chefer kunne få fat i dem, hvis de skulle fyres.
382 stillinger skal nedlægges som følge af det medieforlig, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik inden sommerferien.
Forliget barberer over de kommende fem år 20 pct. af DRs budget, der herefter vil være på ca. tre mia. kr. årligt.
Nedskæringen betyder bl.a., at der skæres ned på antallet af TV-kanaler fra seks til tre, og at tre radiokanaler lukkes. Det betyder færre programmer. Bl.a. lukkes de korte udgaver af TV Avisen kl. 17.50 og 19.55, Kulturmagasinet Gejst, Sundhedsmagasinet, Antikduellen og Guld i Købstæderne.
En vingeskudt virksomhed
Henrik Vilmar, fællestillidsmand for journalisterne i DR, sagde onsdag eftermiddag, at det havde været en forfærdelig dag i DR.
»Folk er kede af det, og der har både været vrede og frustration blandt medarbejderne. Det her kommer til at påvirke stemningen længe, og jeg håber, at ledelsen vil gøre, hvad den kan, for at vi kan komme videre. Medarbejderne har i en meget lang periode levet med truslen om nedskæringer, og det påvirker naturligvis. Vi er en vingeskudt virksomhed,« siger Henrik Vilmar.

Fyringsrunden medførte omfattende arbejdsnedlæggelser. De journalistiske medarbejdere på DR Syd i Aabenraa, DR Sjælland i Næstved og DR Østjylland i Aarhus nedlagde arbejdet i sympati med deres fyrede kolleger. Også i DR Byen på Amager var der strejker, og DR2s nyhedsprogram Deadline blev aflyst.
»Vi har valgt at nedlægge arbejdet, fordi vi gerne vil vise vores sympati med de mange, mange kolleger, der er blevet fyret,« siger Per Smith Vinther, medarbejder på DR Syd, til fagbladet Journalisten.
60 ønsker frivillig aftrædelse
205 ansatte blev afskediget onsdag. Inden fyringsrunden havde DR tilbudt medarbejderne frivillige aftrædelsesordninger. 64 har taget imod tilbuddet. 87 stillinger er fundet gennem omplaceringer og nedlæggelse af vakante eller tidsbegrænsede stillinger. Begge dele har medvirket til at nedbringe antallet af fyringer.
»Dette er en af de sværeste og længste dage nogensinde for alle i DR. Vi har sammen med de faglige organisationer gjort vores yderste for at reducere antallet af påtænkte afskedigelser, og det er lykkedes at begrænse det til 205. Men det er stadig et meget, meget stort antal medarbejdere, som har oplevet, at der er blevet grebet ind i deres liv på en måde, som de ikke selv har ønsket,« udtaler Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, i en pressemeddelelse.
Fyret over telefonen
De første fyringer blev effektueret kort efter klokken otte. Rasmus Mark Pedersen, journalist på P1 Orientering, blev ringet op af sin chef og fik besked om, at ledelsen vil fyre ham.
»Det er naturligvis noget rigtigt lort. Men omvendt så er det jo utroligt lykkeligt for de danske medier, at den unikke kombination af en både ung og erfaren journalist nu søger nye udfordringer. Så hvis du kender en arbejdsplads, der har brug for en arbejdsom nyhedsjournalist med værts- og redaktørerfaring samt en bred forståelse for samfundet, så sig endelig til,« skrev han lidt efter kl. 8 på Facebook.
Færre programmer
Fyringsrunden i DR, der formentlig er den største i mediebranchens historie, kommer til at betyde store forandringer for seerne og lytterne, og DR kommer, som Maria Rørbye Rønn sagde, da spareplanen blev præsenteret i september, til at betyde, at DR mister seerandele.
»Vi kommer til at producere mindre og have færre tilbud til befolkningen,« sagde Maria Rørbye Rønn og slog fast, at det nu er vigtigt, at DR prioriterer kvalitet over volumen.
Ifølge medieforliget bliver dækningen fra DRs regionale stationer ikke ramt af besparelserne, og det samme gælder kultur-, nyheds-, dokumentar- og aktualitetsområdet, som ifølge forliget skal være stærkt. Også DRs kor og orkestre går fri.
Derimod bliver områder som underholdning, livsstil, udenlandsk fiktion og sport ramt af nedskæringerne. De daglige sportsopdateringer på TV udgår, og en af de store årlige underholdningssatsninger vil også blive skåret væk.
Spare- og udviklingsplanen, som DR fremlagde i september, rummer besparelser for 420 mio. kr., men der skal gennemføres yderligere besparelser i 2022-2023.
87 pct. af nedskæringerne rammer DR i København og 13 pct. uden for København. DRs distrikter, som står for den regionale dækning, bliver friholdt for besparelser.